Nogle af de data, der indsamles af denne udbyder, skal bruges til personalisering og måling af reklameeffektivitet.
Nogle af de data, der indsamles af denne udbyder, skal bruges til personalisering og måling af reklameeffektivitet.
14
Visse ting i tilværelsen er sikre. Solen står også op i morgen, og hvis du henter Pernille Harder til din klub, ja, så vinder du mesterskabet.
Det har i hvert fald været opskriften de seneste ti sæsoner, hvor Pernille Harder har været med til at sikre mesterskabet til de hold, hun har repræsenteret.
Hendes første mesterskab var med svenske Linköping i 2016. Det blev siden fulgt op af fire mesterskaber med Wolfsburg (2017, 2018, 2019 og 2020), tre med engelske Chelsea (2021, 2022 og 2023) og så selvfølgelig to med hendes nuværende klub Bayern München de seneste to sæsoner.
I 2025 var Pernille Harder, udover mesterskabet, også med til at sikre den sydtyske klub den første DFB-Pokal-titel siden 2012, ligesom det blev til en sejr i DFB-Supercuppen for andet år i træk.
På landsholdet har hun igen i år været et naturligt valg i startopstillingen, hvor hun som anfører er gået forrest i jagten på resultaterne i et blandet år for landsholdet. Holdet havde på flot vis kvalificeret sig til EM i Schweiz, men her blev det desværre til en skuffende exit i gruppespillet.
Det blev dog fulgt op af to stærke holdpræstationer mod Finland i Nations League kvalifikationen, hvor de danske kvinder sejrede stensikkert. Dermed bibeholder Danmark sin plads i A-laget i Nations League og får en mere favorabel vej mod kvalifikation til VM 2027 i Brasilien.
Med to mål på udebane mod finnerne i 6-1 sejren var Pernille Harder stærkt medvirkende til et godt udgangspunkt inden returkampen i Parken. Her blev det finske landshold sendt hjem med et 2-0 nederlag i bagagen, hvor Pernille Harder igen var at finde på måltavlen foran et veloplagt publikum i nationalarenaen i København.
Med målet til 2-0 i Parken blev det samtidig til mål nummer 81 i 167 landskampe, og dermed cementerede hun sin position som Danmarks absolut mest scorende landsholdsspiller gennem tiderne.
På vej mod efterårssæsonens afslutning ser det også lyst ud på klubplan for Pernille og klubkammeraterne. Her fører Bayern München den tyske Frauen-Bundesliga med 11 sejre og en uafgjort i de første 12 kampe.
I Women’s Champions League er klubben også med i toppen på en aktuel fjerdeplads, hvor det er blevet til ti point i fem kampe. Pernille Harder ligger i øvrigt på en delt førsteplads på topscorerlisten med fire mål i fem kampe.
Endnu et flot år for Årets Fodboldspiller 2025, Pernille Harder. Det er niende gang, hun vinder titlen. Pernille Harder har tidligere vundet Årets Fodboldspiller i 2024, 2020, 2019, 2018, 2017, 2016, 2015 og 2012.
Pernille modtager prisen forud for FC Bayern Münchens hjemmekamp mod HSV i Frauen-Bundesliga i dag kl. 14.00.
Pernille Harder var nomineret til prisen som Årets Fodboldspiller sammen med Stine Ballisager og Sara Holmgaard. Årets Fodboldspiller 2025 uddeles i et samarbejde mellem DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE.
Det er spillerne selv – de sande eksperter, der nominerer og kårer Årets Fodboldspiller. Det gør prisen til den mest prestigefulde individuelle kåring i dansk fodbold.
2024: Pernille Harder
2023: Amalie Vangsgaard
2022: Stine Ballisager
2021: Signe Bruun
2020: Pernille Harder