»Det var en tid, jeg har elsket, og som jeg, når jeg ser tilbage på den, er mega stolt af.«
»Det var et virkelig godt år, og det var et år, hvor jeg personligt og fodboldmæssigt udviklede mig helt vildt meget som både fodboldspiller og menneske. Så det er noget, jeg er stolt af at kunne se tilbage på,« lyder det fra den forsvarende vinder af Årets Profil i 1. division.
»Til at starte med var det lidt et chok for mig«
Luca Kjerrumgaard om den fysiske og mentale belastning i Championship
Siden er der sket meget for den 23-årige dansker.
For Luca har forladt de trygge omgivelser i OB, tæt på venner og familie, og bor i dag i London, spiller i Watford F.C. og er en del af et internationalt omklædningsrum.
»For mig har det været et turbulent år. Det startede rigtig godt, jeg fik scoret nogle mål, men så havde vi nogle trænerfyringer. På den måde har det været lidt frem og tilbage, vil jeg sige. Man skal indfinde sig med mange ting i løbet af sådan en sæson, men jeg har udviklet mig rigtig meget,« siger Luca i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.
Thomas Hansen (tv) overrækker Luca Kjerrumgaard (th) prisen som Årets Profil i 1. division 2024/25. Foto: OB
Flere kampe, større pres, større belastning
Da vi optog interviewet med Luca onsdag den 15. april, havde han »allerede spillet 12 kampe mere«, end han gjorde hele sidste sæson. Et tal, der i skrivende stund er steget til 14.
»Det fysiske pres er noget helt andet her,« som han konstaterer.
Foreløbigt har han spillet 43 officielle kampe med ti mål til følge siden sit skifte. Og den store fysiske belastning fra det tætpakkede kampprogram i Championship var en omvæltning for ham.
»Til at starte med var det lidt et chok for mig, og jeg skulle lige ind i det. Der var flere kampe, hvor det var lidt op og ned i forhold til, om jeg var klar oppe i hovedet.«
De mange kampe stiller åbenlyst store krav til fysikken. Men er også krævende mentalt.
»I Danmark er der længere tid mellem kampene. Man har længere tid til at fordøje den sidste kamp og komme over den, hvor det her skal gå hurtigt. Du skal hele tiden være omstillingsparat.«
Snorlige baner – og flere af dem
Watford F.C. er måske en fodboldklub, der kan være en smule svær at forholde sig til som dansk fodboldfan.
Selvom de færreste iagttagere faldt ned af stolen, da Luca skiftede til The Hornets, er det et markant skifte på flere fronter.
Vi har allerede beskrevet den større belastning. En anden måde at opgøre det på er i opmærksomhed. Her fremhæver han Watfords 1,2 millioner følgere på Instagram, mens OB til sammenligning har 58.000.
»Jeg har set en hel del, og jeg har jo en masse venner i klubben stadigvæk«
Luca følger fortsat OB tæt
»Fodbold er en magtfaktor. Det er også bare en kæmpe kultur herovre. Det er fodbold, der kører over det hele. Almindelige mennesker i Danmark ville vi måske se TV2 News eller DR News, der bare kører på repeat. Det gør fodbold herovre.«
»Det er bare Sky Sports, der kører, som viser fodbold hele tiden, så man kan godt mærke, at der er meget opmærksomhed, især om Watford, fordi det er en klub, som tidligere har været i Premier League og har en fin historie.«
Og så er der faciliteterne.
»Du har fem baner herude, der står knivskarpe, som måske svarer til de bedste baner i Superligaen – hvis ikke bedre. Og de står der altså bare hver dag, hvor du i Odense har én bane, som er god nogle måneder om året. Og så røg du på kunstgræs.«
Følger OB på afstand
Med sit skifte til Watford skriver Luca sig ind i en perlerække af spillere, der er blevet kåret som Årets Profil i deres respektive liga for så at blive solgt til en udenlandsk klub.
Seneste vindere af Årets Profil i 1. division
2024/2025: Luca Kjerrumgaard, Odense Boldklub
2023/2024: Peter Buch Christiansen, Sønderjyske Fodbold
2022/2023: Emil Frederiksen, Sønderjyske Fodbold
2021/2022: Mathias Kristensen, Nykøbing FC
2020/2021: Magnus Mattsson, Silkeborg IF
Før dem har Ernest Nuamah, Alexander Scholz, Elias Sørensen, Emil Holten og Mileta Rajović blandt andre fulgt samme formel.
Men selvom Luca har forladt Ådalen og striberne, følger han stadig OB på afstand.
»Det er ikke alle kampe, jeg kan se herovre, og de spiller tit på samme tidspunkt som os. Jeg har set en hel del, og jeg har jo en masse venner i klubben stadigvæk,« lyder det fra Watford-angriberen.
Du kan høre ham sætte flere ord på i ’Spiller til Spiller’. Her kan du også høre:
- Hvad han bruger tiden på uden for banen
- Hvordan han håndterer presset fra sociale medier
- Hvordan han oplevede at møde Arsenal bare fire dage efter sit skifte