For Andreas var fodbold ikke nok: Jeg var nødt til at have noget andet i mit liv

22

Feature22.9.2025

For Andreas var fodbold ikke nok: Jeg var nødt til at have noget andet i mit liv

Han afsluttede jurastudiet, mens han spillede i Bundesligaen. Det var hårdt undervejs, men uddannelsen har givet Andreas Albers en flyvende start på livet efter fodbold.

Af Michael Hehr

»Det var på en eller anden måde spild af tid. Jeg spillede meget fodbold, men jeg havde samtidig så meget mentalt, fagligt overskud, så jeg var nødt til også at lave noget andet.«

Sådan siger Andreas Albers i første udgave af vores podcastformat Spinchy Talks. En række samtaler, vi bringer i samarbejde med kaffenørderne fra Spinchy.

I samtalen med Dan Sørensen fortalte den 35-årige nu tidligere professionelle fodboldspiller, hvordan han sideløbende med karrieren har forberedt sig på det liv efter fodbold, som han netop har taget hul på.

»Det blev ekstremt meget fodbold, og det blev kedeligt. Det var ikke mig, det kunne jeg ikke holde til«

Andreas Albers i Spinchy Talks


Studierne har åbenlyst gjort overgangen til karrieren efter karrieren nemmere. Den del kommer vi tilbage til.

Men da Andreas skiftede til Vejle Boldklub og i samme ombæring flyttede hjemmefra, oplevede han kombinationen af et tomrum og et behov for adspredelse fra fodbold.

Spinchy Talks

Nydelse og fordybelse. Det er omdrejningspunktet i vores podcastformat, Spinchy Talks. En samtalerække, som vi bringer i samarbejde med kaffenørderne fra Spinchy. I Spinchy Talks sætter vi en spiller i stævne over en god kop kaffe i en Spinchys forretninger.

For kaffe er ikke bare en af de luksusser og goder i livet, du som fodboldspillere kan dyrke i samspil med en professionel og krævende fysisk karriere. Det er også en fremragende samtalestarter. Særligt, når kaffen er god.

Som spiller er du selv med til at definere det emne, vi skal tale om, og du har tid og plads til at udfolde det – om det knytter sig til din fodboldkarriere eller ej.


»Vi trænede tre gange om dagen, så der var rigtig meget fodbold. Når jeg kom hjem, var jeg sammen med vennerne, hvor vi typisk så fodbold eller spillede PlayStation.«

»Det blev ekstremt meget fodbold, og det blev kedeligt. Det var ikke mig, det kunne jeg ikke holde til. Jeg var nødt til at have noget andet i mit liv. Der fandt jeg sammen med Erik Marxen, der på daværende tidspunkt boede i Aarhus, og tilbragte meget tid sammen med ham,« fortæller Andreas i vores podcast.

Bliv klogere. Bliv selvstændig. Brug din fritid

Det stereotype fodboldliv, der ikke indeholdt andet end netop fodbold, skulle udfyldes med noget andet.

Det ’andet’ blev jurastudiet. Med hjælp fra Aarhus Elite fik Andreas lavet en tilpasset studieplan, der gjorde det muligt for ham at gennemføre uddannelsen sideløbende med fodboldkarrieren.

Han beskriver, at »det har været hårdt undervejs«, men han opfordrer samtidig andre elitesportsudøvere, der oplever samme overskud eller tomrum i hverdagen, til at udnytte tiden.

»Jeg har arbejdet lidt med selv for at finde ud af, om jeg prøver at skjule de følelser for mig selv. Om jeg egentlig virkelig savner fodbold«

Andreas Albers i Spinchy Talks


»Brug den tid, du har. Du har ikke meget frihed, men du har meget fritid. Brug den fritid. Om det er på studie, at starte din egen virksomhed eller at blive barista. Det kan være hvad som helst.«

»Jeg vil ikke bestemme, hvad andre skal bruge deres liv på. Men jeg synes, du som fodboldspiller har muligheden for at undersøge, hvad du godt kan lide og komme i gang med noget.«

Gjorde den svære overgang nemmere

At det er svært at udskifte den professionelle fodboldkarriere med en anden karriere, er veldokumenteret.

Din fodboldkarriere er identitetsskabende, ingen arbejdspladser er som et omklædningsrum, og de færreste finder en tilsvarende passion, de tilmed kan leve af.

Så det er svært. Men for Andreas’ vedkommende har studierne givet ham en flyvende start på den nye karriere. Og det har gjort karrierestoppet tåleligt.

»Det var okay. Jeg synes, jeg var godt forberedt. Jeg har arbejdet lidt med selv for at finde ud af, om jeg prøver at skjule de følelser for mig selv. Om jeg egentlig virkelig savner fodbold, men ikke gider at fortælle mig selv det.«


»Selvfølgelig savner jeg det. Men med tanke på at skulle igennem træningsugen med alle de anstrengelser, skuffelser og det hårde arbejde, der er, glæder jeg mig til at prøve noget andet,« siger Andreas.

Sammen med familien er han nu tilbage i Aarhus. Her er han netop startet i sin nye stilling som ’Legal Counsel’ hos Danske Commodities.

»Det er et clean cut. Jeg har brug for at få fodbold lidt på afstand. At prøve nogle andre ting. Nu har jeg haft jurastudiet på siden i så mange år, og det har været en stor lige dele frustration og glæde over at kunne gøre det færdigt.«

»Det har været hårdt undervejs, men nu under jeg mig selv at bruge det. Se, hvad det er, og hvis det er noget, der hænger mig langt ud ad halsen, må jeg se, om jeg kan komme tilbage til fodboldverdenen i en anden form,« lyder det fra Andreas med smil.

Hør vores samtale med Andreas Albers i ’Spiller til Spiller’, som du finder i Apple Podcast, Spotify og alle de andre podcastplatforme.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.