131: Nu fortæller Brøndby-talent om tidligt karrierestop: Vil hjælpe andre unge

»Det har altid været mærkeligt at komme herud igen. Det er en følelse af fejl, at jeg kommer her som tilskuer i stedet for som spiller.«

Vi møder Casper Hauervig på Brøndby Stadion. Et sted, der »stadig føles som hjem«, men som ikke længere er det.

»Det er en underlig følelse at være her,« fastslår han.

I dag er Casper privat målmandstræner. Men vi har inviteret ham tilbage ud til den klub, hvor han brugte størstedelen af sin ungdomstid – ikke bare som fodboldspiller, men som ungt menneske i det hele taget.

»Jeg startede herude som 11-årig. Jeg kom fra Ishøj. Jeg startede på tredjeholdet, hvorefter jeg nærmest sprang andetholdet over og kom op på førsteholdet. Der var jeg igennem U13, U14, U15, U17 og U19,« siger Casper i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

»Som U12-spiller var jeg oppe på at træne otte til ti gange om ugen, fordi jeg skulle træne med tredje-, andet- og førsteholdet. Så det var jo hele tiden. Det var også for meget i den alder, men allerede dér vidste jeg, at det var 100 procent.«

Det var 100 procent. Indtil det ikke var det længere.

I denne udgave af vores podcast, ’Spiller til Spiller’, deler det tidligere målmandstalent sine erfaringer til gavn for unge spillere og deres forældre.

»Jeg tror, det kan hjælpe rigtig mange fremtidige unge, der kommer til at stå i den her situation,« siger han om sin motivation for at stille op til interview.

Fodbold kan være altopslugende. Og Casper lod sig opsluge.

»Fodbold var det eneste, der fyldte. For mig og for alle de andre, der var nede i kælderen ovre på den anden side (Brøndby Masterclass, red.).«

Han elskede det. Når han i dag, i en alder af 26 år, ser tilbage på sin ungdomstid i bagklogskabens ulideligt klare lys, kan han sagtens se, at hans dedikation til fodbold, og kun fodbold, havde en pris. Men på samme tid værdsætter han hvert eneste træningspas.

»Det betød, at jeg ikke havde så meget tid til venner og at opbygge den der sociale omgangskreds. Selvfølgelig havde jeg lidt fra folkeskolen og gymnasiet, men jeg lukkede meget af det ude og fokuserede rigtig meget på fodbold, fodbold, fodbold. Jeg skulle spille så meget som muligt. Selv skolen blev et træningspas i frikvartererne.«

»Det var det fedeste i verden. Man følte, man var på toppen. Selvfølgelig skulle det nok gå, for man kunne se, hvor godt det gik. Det var den fedeste følelse i verden.«

I sin tid i Brøndby IF skrev Casper under på to ungdomskontrakter. Det var hans ambition at vogte målet på Brøndby Stadion – og siden et på en endnu større adresse i udlandet.

Karrierevejen så da også lovende ud for keeperen, der som årene gik repræsenterede Danmark på U16-, U17-, U18-, og U19-landsholdet.

Men selvom Casper faktisk blev en del af førsteholdstruppen under Alexander Zorniger, fik han hverken fodfæste som seniorspiller eller debut på førsteholdet i Brøndby IF.

»Jeg skulle have haft lidt større selvindsigt. Jeg skulle ikke have troet, at jeg var toppen af poppen, bare fordi jeg var U19-landsholdsspiller. For lige så snart du bliver seniorspiller, betyder det overhovedet ingenting. Det fandt jeg ud af på den hårde måde.«

»Ungdomslandsholdet er én årgang. Der er 20-30 årgange, der spiller elitefodbold. Der er rigtig mange fodboldspillere derude, og der er nogle, der har prøvet det her mange, mange flere år, end man selv har, når man kommer som ung U19-spiller. Det var svært for mig at forstå på det tidspunkt.«

»Jeg havde fået det at vide. ’Bare fordi I er på landsholdene… når I bliver seniorspillere, bliver det sværere, end I tror.’ Jeg troede bare ikke nok på det. Når jeg havde været oppe at træne med, var det gået ret godt, så om to år, når jeg er blevet 18-19 år, er jeg klar til det. Det var jeg så ikke.«

I dag præsenterer Casper sig som ’tidligere professionel fodboldspiller’. Et prædikat, han har det stramt med.

For ifølge karriereplanen skulle han end ikke være halvvejs i sin karriere som seniorspiller. I stedet er den slut.

I professionel fodbold er drømme store, nåleøjet lille og talentjagten intens. Noget, vi også udfolder på vores forældremøder. I Caspers tilfælde kan man argumentere for, at han på den ene side kom igennem det og på den anden side ikke gjorde.

Da han, efter endelig at have tilkæmpet sig spilletid i HB Køge, blev ramt af en endnu en alvorlig skade, var det slut.

»Der vidste jeg, at det var slut. Jeg prøvede i to års tid mere, men da den rammer, vidste jeg, at jeg ikke kunne mere mentalt. Det var for meget. Så holdt man lidt fast i en drøm, man godt vidste var slukket.«

Casper forsøgte at genfinde glæden og motivationen i Hvidovre og AB, men lige lidt hjalp det.

»Du var ikke glad på vej hjem fra en kamp. Du var ikke glad på vej til træning. Du var ikke glad, når du vandt i et spil. Når jeg vandt et intervalspil som U19-spiller, var jeg ovenud lykkelig, og hvis jeg tabte, kunne jeg nærmest græde. Sådan var det ikke mere. Jeg var lidt ligeglad, og så tænkte jeg, at det var spild af tid.«

»Jeg gider ikke at stå som 30-årig og jagte det umulige. Så vil jeg hellere have tid til at bygge et andet liv op.«

For cirka to år siden greb han telefonen og ringede til Peter Lassen, hans daværende træner i Hvidovre IF, der blev hans sidste klub.

»Da jeg ringer til Peter Lassen, og vi får aftalt, at jeg stopper, var det en kæmpe lettelse. Jeg har ikke prøvet noget lignende. Jeg kunne puste ud, nu var beslutningen taget, og jeg kunne komme videre.«

Siden har han skullet genopfinde sig selv. Og indhente det på uddannelsesfronten, han forsømte under fodboldkarrieren.

Det er han lykkedes med. Han er glad, og med tiden er han kommet et sted hen, hvor han også kan være glad på sine tidligere holdkammeraters vegne. Han lyser op, når snakken falder på Mads Hermansens bedrifter – samme Mads Hermansen, han kæmpede om pladsen med, da han var aktiv.

Selvom han havde drømt om meget mere, og at udtagelserne til diverse ungdomslandshold til dels underbyggede ambitionerne, så har Casper opnået mere end de fleste.

Siden han kom til Brøndby IF som 11-årig, er han gang på gang blevet valgt til som en af de få, hvor mange andre er blevet valgt fra. En bedrift, der har krævet mental robusthed og ekstrem vedholdenhed.

Det har han dog svært ved at se, mens vi optager denne podcast med udsigt til det mål, han drømte om at vogte.

»Jeg flover mig stadig lidt. Jeg var herude så mange dage, så mange timer, med ét mål. Og det mål lykkedes så ikke. Det er følelsen af at have svigtet.«

Dig selv?

»Ja, mig selv. Helt sikkert.«

Hør hele Caspers historie i ’Spiller til Spiller’, hvor han deler sine erfaringer til gavn for unge spillere og deres forældre. Du finder udsendelsen i Apple Podcasts, Spotify og på alle andre platforme.