126: En Aarhushistorie om spydkast på stadionbanen

»Der kommer spyyyd!«

Mange husker nok den ikoniske OK-reklame fra 2009, hvor vi møder træneren i en selverklæret »topseriøs fodboldklub«, der har et lille problem: De deler bane med spydkasterne.

Derfor må spillerne fra tid til anden kaste sig til jorden, fordi der kommer spyd.

Reklamen er en parodi på forholdene i nogle breddeklubber, men selvom der blev smurt tykt på, er det ikke så langt fra virkeligheden, som man måske skulle tro.

Det ved de i AGF’s Kvindeligatrup.

»Det var godt vejr, så vi sad omkring stadionbanen. Så var der nogle fra en folkeskole, der havde idræt. De startede med at løbe rundt på banen. Det er vi vant til, at de gør, for det var også et atletiksted,« fortæller Sarah Dyrehauge i ’Spiller til Spiller’ og fortsætter:

»Så trak læreren et par spyd op af tasken, og så begyndte de at kaste med spyd inde på banen. Det skulle de da også lige øve. Der sad vi og tænkte… hvad er det her? Er det vores hjemmebane, de kaster med spyd på?«

Og det var det. Der blev kastet med spyd på en hjemmebane i landets bedste række.

»Jeg tænker også, der har været kuglestød og lidt andet. Det tager vi med.«

Der var også en atletikbane rundt om Ceres Park, hvor AGF’s herrer – indtil ombygningen af stadionet – spillede samtlige hjemmekampe. Men det er svært at forestille sig, at der blev kastet med spyd derinde forud for en kamp. Eller mellem to træinger på træningsbanerne på Fredensvang.

Heldigvis.

Det har ikke desto mindre været virkeligheden for AGF’s kvinder.

For selvom de bærer samme logo, repræsenterer samme klub og begge er ’Byens Hold’, er der en verden til forskel på forholdene mellem mænd og kvinder i AGF.

»Man vænner sig til det,« som AGF-anfører Sarah Dyrehauge siger i udsendelsen.

Banen, hvor der blev kastet med spyd, er Vejlby Risskov Stadion. Det er her, AGF’s Kvindeligahold har hjemme. Det er her, de har deres omklædningsrum, træner og mødes forud for kampe.

Forholdene i Vejlby står i kontrast til forholdene for herrespillerne. De træner på træningsanlægget Fredensvang, som AGF løbende investerer markant i for at gøre til »et af Skandinaviens mest moderne træningsanlæg.«

Men i forbindelse med renoveringen af Ceres Park skal herreholdet have midlertidig hjemmebane på Vejlby, og derfor har Vejlby Risskov Stadion, der har været udsat for en del kritik, fået en tiltrængt overhaling.

Det er slut med mælkebøtter, mudderpøle og langt græs. Forhold, som AGF-direktør Jacob Nielsen tidligere har beskrevet som »utidssvarende«. Og den beskrivelse er AGF-anføreren ikke uenig i.

»Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger. Men jeg tror, det var en bane, som mange modstanderhold ikke var så glade for at skulle spille på for at sige det mildt. Det var en bane, hvor græsset var lidt langt en gang imellem, og hvor der var lidt huller hist og her.«

»Men omgivelserne var helt kanon. Vi elsker at spille hernede, fordi det var – og er – et hyggeligt sted. Det er her, vi hører til, det er her, vores omklædningsrum er. Så det var hjemligt. Men banen var ikke altid på sit topniveau,« som Sarah diplomatisk udtrykker det.

Det bekræfter vores opgørelse af de øvrige anføreres bedømmelser af banen. For i sidste sæson, inden banen blev renoveret, havde Vejlby Risskov Stadion en gennemsnitsbedømmelse på 1,2 (på en skala fra 1-5) i de fem kampe, der blev spillet dér.

Stadionbanen i Vejlby er som forvandlet. Hvor der før lå en dårlig bane, er der med herrernes ankomst blevet anlagt en hybridbane, der umiddelbart passes og plejes efter alle kunstens regler.

Det er ikke gået ubemærket hen blandt kvinderne, når de har gået turen fra omklædningsrummet til den kunstgræsbane, de træner på.

»Banen var noget af det første, der var helt klar derude. Den har vel været grøn i halvt år efterhånden. Den har virkelig set god ud længe, så det kribler da lidt i benene for at komme derind og løbe lidt.«

Men Sarah og resten af AGF-truppen skal nok ikke glæde sig for tidligt.

