20

Presse20.11.2025

Årets Fodboldspiller 2025 (k): De nominerede er

De tre nominerede er fundet til Årets Fodboldspiller 2025. Spillerne kan stemme på deres favorit blandt disse tre kandidater.

Årets Fodboldspiller 2025 (k): De nominerede er

Af Magnus Hviid

Prisen som Årets Fodboldspiller for kvinder og herrer uddeles i et samarbejde mellem DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE.

Det er den mest prestigefulde individuelle pris for danske fodboldspillere, da det er spillerne selv, der afgør, hvem der skal have prisen.

Sara Holmgaard

For Sara Holmgaard er der nok særligt ét øjeblik fra fodboldåret 2025, der står klart erindringen: Drømmemålet mod Italien i februar. Med ryggen mod målet inde i italienernes felt vippede hun med venstrefoden bolden over en sagesløs forsvarsspiller, inden hun med højrefoden sparkede bolden i kassen.

Målet er et af de i alt fire mål, Sara har scoret i foreløbigt 28 A-landsholdskampe siden hendes debut i 2019.

På klubplan gjorde Sara sig også bemærket, hvor hun blev kåret som Årets Spiller i sin engelske klub Everton, inden hun i sommer byttede Liverpool-klubben ud med den spanske mastodont Real Madrid, der ligger med i toppen af Liga F.

Stine Ballisager

Hun ved, hvad det handler om. For det er ikke første gang, at den 31-årige midtstopper er med i opløbet om dansk fodbolds mest prestigefulde individuelle pris. For i 2022 var hun både nomineret og vandt titlen som Årets Fodboldspiller.

På landsholdet har Stine Ballisager været en fast del af forsvaret de senere år med 74 kampe og fire mål, hvor hun også var en af de bærende kræfter på holdet, som kvalificerede sig til og deltog ved EM-slutrunden i sommer.

I sommer skiftede Stine italienske Fiorentina ud med den tyske topklub Bayern München, hvor hun er holdkammerat med Pernille Harder.

Pernille Harder

Har du Pernille Harder på holdet, så vinder du mesterskabet. Det er ikke en dårlig en statistik at skæve til som klub, når truppen skal forstærkes. For den danske landsholdsanfører har været garant for mesterskaber de sidste ti sæsoner i træk.

Derfor var det næsten også business as usual, da hun tog det tyske mesterskab hjem sammen med holdkammeraterne i Bayern München. En 2024/2025-sæson, der også bød på en pokaltriumf og en supercup-titel.

På landsholdet er der ingen over eller ved siden af kaptajnen, der med 81 mål i 167 kampe har scoret flest mål i rødt og hvidt, hvor det seneste mål på den konto var mod Finland på hjemmebane i Parken.

Pernille Harder har vundet Årets Fodboldspiller otte gange.

Hvem vinder?

Det er spillerne selv, de sande eksperter, som stemmer og dermed kårer vinderen som Årets Fodboldspiller. Derfor er prisen som Årets Fodboldspiller også den mest prestigefulde individuelle fodboldpris herhjemme.

Når alle spillere har stemt, tælles stemmerne op, og så kan vinderen kåret.

Vinderen vil blive offentliggjort på DBU og Spillerforeningens egne kanaler. Så følg os og følg med.

Seneste vindere

2024: Pernille Harder
2023: Amalie Vangsgaard (Paris Saint-Germain F.C.)
2022: Stine Ballisager (Vålerenga Fotball)
2021: Signe Bruun (Olympique Lyon)
2020: Pernille Harder (VfL Wolfsburg/Chelsea FC)

Magnus Hviid

Magnus Hviid

Kommunikationsdirektør

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.