Årets Profil i A-Liga

Sæsonens bedste spiller i landets bedste række. Det er hende, kollegaerne hylder med kåringen af Årets Profil i Gjensidige Kvindeliga.

Tidligere var det en årskåringen. Men fra og med 2017/18-sæsonen er den sæsonbaseret.

Det er spillerne selv, der nominerer og kårer Årets Profil i Kvindeligaen. Vi uddeler prisen sammen med Hessel HiRE.

Årets Profil i A-Liga

Mille Gejl er Årets Profil i A-Liga 2025/2026

’Mille Gejl’.

Det navn gik igen på lige knap halvdelen af stemmesedlerne til Årets Profil i A-Liga 2025/2026. Stemmesedler, vi i Spillerforeningen de seneste uger har indsamlet fysisk i samtlige seks klubber i A-Ligas slutspil.

Og kollegerne var ikke i tvivl: Mille Gejl har været Årets Profil i den snart overståede sæson.

Med svimlende 47,7 procent af stemmerne er hun en suveræn vinder af prisen. Det vækker, ikke overraskende, stor glæde hos den 26-årige-HB Køge Women-spiller.

»Jeg er virkelig glad og stolt. Langt hen ad vejen kan jeg takke mit hold, fordi jeg er så glad for at komme hjem og spille på et hold, hvor vi har gjort det så godt og haft en god sæson. Det har hjulpet mig enormt meget,« siger Mille Gejl, der i sommer vendte hjem til dansk fodbold efter nogle svære år i udlandet.

Hun er særligt stolt over, at det er spillerne, der anerkender hende for hendes sæson.

»Det betyder meget, at det er spillerne, man har mødt hver eneste weekend, som har lagt mærke til ens præstationer og synes, at man har gjort en forskel. Det er jeg beæret over,« siger Mille.

Takker holdkammerater for varm modtagelse

Vi – anført af spillerrådgiver Line Røddik – overraskede Mille med prisen torsdag den 11. juni på Capelli Sport Stadion i Køge i forbindelse med en træning.

På trods af en fremragende sæson var det en overrasket Mille Gejl, der modtog prisen som Årets Profil i A-Liga 2025/2026.

»Alberte, vores målmand, kigger over på mig og siger: »Hvem bliver mon Årets Profil?« Og så tænkte jeg, at det måske kunne være ’Nadi’ (Nadia Nadim, red.), der blev topscorer.«

Men det var Mille, som kort tid efter stod med prisen som Årets Profil i A-Liga og holdt en vindertale for sine holdkammerater.

»Jeg vil gerne takke jer alle. Stab, spillere, alle. Jeg kunne ikke have gjort det uden jer. Jeg ved, hvor svært det er at være i et andet land og ikke altid føle sig velkommen. Derfor vil jeg gerne takke jer for, hvordan I tog jer af mig fra dag 1. Da jeg kom hertil, følte jeg mig som en del af familien fra første dag. Det er også derfor, jeg står med prisen nu. Tak.«

Mille Gejl vinder prisen som Årets Profil i A-Liga foran Anna Walther og Mwanalima Adam Jereko.

Med prisen som Årets Profil i A-Liga følger et indgraveret ur fra vores officielle urpartner, AV86, og en Merecedes Benz i en måned fra Hessel HiRE.

  • Hessel HiRE er Spillernes Officielle Bilpartner og Kåringspartner for Årets Profil i A-Liga og Superligaen.