Vi bruger ikke cookies af denne type.
Nogle af de data, der indsamles af denne udbyder, skal bruges til personalisering og måling af reklameeffektivitet.
30
Det kan lyde paradoksalt.
Hun spiller i en af verdens største fodboldklubber. Hun har sin hverdag på et af verdens bedste træningsanlæg. Og i en alder af 26 år er hun landet på den hylde, hun har drømt om, så længe hun kan huske.
Alligevel var det ikke en no-brainer for Sara Holmgaard at skifte til Real Madrid.
For første gang i karrieren deler hun nemlig hverken omklædningsrum eller hverdag med sin søster, Karen Holmgaard.
»Det er et unikt bånd, som ikke ret mange forstår. Vi er meget tætte«
»Det var en stor beslutning for mig at flytte hertil. Væk fra min søster, som jeg har spillet med i alle mine år. Det har været en udfordring for både mig og hende,« fortæller Sara, da vi møder hende på træningsanlægget Ciudad Real Madrid i udkanten af den spanske hovedstad.
»Vi har været sammen om alt i karrieren indtil nu. Men vi har også vidst, at en eller anden dag skulle én af os tage springet videre. Og det var så i sommer, det bedste tilbud var, og det var så mig. Vi har længe snakket om, at vi en dag skulle hver til sit.«
Foto: fodboldbilleder.dk
De trådte deres første fodboldstøvler i Bording IF, og de har fulgtes ad lige siden. I hvert fald næsten.
De tog sammen på idrætshøjskolen VIES i Vejle, hvor de spillede på Vejles 3F Liga-hold. Derfra tog de til Fortuna Hjørring og vandt mesterskaber, inden udlandet kaldte.
I december 2020 offentliggjorde den tyske storklub 1. FFC Turbine Potsdam, at de havde sikret sig de to danske landsholdsspillere. Og dermed gik tvillingernes fælles udlandsdrøm i opfyldelse på samme tid.
Efter halvandet år i 1. FFC Turbine Potsdam var tvillingerne klar til at tage næste skridt i karrieren for at prøve kræfter med FA Women's Super League i Everton FC. Men sølle syv minutters spilletid gjorde, at Sara lige akkurat ikke kunne få indrejsetilladelse i England, som DR tidligere har beskrevet.
De skiftede godt nok begge til Everton, men mens Karen flyttede til Everton, blev Sara udlejet til Fortuna Hjørring i jagten på dyrebar spilletid og dermed point til det system, briterne i kølvandet på brexit har implementeret.
Sara fik sine point, gennemførte sit skifte til Merseyside-klubben og blev genforenet med Karen.
I Everton gjorde hun det så godt, at Real Madrid i sommer hentede Holmgaard til den spanske hovedstad. Sara Holmgaard vel at mærke. Og kun hende.
For Sara er det »en drøm, der er gået i opfyldelse«. Men det har samtidig været fodboldkarrierens foreløbig største udfordring.
»Det har været et af mine bedste år i karrieren indtil videre. Jeg står det bedste sted«
»Det har gjort alle vores skifte nemmere at have hinanden. Det kræver lidt mere af sig selv at tage ud alene, som jeg gjorde i sommer. Man har ikke lige den ekstra hånd, som man altid har haft. Det har været nemmere at have Karen med, men det er en god læring at gøre det selv.«
»Det har givet mig sindssygt meget at stå på egne ben. Man har ikke lige sin søster, der tager initiativet. Vi er ikke to, der kun snakker med hinanden. Det har modnet mig mere,« fortæller Real Madrids #21.
Bare fordi cirka 2.000 kilometer nu adskiller Holmgaard-søstrene fysisk, er de stadig tætte.
»Vi snakker lige så meget sammen, som vi gjorde tidligere, det er bare over Facetime. Vi snakker sammen dagligt, og måske også mere end én gang dagligt.«
»Men nu er vi i to forskellige fodboldmiljøer, og der er ikke ret meget tid, og det gør, at det typisk er om morgenen eller om aftenen, at vi snakker,« siger Sara.
Det vidner om et sjældent bånd, som – medgiver Sara – de færreste forstår.
»Det er et unikt bånd, som ikke ret mange forstår. Vi er meget tætte. Det, at vi har boet sammen hele livet, siger jo meget. Det er mere end en veninde, man har. Det er en tryghed i sig selv altid at have en. Det er specielt.«
Præstationerne i henholdsvis Everton FC og Real Madrid har medført, at Sara var blandt de nominerede til Årets Fodboldspiller 2025. Noget, hun beskriver som »stort.«
»Det er den pris, man gerne vil vinde,« fastslår hun med henvisning til, at det er spillerne selv, der nominerer og siden kårer vinderen.
Da hun først fik nyheden, var hun en smule overrasket. Men hun beskriver omvendt 2025 som karrierens måske bedste år.
»Det har været et af mine bedste år i karrieren indtil videre. Jeg står det bedste sted. Jeg har haft et rigtig godt år i England, i Everton, hvor jeg har været mere afgørende, end hvad jeg har været tidligere. Jeg har scoret mange mål, lavet assists og fået det sidste slutprodukt på mit spil, som jeg måske har manglet. Og så skiftet her til Real Madrid i sommer rundede et rigtig godt år af.«
Sara var nomineret sammen med Bayern-spillerne Stine Ballisager og Pernille Harder. Og det blev som bekendt Pernille Harder, der for niende gang i karrieren kunne lade sig hylde som Årets Fodboldspiller.
Hun får rosende ord med på vejen fra Sara.
»Hun er en éner. Hun har nogle kvaliteter, som ingen andre har. Det ser vi både på landsholdet og i klubben for Bayern. Hun kan noget, som ingen andre kan.«