Nogle af de data, der indsamles af denne udbyder, skal bruges til personalisering og måling af reklameeffektivitet.
Nogle af de data, der indsamles af denne udbyder, skal bruges til personalisering og måling af reklameeffektivitet.
18
Med titlen som både Årets Talent 2025 og Årets Fodboldspiller 2025 skriver 19-årige Victor Froholdt sig ind i vores fælles fodboldhistorie som den kun anden spiller, der vinder begge titler samme år. Sidste gang det skete var i 2009, hvor en ung Simon Kjær tog begge priser med hjem til Palermo.
Den historieskrivning sætter en stor, fed streg under et år udover det sædvanlige for den fremadstormende nye stjerne på den danske og internationale fodboldhimmel.
For den danske midtbanespiller har i den grad sat sit præg på fodboldåret 2025.
Både på den hjemlige fodboldscene, hvor det blev til mesterskab og pokaltitel med F.C. København og en række individuelle priser, og internationalt, hvor han i 2025 fik debut og scorede på landsholdet. Ligesom det også blev til et skifte til den portugisiske storklub FC Porto i sommer, hvor han har bidt sig fast i start-11’eren som holdets nye 8’er.
De gode takter på klubniveau ser ud til at fortsætte. I forrige weekend blev Victor kåret til kampens spiller i pokalkampen ude mod Tondela, som FC Porto vandt 2-0, efterfulgt af en 2-1-sejr hjemme over Malmø FF i Europa League. Mens det i mandags blev til en 3-1 sejr over Estrela Amadora i ligaen. Dermed fører FC Porto fortsat Liga Portugal, foran de to rivaler fra Lissabon, Sporting CP og Benfica.
Det bliver ikke nemt at vælge, hvilket af årets højdepunkter som skal fremhæves, når Victor Froholdt kan gøre status på et begivenhedsrigt 2025 nytårsaften.
For det har kort sagt været imponerende, flot og med tegning til endnu mere for landsholdsdebutant, dansk mester, pokalvinder, Årets Pokalfighter, Forårets Profil i Superligaen, Årets Talent og Årets Fodboldspiller 2025 – Victor Froholdt.
Victor modtager titlen som Årets Fodboldspiller 2025 forud for aftenens hjemmekamp på Estádio do Dragão mod FC Famalicão.
Victor Froholdt var nomineret til prisen som Årets Fodboldspiller sammen med Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand. Årets Fodboldspiller 2025 uddeles i et samarbejde mellem DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE.
2024: Morten Hjulmand
2023: Andreas Christensen
2022: Pierre-Emile Højbjerg
2021: Simon Kjær
2020: Kasper Schmeichel
Om kåringen
Det er spillerne selv – de sande eksperter, der nominerer og kårer Årets Fodboldspiller. Det gør prisen til den mest prestigefulde individuelle kåring i dansk fodbold.