Fra Bernabéu til Odense: »Det har været ren Copacabana«

3

Feature3.8.2026

Fra Bernabéu til Odense: »Det har været ren Copacabana«

I flere og flere klubber spiller klubbens herre- og kvindehold på samme stadion. Det gør de i OB, hvor hybridbanen på Nature Energy Park er hjemmebane for både OB og OBQ.

Af Michael Hehr

»Jeg tror, symaskinerne har fået mindreværdskomplekser. De kom fra Real Madrid. Direkte fra Bernabéu til Odense.«

Anekdoten bliver leveret med syngende fynsk dialekt af 25-årige Casper Rasmussen. Han er Head Groundsman og manden med ansvaret for banen på Nature Energy Park i Odense, der både er hjemmebane for OB og OBQ.

Banen er en hybridbane. En syet en af slagsen.

»Det vigtigste ved mit arbejde er spillernes sikkerhed«

Casper Rasmussen, Head Groundsman i OB


»I sommeren 2024 lagde vi en helt ny hybridbane herinde. Banen består af fem procent plastikstrå. Vi startede med at lægge rullegræs, og så kom der to symaskiner og syede sytråde ned i 18 centimeters dybde med ca. to centimeters mellemrum.«

I samme ombæring blev vandingsanlægget, dræningsanlægget og det øvre og nedre vækstlag udskiftet, inden plastikstråene blev syet ned i banen af de enorme symaskiner.

Maskiner, der altså blev fløjet ind fra den spanske hovedstadsklub Real Madrid.

Her ses en tilsvarende symaskine på en anden bane. Foto: fodboldbilleder.dk

Her ses en tilsvarende symaskine på en anden bane. Foto: fodboldbilleder.dk

En fynsk enmandshær

Mens andre drømmer om at spille på et Superligastadion, var det for Casper Rasmussen en drengedrøm at passe banen på et. En drøm, der gik i opfyldelse i 2023. Først i en form for mesterlære under groundsmen Bendy Sørensen og siden altså som Head Groundsman.

Hele sidste sæson fungerede den unge groundsman som en fynsk enmandshær på Nature Energy Park. Frivillige hjælper til i pauserne på kampdage, men i grove træk har spillere, fans og alle omkring OB og OBQ Casper Rasmussen at takke for banens beskaffenhed.

Af samme årsag er han svært tilfreds med, at han fra den kommende sæson får en kollega på deltid. Og at der var konsulenter på, da banen blev renoveret forud for den nye sæson.


»Da herrelandskampen (Danmark-Ukraine, red.) var spillet, gik der et par dage. Så kom det konsulentfirma, vi havde hyret ind, og tophøvlede banen i cirka to centimeter. De fjernede alt græs og sand, så alle plastikstråene stod oprejst igen. Så børstede vi nyt sand ned i banen og såede nye græsfrø. Det er en fuldstændig makeover

»Det har været ren Copacabana med en smule plastik herinde i et par uger, men nu har vi heldigvis en grøn græsplæne igen,« siger Casper Rasmussen.

Én klub, én hjemmebane

Nature Energy Park i Odense er en af efterhånden flere baner i landets bedste rækker, der bliver brugt af både et herre- og kvindehold. Det samme gælder blandt andet Autocentralen Park i Kolding, Ceres Park Vejlby i Aarhus og Right to Dream Park i Farum.

Det kan sagtens lade sig gøre at have to hold på samme bane. Men det er mere udfordrende.

»de plejetiltag, der skal laves herinde, skal vi være kreative med, fordi der næsten er kamp hver weekend. Det er udfordrende, men det er også sjovt.«

Casper Rasmussen om at huse to hold på én bane


»Vi har både herrerne og damerne til at spille herinde, og nogle gange stiller det store krav til, hvordan en weekend forløber. Den 1. august spiller damerne første hjemmekamp, mens herrerne spiller første hjemmekamp den 3. august.«

»Generelt slider damerne ikke lige så meget på banerne, som herrerne gør, og dermed er det ikke et stort problem, men de plejetiltag, der skal laves herinde, skal vi være kreative med, fordi der næsten er kamp hver weekend. Det er udfordrende, men det er også sjovt.«

Spillernes sikkerhed er det vigtigste

Én ting er, at det rent praktisk kan lade sig gøre at huse to hold på samme hjemmebane. Men Casper Rasmussen har vist, at det også kan lade sig gøre at have en god hjemmebane, som spillerne i både Superligaen og A-Liga sætter pris på.

Det er skulderklap fra anførerne, Casper Rasmussen værdsætter. For det er spillernes sikkerhed, der er det mest afgørende for ham – uanset om banen betrædes af mandlige eller kvindelige spillere.

»Det vigtigste ved mit arbejde er spillernes sikkerhed. Så er det at være på forkant med eventuelle problemer. Og at banen står snorlige med skarpe kanter og mønstre.«


Og om så det er på grund af anførernes gode bedømmelser vides ikke. Men Casper Rasmussen er glad for vores kåring af Danmarks Bedste Bane. For den flytter noget på det område, han er så passioneret omkring.

»Kåringen af Danmarks Bedste Bane har med 100 procents sikkerhed været med til at sætte fokus på banerne. Det har en kæmpe effekt på, at vi skal have mere fokus på banerne i Danmark generelt,« lyder det fra OB’s Head Groundsman.

Det skal du vide om Danmarks Bedste Bane

Vi kæmper for bedre baner. Derfor kårer vi sammen med ligaernes anførere hvert år Danmarks Bedste Bane. Vinderen er den bane, der har fået det bedste gennemsnit. Jagten på den bedste bane blev skudt i gang fra forårssæsonens start i 2012. Udeholdenes anførere bedømmer efter hver runde kampbanerne. Målet er bedre baner og bedre fodbold.

Bygget på erfaringer fra England, Holland og Australien er målet at forbedre baneforholdene i den bedste danske række og samtidig hædre de klubber og groundsmen, der yder en særlig indsats for at forbedre spillernes betingelser på banen.

Rent praktisk foregår ratingen ved, at udebaneholdenes anførere efter hver kamp sender en SMS med en helhedsbedømmelse af banen fra 1-5; fra elendig til fantastisk. Ved sæsonens afslutning bliver Danmarks Bedste Bane fundet baseret på det bedste gennemsnit. Ratingen inkluderer alle anførere i Superligaen, A-Liga og 1. division.