Ifølge et internt notat i Aarhus Kommune, som Aarhus Stiftstidende er kommet i besiddelse af, er der risiko for, at ’Byens Hold’ sendes cirka 100 kilometer ud af Aarhus for at spille hjemmekampe på kunstgræsset på Fynske Bank Arena i Bramdrupdam.

»Det er ikke os, der afgør det. Men vi håber, vi får lov at spille en del kampe,« lyder det fra anføreren.

Hvis det ender med at blive tilfældet, er det en tur, kvinderne kender.

Sidste sæson havde AGF fire hjemmebaner, hvoraf den ene altså var i Bramdrupdam, mens de i denne sæson i skrivende stund har spillet to ud af deres syv hjemmekampe i Kvindeligaen i region Syddanmark.

»Når man skal til Bramdrupdam og spille en hjemmebanekamp føles det som en udebanekamp. Det værste ved at skulle derned er, at banen faktisk ikke er god. Den er nærmest værre end vores egen træningsbane. Det siger lidt.«

»Hvis forholdene var helt perfekte dernede, var det værd at køre for. Men i og med at de ikke er det, så er det lidt… ærgerligt,« tilføjer hun.

AGF-anføreren er både diplomatisk og pragmatisk. Selvom hun ønsker sig det anderledes, så spiller hun på den bane, klubben stiller til rådighed. Om det er en hybridbane, en blomstereng eller en kunstgræsbane i en anden region.

»Det er sådan, det er. Vi er blevet gode til at tilpasse os. Da vi spillede her i Vejlby, vandt vi jo stort set alle kampene, fordi vi var bedre til at tilpasse os end vores modstanderhold. Allerede inden modstanderne kom, gad de ikke at være der. De skulle have de 90 minutter overstået. Hvorimod vi så det som en krig, vi skulle vinde.«

AGF-spillerne har haft behov for at tilpasse sig. Og det har de været gode til. For Sarah, der blev kåret som Årets Profil i Kvindeligaen 2023/24, har det ikke påvirket hendes præstationer, om hun har spillet hjemmekamp det ene, andet, tredje eller fjerde sted.

»Nej, ikke medmindre banens beskaffenhed gør, at man skal tage nogle hensyn. For det har vi prøvet. At banen, når vi har spillet på Vejlby Stadion, har været tung, eller der har været vandpytter hist og pist. At vi måtte spille efter de forhold, der var, som gjorde, at vi skulle spille flere lange bolde og indlæg, hvorimod der på Ceres Park er lagt op til, at man spiller langs græsset. Og kan spille hurtig possession-fodbold.«

Og de forskellige baner har betydning for, hvordan kampene gribes an. Det ændrer simpelthen taktikken.

»Vi kan godt italesætte, at vi skal huske, at vi er på Vejlby, og at der ikke er lagt op til den helt store tiki-taka. Men det ved folk også godt. Og det bliver nogle anderledes fodboldkampe. Det bliver dueller, vilje eller sågar tilfældigheder, der kommer til at afgøre kampene,« siger Sarah.

Kvindeligaens øvrige anførere har også kritiseret banen. Både gennem deres bedømmelser af banen i forbindelse med vores kåring af Danmarks Bedste Bane, men også i interviews.

Senest har Brøndby-anfører Julie Tavlo malerisk beskrevet, hvordan hun husker banen i ’Spiller til Spiller’.

Men det var dengang. Nu glæder Julie og Sarah – og sikkert også de øvrige spillere i Kvindeligaen – sig til at spille på det, der må være en ny kandidat til ligaens bedste bane. Hvis de altså får lov.

Ellers må de en tur til kunstgræsbanen i Bramdrupdam. Eller hvad AGF ellers kan finde af alternative løsninger.

»Det er sådan, det er, tror jeg, jeg vil sige. Det er jo ikke en ønskesituation for os, men omvendt er et drømmescenarie, at vi får den bane, vi gør dernede… når vi får lov at spille der. For den står knivskarpt, og det er vi glade for. Hvor vi kommer til at spille, er ikke op til os, men vi er klar, hvor end vi skal vi spille,« fastslår AGF-anføreren.

Som et ekstra twist fjernes den nyanlagt hybridbane, når herrerne skal tilbage på det nye Ceres Park. Så skal den mere end 30 millioner dyre renovering, ja, renoveres og omlægges til en kunstgræsbane.

Om spydkasterne kommer tilbage, melder historien foreløbigt ikke noget om.

Du kan høre vores interview med Sarah i ’Spiller til Spiller’ Find vores podcast i Apple Podcast, Spotify eller din foretrukne app.