2
Der er 16 AXGIL Awards, som skal fordeles, når vinderne afsløres ved Danish Rainbow Awards - AXGIL 2018 i Cirkusbygningen den 25. april.
Både Mathias Zanka Jørgensen, Kvindelandsholdet og Spillerforeningen er nomineret til awardshowet for deres kamp mod homofobi i dansk fodbold.
Mathias Zanka Jørgensen er hovedambassadør for den spillerdrevne kampagne, der blev lanceret i begyndelsen af 2017, og som sætter fokus på problemer med homofobi i dansk fodbold lige fra ungdoms- og breddefodbold til fodbold på højeste plan i Danmark.
Den nuværende Huddersfield-spiller er nomineret i kategorien Årets Hetero.
”Mathias Zanka Jørgensen er nomineret for sin kamp imod homofobi i fodboldverdenen. Som landsholdsspiller har Zanka sat fokus på homofobien i fodboldverdenen, og han går selv foran som en god rollemodel,” lyder det i nominering.
I kategorien Sportsprisen er både Kvindelandsholdet og Spillerforeningen nomineret.
”Kvindelandsholdet i fodbold har ingen berøringsangst over for lesbiske og er nomineret for deres uproblematiske tilgang til LGBT-miljøet,” hedder det i nomineringen af kvindelandsholdsspillerne.
”Spillerforeningen er nomineret for deres kampagne imod homofobi i dansk fodbold,” lyder begrundelsen for Spillerforeningens nominering.
Vinderne afsløres som nævnt til Danish Rainbow Awards. Stemmeafgivningen vægter 50 procent, mens juryens stemmer vægter den anden halvdel.