147: vanvidsår formede landsholdsspiller: »På et splitsekund ændrede alt sig«

»Jeg har altid tænkt, at fodbold er alt. Men på et splitsekund, ændrede alt sig.«

Sofie Bredgaard var, hvor hun skulle være. Hun var faldet til i svenske Linköpings FC, og på banen tog hun store skridt.

»Jeg begyndte endelig at føle, at nu flyver jeg. Jeg følte virkelig, at min udvikling var lige, hvor den skulle være. Nu flasker alting sig. Alt det, jeg havde ventet på. Jeg fik endelig tillid, spillede en masse, og jeg var virkelig et godt sted,« siger Sofie Bredgaard i ’Spiller til Spiller’.

Opturen var tiltrængt. For den første tid i Sverige var hård. Det er krævende at blive seniorspiller i udlandet.

I årevis var hun blevet spået en stor karriere. Og endelig stod den talentfulde dansker på tærsklen til sit store gennembrud. Men ud af ingenting blev den altopslugende fodboldkarriere altså sekundær.

Sofies far fik konstateret kræft.

»Jeg husker bare, at jeg sidder i min lejlighed og er fuldkommen grædefærdig og føler mig så alene.«

Ét telefonopkald ændrede Linköpings FC fra at være den perfekte scene til at slå igennem på til at være alt for langt væk fra Rigshospitalet og forældrenes hjem i Frederiksværk.

»Jeg kunne slet ikke se meningen i, at jeg skulle være så langt væk hjemmefra og ikke være en del af hans sygdomsforløb.«

Hun modtog beskeden om farens sygdom få dage, inden transfervinduet lukkede. To dage senere var hun skiftet til Malmø-klubben FC Rosengård.

Sofie flyttede hjemmefra og skiftede til Linköpings FC som 18-årig. Men allerede som 15-årig, tilbage i 2017, var hun første gang til prøvetræning i Manchester City.

»På mange måder var det fedt. Men det var også svært. Og det har jeg først forstået efterfølgende. Det pres, jeg levede under som ungdomsspiller, hvor alle forventede, at man skulle blive rigtig, rigtig god. Det var svært at være i,« siger den nu 24-årige ACF Fiorentina-spiller.

Storsatsende Manchester City fulgte hendes udvikling tæt, og Sofie besøgte klubben tre år i træk.

Hun var smigret, og hun satte pris på oplevelserne. Men det pres, det skabte – både fra hende selv og omgivelserne – blev også en katalysator til at søge væk fra Danmark og B.93.

»Når jeg ser tilbage på min tid, hvor jeg skiftede til Sverige (i 2020, red.), gør det mig endnu mere stolt af den beslutning, jeg tog. Fordi det var det rigtige for mig at komme ud af den boble. Alle havde et syn på, hvordan jeg var, og det var svært at ændre ting og leve under det der pres; du er den næste.«

»Der var mange forventninger. Mange af forventningerne kom nok også fra mig selv. Det var virkelig svært, for jeg har altid været min egen største kritiker. Men i de perioder, hvor jeg ikke havde nogen til at hjælpe med det pres, var det virkelig svært. Så det har været fedt, men det har også været hårdt, når jeg ser tilbage på det.«

Hun blev udråbt som den næste. Og de fik ret.

I dag spiller den 24-årige midtbanespiller i ACF Fiorentina. Hun skiftede dertil i juli 2024, og i sommer forlængede hun sin kontrakt, så den løber indtil den 30. juni 2028.

Efter lige at skulle finde sig til rette i Italien har hun taget sin plads på holdet.

»Jeg havde et svært første år hernede, hvor jeg ikke spillede særlig meget. Og hvis jeg spillede, spillede jeg alle mulige forskellige positioner. Jeg bed mig aldrig rigtig fast. Mit første år var meget hakkende.«

»Men når jeg ser tilbage på mit første år, var det alt det, jeg lærte, der skabte min succes sidste år (2025/26-sæsonen, red.). Det er det der med, at det ofte er ved at komme igennem de svære perioder, at du lærer en hel masse, som du kan bruge.«

Udover at kompensere for kulturelle forskelle og forcere sprogbarrieren fremhæver hun sin indstilling og evnen til »virkelig at træne« som sin største læring.

»Jeg følte, at jeg havde gjort mig fortjent til at spille, så hver dag jeg trænede, ville jeg overbevise træneren om, at jeg er den bedste på min plads, og at jeg fortjente at spille. Jeg havde hele tiden den indstilling, at jeg måtte have mit på det rene.«

Det hårde arbejde betalte sig. Og i sidste sæson kunne hun så høste frugterne.

»Det var det specielle ved sidste år. Alle dem, der så, hvor meget jeg kæmpede det første år, fik også lov til at være en del af succes sidste år. Det er en meget speciel følelse. Det første år var hårdt, men det styrkede mig også megameget.«

Sofie har gennemgået en lignende udvikling på landsholdet.

Siden debuten i det føromtalte vanvidsår 2022, hvor hun bl.a. blev nomineret til Årets Fodboldspiller og kåret som Årets Talent, har hun udviklet sig fra at være en spiller i periferien af landsholdet til at være en bærende kraft i den netop overståede VM-kvalifikation. En kvalifikation, hvor Danmark som bekendt sikrede sig en plads ved VM-slutrunden i Brasilien næste år.

For Sofie er det en store ære at være blandt de udvalgte, der repræsenterer Danmark på fodboldbanen.

»Det er en stor drøm. Det har det altid været. Det er det, man tænker på, når man er lille, at man gerne vil spille på landsholdet.«

»Jeg synes, det er det største at spille på landsholdet.«

Netop derfor ramte det hende også ekstra hårdt, da hun i 2023 ved VM i Australien – som den absolut sidste – blev sorteret fra.

Det endelig fravalg af hende skete, efter hun, helt ekstraordinært, var blevet kaldt til Australien som træningsspiller midt i sin ferie. Den afbrød hun naturligvis. Men truppen forblev intakt, og det betød, at Sofie en uge senere måtte rejse den lange, ensomme tur hjem igen.

»Det var virkelig hårdt at være så langt væk, og så tæt på en drøm, og så rejse hjem dagen efter sejren mod Kina, hvor alle var fucking glade. Jeg var så glad på alles vegne, men samtidig var jeg så ked af det.«

Skuffelsen i Australien er et af de bump på vejen, der har formet og styrket hende. Ligesom hun har udviklet sig som spiller, har rammerne omkring hende også udviklet sig. Også på landsholdet.

»Der er sket meget i de år, jeg har været med,« siger hun i udsendelsen.

Det skyldes ikke mindst det pres, vi i Spillerforeningen lægger på DBU, og de forbedringer vi har sikret gennem skiftende landsholdsaftaler.

»Vi er et sted, hvor du får alt det (gode vilkår, red.) i klubberne. Så det må aldrig blive, at det ikke er på det niveau, når vi er med landsholdet. Nu spiller næsten alle i store klubber, hvor alt er i orden, og det er vigtigt, det også er sådan, når vi er med landsholdet, så vi kan præstere.«

De forbedrede forhold gør en reel forskel for spillerne på landsholdet.

»Man føler sig værdsat, og det er en god følelse. Det gør også, at du kan investere mere af dig selv i det. Det, tror jeg, kan være med til at gøre, at vi på sigt skaber bedre resultater «

»Du får en følelse af, at Kvindelandsholdet også er respekteret og værdsat, og det har været megafedt.«

Du kan høre hele vores samtale med Sofie i podcasten Spiller til Spiller. Find den i Apple Podcasts, Spotify eller din foretrukne podcastapp. Her sætter Sofie også ord på:

• Hendes arbejde med mentaltrænere
• Hvad hun studerer, og hvad studierne giver hende
• Hvordan hun stræber efter at være mere end Sofie, der spiller fodbold
• Og hvordan Amalie Vangsgaard og Simone Boye blandt andre var der for hende på svære tidspunkter