18

Spiller til Spiller18.8.2026

145: Hvad gør du, hvis fodbolddrømmen brister?

Play button

Du gør alt for at lykkes. Men hvad nu, hvis du ikke er en af de få, der bliver valgt til, men derimod er en af de mange, der bliver valgt fra? At tænke i flere karriereveje kan styrke dig – både nu og i fremtiden.

Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast

Play button
00:00
Sound

Elitefodbold er et udskillelsesløb.

Hvis du er U17- eller U19-spiller, ved du det allerede. Det gør du også, hvis du er forælder til én, der er det.

For så er der blevet sorteret en del spillere fra, siden du var u10-spiller, hvor eliteklubberne for alvor begynder at scoute og rekruttere.

»Vi taler ikke om at fratage nogen mulighed for at være sportsligt ambitiøse«

Martin Treumer Gregersen, rådgiver hos 4player


Men udskillelsesløbet intensiveres kun herfra.

Kun ganske få kommer igennem det berømte nåleøje som professionelle fodboldspillere. Og selvom du gør alt det rigtige, er talentfuld, investerer alt og yder dit maksimale, er det ikke sikkert, det bliver dig.

Risikoen for, at du er en af de mange og ikke en af de få, er åbenlyst størst.

Flere veje til det gode fodboldliv

Og hvad skal du så?

Det spørgsmål vil vi gerne have, du stiller dig selv. Og taler med dine nærmeste om. At du tænker din karriere som forskellige scenarier i stedet for én vej.

»Der kan være en tilbøjelighed til at tro, at der kun er én vej til det gode fodboldliv. Den forestilling vil vi gerne rokke lidt ved,« siger Martin Treumer Gregersen i Spiller til Spiller.

Han er rådgiver i 4player, der er en del af Spillerforeningen, og så har han forsket i ungdomselitefodbold og idealet om at fremme det hele menneske.

Martin Treumer Gregersen er Ph.d. og 4player-rådigver

Martin Treumer Gregersen er Ph.d. og 4player-rådigver


»Man har en tilbøjelighed til som menneske at se det, som om det ene bevidste valg fører til det næste bevidste valg. Men når vi kigger tilbage på vores liv, så er det ofte forbundet med tilfældigheder og nogle chancer, der opstår. Måske også uventet.«

»Når spillerne møder i klubberne som u15 – eller måske endda tidligere – får de forelagt en plan, hvor det virker, som om deres karriere består af lineære trin. En trappe, man går op ad. Og der synes ikke at være andre veje at gå. Så at tænke deres karriere som et mulighedsrum, der er langt bredere end det, er ret nyt for dem,« uddyber Martin i vores podcast.

Ikke mangel på ambition – tværtimod

For nogle kan det måske lyde som sort snak. Og det kan forveksles med mangel på ambitioner.

Når man er formet af elitesportens kultur, er det naturligt at tænke sådan. Mange spillere har igennem tiderne fået at vide, at de bare skal »ville det nok« eller »arbejde hårdt nok« for det.

Men at tolke det at tænke i flere scenarier som manglende ambition er misforstået. For du skal fortsat være 100 procent dedikeret til den plan, der bliver lagt.

»Det er ikke enten eller. Vi taler ikke om at fratage nogen mulighed for at være sportsligt ambitiøse. Vi taler om, at engagementet skal være stort og indstillingen den rette. Og når de spiller fodbold, skal spillerne selvfølgelig være topengagerede og velforberedte. Men det er den tid, de bruger uden for klubben, hvor de kan overveje, hvad der også skal ske i deres liv.«

Det handler altså om at tænke Plan A som en plan indeholdende flere scenarier. Det er ikke givet, du går den direkte vej. Det gør de færreste. Men det betyder ikke, at du ikke kan nå dit mål.

»Det kan give dem noget mere energi og overskud til faktisk at præstere i årene før seniorkarrieren«

At tænke i flere scenarier gavner dig - også sportsligt


»Hvis vi tidligere gør dem opmærksomme på det, kan det give dem noget mere energi og overskud til faktisk at præstere i årene før seniorkarrieren. Det sidste halve eller hele år kan blive meget forkrampet for nogle af dem. Fordi de nærmest er ængstelige omkring, hvorvidt de får en kontrakt eller ej.«

»Så vi tror på, at det rent sportsligt giver rigtig god mening at kigge på flere scenarier. Der har de brug for voksne omkring dem til at hjælpe dem. For det er ikke nemt, og det kan også blive opfattet som manglende engagement – eller fodboldmæssigt engagement. Så det er ikke nødvendigvis noget, de har lyst til at tale med andre om.«

Flere scenarier skaber større tryghed

Med andre ord ligger der en stor opgave for forældre og andre voksne omkring den unge spiller i forhold til at tale med spilleren om, hvilke muligheder han eller hun har. Det er med til at understrege, at du som forælder er den vigtigste aktør, hvis dit barn er ungdomselitefodboldspiller.

En opgave, vi klæder dig på til i kraft af vores forældremøder og ikke mindst individuel rådgivning.

Igen: Det handler ikke om at afskrive den plan, I har lagt sammen med klubben. Det handler om også at tænke i andre scenarier. Det scenarie kan sagtens være, at du skal tage et skridt ned for igen at tage et op senere. Som så mange andre før dig har gjort det.

Hvert år afholder 4player Entranceseminar for en udvalgt gruppe spillere for at klæde dem på til mødet med professionel fodbold.

Hvert år afholder 4player Entranceseminar for en udvalgt gruppe spillere for at klæde dem på til mødet med professionel fodbold.


»Vi har ikke lavet en kortlægning af det, men hvis vi kigger på det allerhøjeste fodboldniveau i Danmark – vores A-landsholdsspillere og nogle af spillerne i Superligaen – er der flere af dem, der har haft forskellige veje og har spillet på forskellige niveauer.«

Og det vil ruste dig til fremtiden. Hvad end den er i professionel fodbold eller ej.

»Hvis man lever et liv, hvor noget skal være styrende over noget andet, så bliver det svært at give plads til andre ting i livet. Man kan tale om det som en stærk fodboldidentitet eller et stærkt fodboldnarrativ, hvor der ikke er plads til alternative fortællinger om dem.«

»Det vil give en langt større tryghed og ro i drengene selv, hvis de ved nogenlunde, hvad der kan ske,« siger Martin.

Du kan høre hele samtalen med Martin i vores podcast, Spiller til Spiller. Lyt med i Apple Podcasts, Spotify og på alle andre podcastplatforme.

Hvis du som ung spiller – eller forælder til én – har brug for rådgivning på dette område eller andre, kan du kontakte Martin eller en af vores rådgivere. Du finder kontaktoplysninger her.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies