12
Sammen med Kvindeligaens anførere kårer vi Danmarks Bedste Bane.
Efter hver runde vurderer udebaneholdenes anførere den bane, de har spillet på fra 1-5; fra elendig til fantastisk. Vinderen af Danmarks Bedste Bane er den bane, der efter 11 bedømmelser har det højeste gennemsnit.
Og for tredje sæson i træk er Brøndby IF’s hjemmebane, Bane 2, Danmarks Bedste Bane.
»Stort tillykke til Brøndby IF med Danmarks Bedste Bane i Kvindeligaen. Spillerne ved, hvad de får, når de møder til kamp på Bane 2: En stabil og ensartet bane kamp efter kamp, sæson efter sæson,« siger Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen.
Det er Groundman-teamet med Per Rasmussen og Christopher Lindberg Udsen, fra Brøndby kommune, der sikrer den optimale pleje og forberedelse af kunstgræsbanen på Bane 2 til træning og kamp for Brøndby IF.
1. Bane 2, Brøndby IF: 4,45
2. Ceres Park Aarhus/Fynske Bank Arena/Ceres Park Vejlby, AGF: 4,27
3. Right To Dream Park, FC Nordsjælland: 3,91
4. Capelli Sport Stadion, HB Køge: 3,55
5. Nature Energy Park, OB: 3,18
6. Nord Energi Arena, Fortuna Hjørring: 2,73
Sidste sæson havde AGF fire hjemmebaner. I denne sæson har de haft tre. Fortsætter den udvikling har de om et par år bare en enkelt ligesom de øvrige hold i Kvindeligaen.
De tre hjemmebaner har i denne sæson været Ceres Park Aarhus, Ceres Park Vejlby og Fynske Bank Arena i Bramdrupdam.
At have tre hjemmebaner er i sig selv bemærkelsesværdigt.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at to af banerne – nemlig Ceres Park Vejlby (5,0) og Ceres Park Aarhus (4,6) – isoleret set er de to bedst bedømte baner, mens kunstgræsset på Fynske Bank Arena (2,0) isoleret set er den dårligst bedømte bane.
Ceres Park Vejlby, AGF's midlertidige stadion, har udelukkende fået topkarakterer og er isoleret set Kvindeliganes bedste bane.
Men fordi kåringen af Danmarks Bedste Bane som nævnt beror på en gennemsnitsbedømmelse, må AGF tage til takke med en andenplads.
»AGF har spillet alle kampe i foråret på den nye hybridbane på Ceres Park Vejlby. Anførerne har kvitteret med lutter topkarakterer – de har elsket det. Det er en positiv udvikling for dansk kvindefodbold, at klubberne nu ikke kun leverer den slags baner til herreholdene, men at også kvindeholdene har adgang til gode baner,« slutter Thomas Lindrup.
På vegne af truppen vurderer udebaneholdenes anførere efter hver runde den bane, de har spillet på fra 1-5; fra elendig til fantastisk. Vinderen af Danmarks Bedste Bane er den bane, der efter 11 bedømmelser har det højeste gennemsnit.
Kåringen af Danmarks Bedste Bane trækker tråde til England, Holland og Australien. For det var på baggrund af erfaringer i de lande, at vi i 2012 første gang satte gang i kåringen af det bedste underlag i Superligaen. Dengang var målet bedre baner og bedre fodbold - det er det stadigvæk.
I takt med udviklingen og den stigende professionalisering af kvindefodbold begyndte anførerne i Kvindeligaen i 2022 også at bedømme de baner, de spiller på. Det betyder, at vi i 2023 for første gang kunne kåre Danmarks Bedste Bane i Kvindeligaen.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.