18

Spiller til Spiller18.3.2021

48: Har modbevist kritikerne: Derfor lykkes Damsgaard i Sampdoria

Play button

Han har taget skridtet fra Superligaen til Serie A. Og han har nærmest ikke haft nogen tilvænningsperiode. Mød Mikkel Damsgaard i den her udgave af ’Spiller til Spiller’.

Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast, Soundcloud

Play button
00:00
Sound

Han var egentlig på træningslejr med FC Nordsjælland. Men mens holdkammeraterne knoklede for at forberede sig på den kommende halvsæson, fik Mikkel Damsgaard lov til at forlade træningslejren for at forberede sin fremtid. For aftalen med U.C. Sampdoria kom nærmere og nærmere.

- Så tog jeg ned en weekend for at se stedet og se menneskene omkring klubben. Og se om det var noget for mig. Da jeg kom derned, var det det helt rigtige indtryk, jeg fik, og det føltes rigtigt. Jeg følte, det var gode og talentfulde mennesker, fortæller Mikkel Damsgaard i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

Mikkel Damsgaard kunne lide, hvad han så.

- Det var også derfor, jeg skrev under med det samme, tilføjer han.

Et halvt års mental forberedelse

Men Mikkel Damsgaard skiftede som bekendt ikke med det samme. I stedet tog han tilbage til træningslejren med FC Nordsjælland, hvor han skulle spille sæsonen færdig. Det gav ham både mulighed for at slutte ordentligt af i klubben, der har givet ham så meget, ligesom det gav ham tid til at forberede sig på den store omvæltning, et skifte til udlandet er.

- For mig betød det rigtig meget. Bare det der med at få det ind i hovedet, at jeg skulle flytte til et andet land og bo alene dernede. Og så lære lidt sprog, så jeg kunne en lille smule, da jeg kom herned. Det, synes jeg, gjorde en stor forskel for mig.

- At vide, at jeg skulle ned i et andet miljø om et halvt år. Det var vigtigt at være mentalt klar på det, i stedet for at det var noget fra dag til dag, som det er for nogle spillere.

- Jeg skulle være mentalt klar, og det synes jeg, jeg var, fortæller 20-årige Mikkel Damsgaard.

Har modbevist alle

Som tidligere ITU-træner, teknisk direktør og nuværende cheftræner i FC Nordsjælland har Flemming Pedersen et indgående kendskab til Mikkel Damsgaard. Han var cheftræner, da den nuværende Serie A-spiller brændte Superligaen af og banede vejen for sit skifte til Sampdoria.

- Der er nogle, der kan præstere godt nu, men spillet skal ikke gå meget hurtigere, så kan de ikke være med mere. Og så er der sådan nogle som Dams; at jo hurtigere spillet går, og jo dygtigere medspillere (han får, red.), så vil han også selv blive endnu dygtigere, siger Flemming Pedersen, der kalder salget af Mikkel Damsgaard for en ’no-brainer’.

»Han var ved at vokse ud af Superligaen. Og hans udvikling skal ikke stoppes. Havde vi beholdt ham – vi kunne jo bare have sagt, at han skulle opfylde hans kontrakt – så havde vi sat hans udvikling i stå«

- Vi sælger ikke Dams, fordi vi har brug for de penge. Her harmonerede det, fordi vi kunne se, at han var ved at vokse ud af Superligaen. Og hans udvikling skal ikke stoppes. Havde vi beholdt ham – vi kunne jo bare have sagt, at han skulle opfylde hans kontrakt – så havde vi sat hans udvikling i stå.

- Han er, som han også har bevist, vokset stille og roligt ud af Superligaen, fastslår Flemming Pedersen, der også medvirker i udsendelsen.

En glad dreng, der er god til fodbold

I Sampdoria og Serie A møder Mikkel Damsgaard nye udfordringer. Også selvom han allerede er foran den plan, der lagt for ham. For han har nærmest ikke haft nogen tilvænningsperiode.

Og det er på mange måder historien om Mikkel Damsgaard. Den glade, dygtige og arbejdsomme fodboldspiller, der – hvis man ser bort fra nogle positive hop – har haft en lineær udvikling mod toppen af international fodbold.

- Det er jo de færreste, der har det. Så på den måde er han unormal. Det har gået godt hele tiden. Dams har jo heller ikke haft skadesforløb, ligesom Andreas Skov Olsen. De fleste spillere har jo haft en form for et lille traume i deres udvikling.

Men altså ikke Mikkel Damsgaard. Hør hans historie i den her udgave af vores podcast, ’Spiller til Spiller’, hvor du også kan høre:

  • Hvordan Mikkel Damsgaard oplevede at møde sine nye holdkammerater første gang
  • Mikkel Damsgaards opskrift på at blive integreret i en ny trup
  • Hvordan Mikkel Damsgaard har trænet sig til sin spilintelligens
  • Og hvordan kælenavnet ’Dams’ er blevet erstattet af et nyt

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.