12
4,79.
Det er gennemsnittet af Superliga-anførernes bedømmelser, når de har besøgt Parken. Det er ikke alene nok til at vinde Danmarks Bedste Bane i Superligaen 2025/2026, det er også den højeste bedømmelse i kåringens 15 år lange historie.
11 ud af de 14 gange, banen er blevet bedømt, har modstanderholdets anførere givet banen topkarakteren fem. De øvrige tre gange har hybridbanen i Parken måttet ’nøjes’ med bedømmelsen fire.
Vi kæmper for bedre baner. Derfor kårer vi sammen med Superligaens 12 anførere hvert år Danmarks Bedste Bane. Vinderen er den bane, der har fået det bedste gennemsnit efter 14 hjemmekampe. Jagten på den bedste bane blev skudt i gang fra forårssæsonens start i 2012. Udeholdenes anførere bedømmer efter hver runde kampbanerne. Målet er bedre baner og bedre fodbold.
Bygget på erfaringer fra England, Holland og Australien er målet at forbedre baneforholdene i den bedste danske række og samtidig hædre de klubber og groundsmen, der yder en særlig indsats for at forbedre spillernes betingelser på banen.
Rent praktisk foregår ratingen ved, at udebaneholdenes anførere efter hver kamp sender en SMS med en helhedsbedømmelse af banen fra 1-5; fra elendig til fantastisk. Ved sæsonens afslutning bliver Danmarks Bedste Bane fundet baseret på det bedste gennemsnit. Ratingen inkluderer alle Superligaens anførere.
Det sker i en sæson, hvor debatten om decideret elendige baner – særligt i foråret – har præget dansk fodbold.
»Mens kritikken berettiget er haglet ned over flere af Superligaens baner, er Parken beviset på, at man kan have gode baner i Danmark – hvis man altså prioriterer det. I Parken høster de nu frugterne af deres store investering i både undergrunden og banen i Parken,« siger Magnus Hviid, kommunikationsdirektør i Spillerforeningen.
»I Parken høster de nu frugterne af deres store investering i både undergrunden og banen i Parken«
»Parken er endda en af de mest benyttede baner herhjemme med både Superligakampe, europæiske kampe og landskampe. Det er et stærkt bevis på, at vi godt kan have gode baner i Danmark – hele året. Mens snakken om vejrluner og svære vilkår farver debatten om banerne herhjemme, har F.C. Københavns hjemmebane holdt et stabilt internationalt niveau. Det vidner om, at det handler om at give landets dygtige groundsmen de rette betingelser, og det har de gjort i Parken,« siger Magnus Hviid.
Kåringen af Parken som Danmarks Bedste Bane i Superligaen bryder med Brøndby Stadions dominans.
For de seneste fem sæsoner er det nemlig rivalerne fra Vestegnen, der har kunnet lade sig hylde som vindere af Danmarks Bedste Bane.
Magnus Hviid, kommunikationsdirektør i Spillerforeningen, overrækker Oliver Deeming, Head Groundsman i F.C. København, prisen for Danmarks Bedste Bane i Superligaen 2025/2026.
Men den dominans er altså brudt, og Brøndby Stadion er henvist til andenpladsen, mens AGF’s midlertidige hjemmebane, Ceres Park Vejlby fuldender top-3. Det er i øvrigt de samme baner, der udgjorde top-3 i sidste sæson.
I den tunge ende af tabellen er det nok engang Superligaens to kunstgræsbaner, der høster de ringeste bedømmelser. Mens Right to Dream Park sidste sæson løb med den tvivlsomme ære af at være dårligst bedømt og anførerne, er det i år JYSK Park med bedømmelsen 1,57.
Men i denne sæson er kunstgræsbanerne langt fra ene om at være under middel. Hele seks baner er bedømt som under middel. Det skyldes særligt en udfordrende forårssæson, hvor flere af landets græs- og hybridbaner ganske enkelt ikke har været Superligaen værdig.
»Det er åbenlyst for alle, at flere superligastadioner har været uhørt dårlige. Det har alle kunnet se på stadion og i tv. Det er det, vi har hørt gang på gang fra spillerne i interviews, når vi har talt med dem i løbet af sæsonen, og det er også sådan, de har bedømt banerne.«
»Det er ganske enkelt ikke godt nok. Fodboldbanen er spillernes arbejdsplads, og det nytter ikke noget, at man som spiller ikke aner, om bolden lander i støvlen, hopper op på skinnebenet eller ryger ud på tilskuerpladserne. Det er hverken spillere, fans, klubber, tv-seere eller groundsmen tjent med,« siger Magnus Hviid.
Det er fjerde gang, Parken og F.C. København vinder kåringen af Danmarks Bedste Bane i Superligaen. Du kan læse mere om kåringen og se alle tidligere vindere her.
Parken (F.C. København) 4,79
Brøndby Stadion (Brøndby IF) 3,79
Ceres Park Vejlby (AGF) 3,71
Nature Energy Park (OB) 3,64
MCH Arena (FC Midtjylland) 3,43
Cepheus Park Randers (Randers FC) 3,29
Vejle Stadion (Vejle Boldklub) 2,86
AL Sydbank Park (Sønderjyske Fodbold) 2,64
Monjasa Park (FC Fredericia) 2,64
Energi Viborg Arena (Viborg FF) 2,00
Right to Dream Park (FC Nordsjælland) 1,79
JYSK Park (Silkeborg IF) 1,57