Årets Mandlige Hold

Årets Mandlige Hold repræsenterer de 11 spillere, I har valgt som de bedste i hver sin kæde.

Det er din chance for at hylde - eller blive hyldet af - dine kollegaer. For det er nemlig jer, der hvert år vælger, hvem de 11 udvalgte er, der til sammen udgør Årets Mandlige Hold.

Årets Mandlige Hold

Årets Mandlige Hold 2023

Der er dem, der vil sige, at det er sent at få debut som 31-årige. Men det ser Frederik Rønnow nok stort på. For kollegaerne, de professionelle fodboldspillere i Danmark, har valgt ham som sidste skanse på Årets Mandlige Hold 2023. Valget af Frederik Rønnow markerer samtidig enden på en æra for Kasper Schmeichel, der – indtil i år – har haft pladsen som målmand på Årets Mandlige Hold siden 2013.

Lige foran Rønnow er der genvalg til hele forsvarskæden. Den består ligesom sidste år af Joakim Mæhle, Alexander Bah, Joachim Andersen og ikke mindst Andreas Christensen, der tidligere på måneden kunne lade sig hylde som Årets Mandlige Fodboldspiller 2023.

På midtbanen er årets anden debutant. Og endnu en rutineret en af slagsen. Rasmus Falk, der fylder 32 år den 15. januar, er for første gang i karrieren med på Årets Mandlige Hold. Her gør han Premier League-duoen Christian Nørgaard og Pierre-Emile Højbjerg selskab.

Forrest finder vi holdets sidste debutant. Jonas Wind, der i år har brændt Bundesligaen af, er med for første gang og udgør angrebet sammen med Rasmus Højlund og Andres Skov Olsen. Ud over uomtvisteligt at have haft et flot fodboldår har de tre angribere også det til fælles, at de alle er blevet kåret som Årets Mandlige Talent. Andreas Skov Olsen blev det i 2019, Jonas Wind i 2020, mens Rasmus Højlund kort før jul kunne lade sig hylde som Årets Mandlige Talent 2023.

Årets Mandlige Hold 2023

Målmand: Frederik Rønnow
Forsvar: Joakim Mæhle, Andreas Christensen, Joachim Andersen og Alexander Bah
Midtbane: Rasmus Falk, Pierre-Emile Højbjerg og Christian Nørgaard
Angreb: Andreas Skov Olsen, Jonas Wind og Rasmus Højlund

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.