Den bedste bane i 1. division

Kåringen af Danmarks Bedste Bane trækker tråde til England, Holland og Australien. For det var på baggrund af erfaringer i de lande, at vi i 2012 første gang satte gang i kåringen af det bedste underlag i Superligaen. Dengang var målet bedre baner og bedre fodbold - det er det stadigvæk.

I takt med udviklingen og den stigende professionalisering af kvindefodbold begyndte anførerne i Kvindeligaen i 2022 også at bedømme de baner, de spiller på. Det betyder, at vi i 2023 for første gang kan kåre Danmarks Bedste Bane i Kvindeligaen.

Fra 2025/26-sæsonen har vi udvidet kåringen, så den også omfatter herrernes 1. division.

Den bedste bane i 1. division

Lyngby Stadion er Danmarks Bedste Bane i 1. division 2025/2026

Efter engelsk og hollandsk forbillede kårer vi i Spillerforeningen Danmarks Bedste Bane. Det gør vi i Superligaen, A-Liga og for første gang i år også i 1. division.

Og den første vinder af Danmarks Bedste Bane i 1. division er græstæppet på Lyngby Stadion med en gennemsnitlig bedømmelse på 4,29.

»Det er afgørende for dansk fodbold, at vi har gode baner. Det har de i Lyngby Boldklub, og det kvitterer anførerne for med deres flotte bedømmelse af græstæppet på Lyngby Stadion.«

»Spillerne foretrækker at spille på græs«

Magnus Hviid, kommunikationsdirektør i Spillerforeningen


»Det har været tæt i toppen, hvor ‘De Kongeblå’ her i foråret har trukket det længste strå og dermed kan kalde sig samlet vinder af første udgave af Danmarks Bedste Bane i 1. division. Stort tillykke til Kim Christensen (groundsman, red.), til klubben og hele holdet bag banen,« siger Magnus Hviid, kommunikationsdirektør i Spillerforeningen.

Vil spille på græs

Mens anførernes bedømmelse af underlaget på Lyngby Stadion bare er blevet bedre og bedre, som sæsonen er skredet frem, er underlaget på Aalborg Portland Park gået den modsatte vej og ender med en bedømmelse på 4,00 i snit. Dermed må AaB nøjes med en andenplads. Top-3 fuldendes af hybridbanen på Auto Centralen Park (Kolding IF) og græstæppet på DS Arena (Hobro IK), der begge har bedømmelsen 3,79.

I den kedelige ende af tabellen findes to af ligaens i alt tre kunstgræsbaner. Helsingør Stadion, hvor Hillerød Fodbold har spillet sine hjemmekampe, er den absolutte bundprop, mens kunstgræsset på Capelli Sport Stadion og græsbanen på Middelfart Sparekasse Stadion fuldender bund-3.

»Spillerne foretrækker at spille på græs, og særligt hybridbaner. Det billede har vi set i Superligaen igennem de seneste 15 år, hvor vi har kåret Danmarks Bedste Bane dér, og det samme billede ser vi i 1. division. Selv i en sæson, hvor banernes beskaffenhed på tværs af ligaer har været udsat for hård kritik, er det stadig kunstgræsbanerne, der af herrespillerne bliver dårligst bedømt. Det må være klar tale, om hvilke baner spillerne ønsker her i landet,« siger Magnus Hviid.

Gennemsnitsbedømmelsen af kunstgræsbanerne i 1. division er 2,07, mens det for græsbanerne er 3,11. Gennemsnittet for ligaens fire hybridbaner er 3,61.

Danmarks Bedste Bane i 1. division 2025/2026

Lyngby Stadion (Lyngby Boldklub): 4,29
Aalborg Portland Park (AaB): 4,00
DS Arena (Hobro IK): 3,79
Autocentralen Park (Kolding IF): 3,79
Blue Water Arena (Esbjerg fB): 3,36
Hybel Arena Horsens (AC Horsens): 3,29
Pro Ventilation Arena Hvidovre (Hvidovre IF): 3,00
Sundby Idrætspark (B.93) 2,43
Riisvangen Stadion/Ceres Park Vejlby (Aarhus Fremad): 2,43
Middelfart Sparekasse Stadion (Middelfart Boldklub): 2,07
Capelli Sport Stadion (HB Køge): 2,07
Helsingør Stadion (Hillerød Fodbold): 1,71

Manden med ansvaret for græstæppet på Lyngby Stadion er Kim Christensen.

Den tidligere professionelle fodboldspiller, der går under kaldenavnet ’stodderen’, fik sig en glædelig overraskelse tirsdag den 19. maj, da vi havde allieret os med cheftræner Andreas Bjelland for at tage røven på de kongeblås groundsman.

Se overraskelsen og vores interview med Kim i videoen herunder.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

Derfor kårer vi Danmarks Bedste Bane

Vi kæmper for bedre baner og bedre forhold. Derfor kårer vi sammen med anførerne Danmarks Bedste Bane i Kvindeligaen, Superligaen og herrernes 1. division.

Bygget på erfaringer fra England, Holland og Australien er målet at forbedre baneforholdene og samtidig hædre de klubber og groundsmen, der yder en særlig indsats for at forbedre spillernes betingelser på banen.

Rent praktisk foregår ratingen ved, at udebaneholdenes anførere efter hver kamp sender en SMS med en helhedsbedømmelse af banen fra 1-5; fra elendig til fantastisk. Ved sæsonens afslutning bliver Danmarks Bedste Bane fundet baseret på det bedste gennemsnit.

Banerne i Kvindeligaen er blevet bedømt fra og med 2022/2023-sæsonen, mens banerne i Superligaen er blevet bedømt fra og med forårssæsonen 2012.