Pierre-Emile stod i et supermarked, da han ringede til sin mor: »Jeg tager Marseille«

»Alle kan spille for Marseille, men det er ikke alle, der kan performe for Marseille.«

Det er Pierre-Emile Højbjergs ord. Han sagde dem, efter eget udsagn, til fransk tv. Hvornår ordene helt præcist faldt, vides ikke. Men det er heller ikke så vigtigt. Det er budskabet derimod.

For udtalelsen indrammer med stor nøjagtighed det pres, spillerne i Olympique de Marseille er under.

Marseille er nemlig ikke din almindelige franske ferieby, og Olympique de Marseille er ikke din almindelige franske fodboldklub.

Marseille, Frankrigs næststørste by, er takket være sin geografiske placering ved Middelhavet både et yndet tilflugtssted for turister og arnested for organiseret kriminalitet.

Olympique de Marseille er med sine ni mesterskaber og ti pokaltriumfer kendt som en af de mest succesfulde fodboldklubber i Frankrig. Men samtidig også som en af de mest skandaleombruste og turbulente.

Og de to, byen og fodboldklubben, hænger uløseligt sammen.

Det er sådan en fodboldklub, der kommer under huden på dig. En opslugende klub, som skal tøjles, hvis ikke den skal fortære dig.

»Byen lever jo fodbold. Her er fodbold religion, og det passer mig helt fantastisk. Ja, der er et stort pres. Det er et tungt sted at være. Men hvis du kan håndtere det, og du kan se glæden i det, så er det rigtig sjovt. For tiden er det ret sjovt,« siger Pierre-Emile.

Det kan måske lyde lidt fluffy. Det samme kan hans beskrivelse til fransk tv. For at blive konkret henviser Pierre-Emile til en episode, der udspillede sig på banen dagen før vores interview.

»Jeg har aldrig taget trøjen af, når jeg har scoret. Det gjorde jeg så i går,« siger han og griner stort.

Pierre-Emile, der i løbet af sin tid i Bundesligaen, Premier League og ikke mindst på det danske landshold ellers har haft store oplevelser på store stadioner, bruger det som billede på, hvordan det er at spille på Stade Vélodrome.

»Den skyld skyder jeg på fansene, fordi du lader dig rive med på den gode måde. Men det er selvfølgelig også vigtigt, at du fokuserer på dit spil, og at du gør tingene ordentligt. Du klør på, og så får du stadion med dig, og så tager du dem med på ryggen. Det er det, der foregår.«

Pierre-Emile er på mange måder et meget sammensat menneske. Også i forhold til nationalitet.

Man har fornemmelsen af, at han tænker på tre-fire sprog. Selvfølgelig på dansk. Men som både hans navn og ikke mindst hans accent afslører, har Pierre-Emile også fransk blod i årene. Det danske blod kommer fra hans far, mens det franske kommer fra moderen.

Han er vokset op med to sprog, men han har fra en tidlig alder skullet tillære sig flere.

For nok er han født og opvokset i København, men han var bare 16 år gammel, da han skiftede fra Brøndby IF til tyske Bayern München. Og efter en lille håndfuld år i Tyskland, spillede og levede han knap et årti i engelsk fodbold.

Der er ikke noget at sige til, at ordstillingen nogle gange er særegen.

Om han har tænkt på fransk det seneste halvandet år, er uvist. Men han har i hvert fald talt det – og vist nok også råbt det – en del oftere siden skiftet til Marseille. Et skifte, der vel kan beskrives som en slags full circle-øjeblik for udenlandsdanskeren.

»Jeg kan huske, for de der 16-17 måneder siden, da jeg ringende til min mor.«

»Jeg stod i et supermarked på Ibiza og skulle købe lidt ind. Jeg kan huske, jeg ringede til hende, mens jeg stod med indkøbskurven i venstre hånd og sagde: Ved du hvad? Jeg tror sgu, jeg tager Marseille. Jeg har talt lidt med folkene, jeg har talt med træneren et par gange, jeg har holdt kontakt med dem i lidt længere tid.«

»Så kommer der selvfølgelig nogle spørgsmål fra en mor: Hvordan har du det med det? Hvordan har familien det med det? Der svarede jeg: Det handler om, at de vil mig. At de gerne vil have mig, og at de ser mig, for den jeg er.«

Opkaldet i supermarkedet er i runde tal halvandet år siden. Og det var ikke bare tomme ord. Hverken da Pierre-Emile fortalte sin mor, at han ville tage til Marseille, eller da klubben gav udtryk for, at de virkelig ville ham.

»Der må jeg bare tage hatten af og sige, at siden dag ét har de haft åbne arme og har villet mig – både som fodboldspiller og som menneske. De har givet mig lov til at bidrage med det, jeg kan bidrage med. Men samtidig også skabt en platform, skabt et omklædningsrum, skabt en struktur, som gør, at du ved… der er krummer i holdet, ikk’. Det er måske et af de bedste omklædningsrum, jeg har været i i løbet af min karriere.«

Det var ikke, fordi han gik blåøjet ind til skiftet. Han kendte godt til Marseilles rygte som en småkaotisk klub. Men han satsede. Og vandt.

»Da jeg tog det skridt fra Premier League og kom her, til Marseille, havde de året forinden skiftet tre trænere på et år. Det var et sats. Er det noget, der holder i seks måneder, er det noget, der holder i 12 måneder?«

»Men at se – her 16-17 måneder efter – at tingene bare er blevet ved med at udvikle sig og vokse sig endnu større og endnu stærkere, det gør mig faktisk rigtig glad. En ting er, at det gør mig lettet, men det gør mig også rigtig glad.«

Han har grund til at smile. Okay, han så helst, at klubben lå nummer et – ikke nummer tre. Men på rekordtid er han blevet viceanfører i klubben, han trives med sin familie i den sydfranske kultur og ikke mindst det sydfranske klima.

Og så har han fornøjelsen af at spille alle sine hjemmekampe på Stade Vélodrome. Det ikoniske stadion, der tårner sig op i den sydlige del af byen, og som i denne sæson har haft over 64.000 passionerede tilskuere til hver eneste hjemmekamp.

»At få lov til at spille sådan et sted… Når du slutter karrieren en dag og kigger tilbage om 10-20 år, og du har fået lov til at spille på de her adresser, specielt som hjemmebane, det er bare ekstraordinært.«

»Tingene går op i en højere enhed. Klubben er så ambitiøs på grund af dens historik og på grund af fansene. Det passer mig rigtig godt. Det føler jeg mig til rette i. Jeg finder ro i det – i alt det der kaos, der finder jeg rigtig stor ro. Jo større presset er, jo mere finder jeg mig tilpas.«

»Det passer mig rigtig godt at være en del af et hold, som spiller for at blive nummer et, som kæmper for at blive nummer et og som har den tilgang til tingene, at man vil vinde alt, hvad man rører ved. Det finder jeg faktisk utrolig stor ro i.«

»Det gør selvfølgelig, at der er lidt større forventninger, og at der – hvis man ikke indfrier de forventninger – kan være lidt større hurlumhej omkring sådan nogle ting. Men jeg trives i det.«

Det bringer os tilbage til starten af den her artikel. Tilbage til udtalelsen om, at alle kan spille i Marseille, men at alle ikke kan præstere for klubben.

Pierre-Emile er en af dem, der både kan spille og præstere for Marseille.

»Når du kan performe, så giver det noget selvtillid og noget styrke, men der er også den der lille mand på venstre skulder, der siger: Hold nu fokus. Slap nu af. Bliv nu ved med at gøre de rigtige ting. Der er en ny dag i morgen.«