Der er fokus på at komme tidsudtræk til livs, når en række nye regler bliver implementeret i fodboldloven fra og med VM til sommer. Og reglerne bliver således også gældende for 2026/2027-sæsonen herhjemme.
Indkast og målspark
Vi har allerede vænnet os til, at dommeren kan begynde at tælle visuelt ned, hvis han vurderer, at målmanden står med bolden for længe i hænderne uden at sætte den i spil.
Det princip bliver nu også udrullet i forbindelse med målspark og indkast.
Vurderer dommeren, at du trækker tiden ved et målspark, så tælleren dommeren synligt til fem sekunder med fingrene. Har du ikke sat spillet i gang, inden de fem sekunder er gået, så fløjtes der hjørnespark til modstanderholdet.
Ud fra samme princip bliver tidsudtræk ved indkast også straffet. Her bliver dit indkast givet til modstanderen, hvis ikke du afvikler indkastet inden for dommerens femsekunders nedtælling.
Fart på udskiftningerne
Det er slut med at sjoske ud af banen, når du bliver skiftet ud. Du skal i hvert fald kunne sjoske hurtigt.
For med de nye regler har du ti sekunder til at komme ud af banen, fra dit nummer kommer op på udskiftningstavlen. Er der ikke en udskiftningstavle, så tæller de ti sekunder, fra når dommeren giver tegn.
Hvis du ikke når ud af banen inden for de ti sekunder, skal du stadig forlade banen. Dog får indskifteren ikke lov at løbe ind på banen, før første spilstop efter ét minut, efter spillet er fløjtet i gang igen. Det vil sige, at dit hold spiller med en spiller mindre på banen mindst ét minut og indtil første spilstop.
Behandling på banen
Hvis du får en skade, som kræver behandling på banen, eller spillet stoppes som følge af din skade, så skal du forlade banen og må først komme ind igen et minut efter, at spillet er fløjtet i gang igen.
Opdaterede VAR-protokoller
Der er også kommet opdaterede VAR-protokoller, som nu også giver VAR mulighed for at assistere dommeren i følgende tilfælde:
- Hvis et rødt kort gives på baggrund af et tydeligt ukorrekt givet andet gule kort
- Hvis dommeren giver rødt eller gult kort til en forkert spiller
- Hvis dommeren fejlagtigt dømmer hjørne (dog forudsat, at bedømmelsen kan laves af VAR med det samme, uden forsinkelse af spillet)
Hør vores direktør, Michael Sahl Hansen, forklare de nye regler - og hvilken regel, vi savner - i vores podcast, 'Spiller til Spiller'.