100: Mads Albæk om maskeklædte ultras, drømmedebut og tre måneder hos Riddersholm

»Mit debutmål i Frankrig.«

Mads Albæk er ikke i tvivl. Målet i 2-1 sejren over Lille OSC, der havde den gamle værelseskammerat Simon Kjær i startopstillingen, er karrierens største øjeblik.

Den dengang 23-årige midtbanespiller havde det taget store skridt fra FC Midtjylland – hvor han havde spillet som ungdomsspiller, fået sit gennembrud og etableret sig som superligaprofil – til franske Stade Reims.

»Jeg scorer, og vi vinder 2-1. Min storebror var taget alene ned for at se kampen. Vi tog på en lokal restaurant efterfølgende, og vi blev fejret som de danske helte. Reims er jo et champagnedistrikt, så vi måtte få champagne, indtil vi ikke kunne se, hvad der var foran os på vejen hjem. Det var en super fed oplevelse.«

»Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre start i klubben,« fortæller Mads i ’Spiller til Spiller’.

Drømmedebuten blev startskuddet på en god tid i Reims. Et af de andre øjeblikke, Mads fremhæver, er en udekamp mod Olympique de Marseille. En klub med berygtede fans.

»Det var jo sådan noget med politieskorte fra hotel til kamp.«

Politieskorte var som sådan ikke et særsyn. Det var nogle gange en nødvendighed for at kunne komme frem i trafikken. Men det var ikke det hensyn, der vejede tungest på udebaneturene til Marseille.

»Her var det for, at vi helle tiden skulle være i bevægelse med bussen, fordi ellers ville der var chance for stenkast, og at nogle måske ville tage det skridtet videre af de der fans, så det var et specielt sted.«

På banen, på mytiske Stade Vélodrome, kom Mads igen på tavlen efter et indøvet, fladt hjørnespark, og han og holdkammeraterne ender med at vinde 2-3. Til store glæde for klubbens to præsidenter, der finder vej til omklædningsrummet efter sejren.

»Så begynder hele omklædningsrummet at klappe og råbe »président, président.« Jeg hopper jo med på bølgen og ser, hvad der sker. Og så kommer præsidenten ind, og så råber han bare »double«. Så vi får dobbeltbonus i forhold til, hvad vi havde aftalt i kontrakten,« genkalder Mads med glæde i stemmen.

Hvor tiden i Frankrig var fyldt med store, positive minder, var Mads’ tid i Kaiserslautern i højere grad præget af store, negative oplevelser.

»Alt, der kunne gå galt, gik nærmest galt. Så sammenlignet med Frankrig var det det stik modsatte.«

Det udmøntede sig i flere situationer med klubbens fans, der var lige spændende nok.

»Der var nogle gange, hvor jeg var utryg,« fortæller Mads og henviser til en episode, hvor fansene blokerede en rundkørsel med biler for at konfrontere spillerne.

»At stå dér, ansigt til ansigt med folk, der nok ikke bare havde drukket kildevand og spist æbler den dag, var en oplevelse, der er værd at huske tilbage på.«

»Det er bare at lægge sig fladt ned. Man vidste godt, at kom man med en kæk kommentar, så kunne det godt være, man havde fået en på kassen.«

Mads blev hurtigt en del af anførergruppen i Kaiserslautern – ”Der Mannschaftsrat”. Det indebar blandt andet, at han skulle til møder med nogle af klubbens ultras, hvor de fik læst og påskrevet.

»Vi skulle ned i deres lokale klubhus. Så sad vi dér, fem mand på rad og række. Vi blev sat i en sofa og nogle stole, og så stod de ellers og forklarede, hvad Kaiserslautern var for en klub, klubbens værdier og alle de ting, som følger med.«

»Først og fremmest var jeg stolt af at være en del af det her Mannschaftsrat. Men på et tidspunkt tænkte jeg da også; »er det en del af det? Skal jeg virkelig være med til det?««

Hør Mads fortælle mere om mødet med de tyske ultras i ’Spiller til Spiller’, hvor du også kan høre ham fortælle om:

• At blive sendt ud at løbe af Marco Verratti, Blaise Matuidi og Thiago Motta
• Forholdet til Glen Riddersholm, der husede Mads Albæk i tre måneder
• Akademitiden i FC Midtjylland
• Og hvad han særligt kan lide ved Filip Bundgaard og Mads Enggaard

Du finder ’Spiller til Spiller’ i Apple Podcast, Spotify eller din foretrukne podcastapp.