1
144: Zanka får energi af at bryde fodboldboblen
Han har altid haft andet end fodbold i sit liv. Og brandet sig som andet end fodboldspiller. Mathias ’Zanka’ Jørgensen er gæst i Spinchy Talks.
Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast
1
Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast
Professionel fodboldspiller. Københavner. Livsstilsikon.
Der kan sættes mange prædikater på 36-årige Mathias ’Zanka’ Jørgensen. Seneste tilføjelser er iværksætter og virksomhedsejer.
Selvom tilværelsen som henholdsvis professionel fodboldspiller og iværksætter hver for sig er yderst krævende, så har kombinationen af de to paradoksalt nok givet den tidligere landsholdsspiller et mentalt frirum.
»Det giver mere at tænke over. Og selvom jeg så føler, at der er en masse ting, jeg skal gøre, så giver det også ro.«
»Jeg kan koble af i forhold til at tænke på, om træningen var god, eller hvor god kampen havde været. Der er også noget andet derude,« siger Mathias ’Zanka’ Jørgensen i vores podcastformat Spinchy Talks.
At en professionel fodboldspiller har andet i tilværelsen end fodbold er ikke enestående. 4player, der er Spillerforeningens rådgivningsenhed, har siden 2010 rådgivet spillere om deres muligheder for at kombinere elitesport med eksempelvis uddannelse eller job.
Og de seneste 10 år har vi set en stigning på mere end 100 procent i antallet af professionelle fodboldspillere, som har en såkaldt ’dual career’.
Et af ansigterne bag dét tal er Zanka. Han har gennem hele sin karriere været bevidst om, at han skulle have andet i tilværelsen end sin professionelle fodboldkarriere.
»For mit vedkommende har det altid været vigtigt at have en connection til resten af samfundet, til resten af verden. Fordi fodbold er en boble. Især jo højere op, du kommer. Og især når du kommer til udlandet. Så lever du i en boble, fordi du ikke har særlig meget kontakt med resten af samfundet.«
For F.C. København-ikonet kommer det ikke som nogen overraskelse, at vi ser en markant stigning i antallet af dual career-atleter i Danmark.
»Jeg tror aldrig, at vi som fodboldspillere er færdige med at jagte det næste eller det nye«
»Der er kommet mere frihed i fodbold til, at man sagtens kan gøre andet end bare at træne og slappe af. Der er en hel masse spildtid, hvor man hverken træner eller spiller kamp. Hvor man fysisk ikke kan gøre det store, men hvor hjernen har brug for noget mere.«
»I den her moderne tid er der først og fremmest kommet flere muligheder for, at man kan lave mere, og så er der kommet en større forståelse inden for kulturen og fra fans – og fodboldklubber især – for, at vi skal uddanne hele mennesker og fremme de mennesker, som er vores fodboldspillere. Det er begyndt at komme og blive en ting.«
Den virksomhed, Zanka har stiftet sammen med sin hustru, hedder Bobben’s Department. Det er et tøjbrand til børn, og i udsendelsen fortæller Zanka i detaljer, hvordan idé blev til virkelighed, og hvordan de driver virksomheden.
Det, at blive virksomhedsejer, har givet ham mulighed for i højere grad at sparre med sin omgangskreds uden for professionel fodbold. Han har altid søgt en forståelse for deres tilværelse og faglige udfordringer. Nu oplever han nogle af dem på egen krop.
»Jeg har levet meget igennem mine venner. Prøvet at forstå, hvordan det er at have et ’almindeligt job’. Hvad er det for nogle ting, man skal? Hvilke læringer gør man sig, som ikke bare bliver ordnet af nogle andre?«
Mathias 'Zanka' Jørgensen er seneste gæst i Spinchy Talks. Et podcastformat, vi bringer i samarbejde med kaffebutikken Spinchy. Udsendelsen er optaget i Spinchys forretning på Frederiksberg.
Nu, hvor Zanka har sin »egen lille butik«, møder han nogle af de samme faglige udfordringer, som vennerne på det øvrige arbejdsmarked gør.
»At kunne sparre med nogle af mine venner om de ting har været vildt givende. Og indse, at de har været dér før.«
»Om det så har været for deres eget firma, eller om de har arbejdet for nogle andre, så har de stået i mange af de samme situationer. Om end måske i en helt anden branche. Men det er sjældent, man kan sammenligne på den måde, når man snakker om fodbold.«
For nu er Zanka først og fremmest professionel fodboldspiller. Men han er bevidst om, at han måske har spillet sin sidste kamp.
Det kan være, at han indstiller karrieren. Det kan også være, at han spiller en halv, en hel eller flere sæsoner endnu.
Spørgsmålet er, om Zanka er klar til at give slip på fodbolden – og omvendt.
»Det, jeg hører fra andre tidligere professionelle fodboldspillere, er, at man aldrig får nok. Jeg tror aldrig, at vi som fodboldspillere er færdige med at jagte det næste eller det nye. Og det er nok det, der er det sværeste at skulle sige farvel til. Om så det er nu, næste år eller om to år – eller hvornår det bliver for mit vedkommende.«
»de her oplevelser har vist sig at være en kæmpe gave, som jeg ikke vidste, jeg var på udkig efter«
»Hvordan ændrer det sig? Hvordan er det at være fodboldspiller, og hvordan bliver det ikke at være fodboldspiller? Det ved jeg ikke. Derfor ved jeg ikke, om jeg er færdig med at prøve at opnå noget mere som fodboldspiller. Det, jeg kan sige, er; at få de her oplevelser (udlandsophold, red.) har vist sig at være en kæmpe gave, som jeg ikke vidste, jeg var på udkig efter.«
Mathias Zanka Jørgensen sætter flere ord på sine tanker om karrierestop, iværksætteri og hvilket udsyn hans udlandsophold har givet ham i Spinchy Talks. Her kan du også høre:
Vært: Dan Sørensen