20
128: Det skal du vide om hybridbaner
Hvad er en hybridbane? Hvilke fordele har underlaget? Og hvordan skal en hybridbane plejes? Få svarene i vores podcast.
Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast
20
Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast
»En hybridbane er at betragte som en armeret naturgræsbane.«
Det er Lars Offenbach Poulsens mest simple beskrivelse af en hybridbane.
»Det opleves som naturgræs. Man kan aldrig sammenligne det med et produkt som kunstgræs. Det er et forstærket naturgræstæppe, som er meget nemmere at styre i forhold til slid, hårdhed og dræn,« uddyber han.
Lars er salgschef i firmaet Citylawn, der er leverandør af både kunstgræs- og hybridbaner.
»Formålet med en hybridbane er et forstærket græstæppe, som styrker naturdelen af græsset. Og ved langt de fleste hybridbaner skal du stå og rode i dem for at kunne finde kunstgræselementet.«
Theis Elkjær, direktør i Citylawn, fremviser et stykke af den rullehybrid. Denne ype findes blandt andet på Brøndby Stadion, Ceres Park Vejlby og Vejle Stadion.
For nylig blev Brøndby Stadion kåret som Danmarks Bedste Bane for imponerende femte sæson i træk af Superligaens anførere. En hybridbane, hvor Citylawns produkt ligger.
Af stillingen i Danmarks Bedste Bane i Superligaen fremgår det, at top-6 udelukkende består af hybridbaner.
»En hybridbane er intet værd, uden at du har vand og varme i banen. Du skal have en dygtig groundman, og du skal have en pokkers masse tid«
Og retter vi blikket mod nogle af fodboldeuropas store stadioner som Santiago Bernabéu, Allianz Arena, Emirates Stadium og San Siro, er der også tale om hybridbaner.
Men hvad tilbyder en hybridbane, som en græsbane ikke kan?
»Den sikrer det æstetiske. Du har ikke pletter på banen, hvor det er mudret eller ikke er grønt. Så sikrer det jævnhed og slidstyrke. Hvis man så fodbold i gamle dage, og der var én, der lavede en glidende tackling på en naturgræsbane i november måned, var der en plovfure efter spilleren. Det ser man slet ikke på banerne i dag.«
»Det er en markant forbedring, at vi arbejder med denne teknologi,« fastslår Lars.
Citylawn har en åbenlys interesse i at anbefale og udbrede kendskabet til hybridbaner i Danmark, fordi de både kan levere en syet hybrid såvel som en rullehybrid. Når vi har valgt at bruge Citylawn som kilde, skyldes det, at de – qua deres virke – har et indgående kendskab til netop hybridbaner, og at deres produkt findes på danske stadioner som blandt andre Brøndby Stadion, Ceres Park Vejlby, Odense Stadion og Kolding Stadion.
Men en hybridbane er ikke bare en hybridbane. Der findes forskellige typer, der har hver sine fordele. Den ene minder i udseende om »en netundertrøje«, mens den anden kræver det helt store symaskinekørekort.
»Inden for hybridbaner skelner man mellem to typer. Den første løsning er den syede løsning. Hvis man forestiller sig en 40 fods container på hjul med en kæmpe symaskine indeni, hvor man i en enten etableret eller nysået græsbane slår kunstgræsfibre 18 centimeter ned i jorden,« forklarer Theis Elkjær, der er direktør i Citylawn.
»Formålet med en hybridbane er et forstærket græstæppe, som styrker naturdelen af græsset. Og ved langt de fleste hybridbaner skal du stå og rode i dem for at kunne finde kunstgræselementet«
»Den anden mulighed er en rulleversion, som består af en type kunstgræstæppe, man ruller ud og dresser op med vækstmiddel, og så sår man i den. Den findes også som ’lay and play’, hvilket vil sige, at banen er dyrket i et væksthus på forhånd, så den er klar til at spille på med det samme,« uddyber han.
Hvis vi kigger på top-3 i Danmarks Bedste Bane i Superligaen, der består af Brøndby Stadion, Parken og Ceres Park Vejlby er der i alle tre tilfælde tale om en rullehybrid.
Energi Viborg Arena i Viborg, Aalborg Portland Park og DBU’s hybridbane i Helsingør er omvendt eksempler på den syede løsning.
De to hybrideksperter vil nødigt fremhæve den ene type over den anden.
»Den allerstørste forskel ved rullehybriden er, at du meget, meget hurtigt kan lave et skifte af overfladen. Lad os sige, du skal holde en koncert, så kan du i løbet af næsten 24 timer pille den gamle bane af og lægge en ny på, så den er klar til en fodboldkamp.«
»Du har en stor omskiftelighed og en stor fleksibilitet, hvor den syede løsning er en lidt mere permanent løsning,« forklarer Theis.
Anders Faber Nielsen, flerårig vinder af Danmarks Bedste Bane som tidligere groundsman på MCH Arena, har nu ansvaret for DBU's træningsbane i Helsingør. Banen er en syet hybrid. Maskinen ses i baggrunden.
Både Theis Elkjær og Lars Offenbach Poulsen er af den overbevisning, at hybridbaner er de bedste baner. Forudsat, at de rigtige krav er opfyldt.
Det handler om økonomi og faglighed, som Karsten Paaske, formanden for Groundsman Association Denmark, også tidligere har fastslået i et interview med os.
»En hybridbane er intet værd, uden at du har vand og varme i banen. Du skal have en dygtig groundman, og du skal have en pokkers masse tid. Og tid er penge. Det er en hellig treenighed. Hvis ikke de tre ting er til stede, så får du ikke et givtigt resultat. Så kan du lige så godt have en helt ordinær græsbane,« siger Theis i udsendelsen.
»Hvis man skal sige det helt kort: Hvis du skal have nytteværdi af en hybridbane, så skal du have et setup, som du har i Superligaen,« tilføjer Lars.
»Typisk en gang om året er der behov for en renovering«
En del af det vedligehold omfatter en såkaldt sommerrenovering. Noget, der sker på de fleste stadioner i disse uger forud for den nye sæson.
»Det er vigtigt at få renset ud. Du har en tilvækst på det naturlige materiale i banen, som skal holdes nede, for at du kan opretholde dræn, du har de rigtige spilmæssige egenskaber og deslige,« forklarer Theis og fortsætter:
»Typisk en gang om året er der behov for en renovering, hvor man først kører med en høvl for at fjerne det øverste materiale og efterfølgende med nogle mere fine, detaljerede maskiner, hvor man går helt ned til sandlaget og fjerner alt organisk materiale. Og så sår man banen op på ny.«
Bliv endnu klogere på hybridbaner i vores podcast. Du finder ’Spiller til Spiller’ i Apple Podcast, Spotify og alle de andre podcastplatforme.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.