15

Presse15.5.2025

Bund-6: Superligaens anførere dumper kunstgræs igen

Der er igen i år bundkarakterer til kunstgræsset i Farum og Silkeborg. Og så er en tidligere vinder havnet i den tunge ende. Her er bund 6 i Danmarks Bedste Bane i Superligaen 2024/2025.

Bund-6: Superligaens anførere dumper kunstgræs igen

Af Michael Hehr

Siden 2012 har vi kåret Danmarks Bedste Bane sammen med Superligaens anførere. Kåringen blev etableret efter engelsk og hollandsk forbillede, og de seneste år Superligaens to kunstgræsbaner i Farum og Silkeborg høstet de ringeste placeringer.

Og i år er ingen undtagelse.

Jysk Park i Silkeborg bliver nummer 11 med et snit på 1,86 og Right to Dream Park i Farum bliver bundprop med 1,43.

»Bundkaraktererne til FCN og Silkeborgs hjemmebaner bekræfter os i det, vi har set de seneste mange år. Spillerne i Superligaen kan ganske enkelt bare ikke lide at spille på kunstgræs,« siger den tidligere topspiller, Thomas Lindrup, der i dag er chef for spillerrådgivningen i Spillerforeningen.

Flere og flere klubber herhjemme investerer i disse år i hybridbaner, som spillerne i kåringen af Danmarks Bedste Bane typisk giver de absolut bedste karakterer.

»For spillerne og spillet er det helt essentielt, at vi har gode baner til de allerbedste fodboldspillere i Danmark«

Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen


»Det er ærgerligt at se, at to store klubber i Danmark ikke er en del af den positive udvikling på topplan herhjemme, hvor målrettede investeringer sikrer bedre baner. For spillerne og spillet er det helt essentielt, at vi har gode baner til de allerbedste fodboldspillere i Danmark. En god bane er noget nær den vigtigste forudsætning for seværdig og god fodbold på højeste niveau, fortæller Thomas Lindrup.«

Sådan kårer vi Danmarks Bedste Bane

På vegne af truppen vurderer udebaneholdenes anførere efter hver runde den bane, de har spillet på fra 1-5; fra elendig til fantastisk. Vinderen af Danmarks Bedste Bane er den bane, der efter 14 bedømmelser har det højeste gennemsnit.

Kåringen af Danmarks Bedste Bane trækker tråde til England, Holland og Australien. For det var på baggrund af erfaringer i de lande, at vi i 2012 første gang satte gang i kåringen af det bedste underlag i Superligaen. Dengang var målet bedre baner og bedre fodbold - det er det stadigvæk.

Anførerne er enige med Randers-direktør

Foruden de to kunstgræsbaner dumper anførerne yderligere en bane. Nemlig banen på Cepheus Park i Randers. Bedømmelsen på 2,21 placerer Randers FC’s hjemmebane på en 10. plads i dette års udgave af Danmarks Bedste Bane.

»Banen i Randers har ikke været Superligaen værdig i denne sæson, som Randers FC også selv har været ude at sige. Og det er smadderærgerligt og betyder også kontant afregning i bedømmelserne fra Superligaens anførere,« siger Thomas Lindrup.

Sådan så Cepheus Park Randers ud den 28. marts 2025, hvor Randers FC mødte AGF i Superligaen. Foto: fodboldbilleder.dk

Sådan så Cepheus Park Randers ud den 28. marts 2025, hvor Randers FC mødte AGF i Superligaen. Foto: fodboldbilleder.dk


»For os og for spillerne er det ekstremt vigtigt, at vi har gode baner til de allerbedste fodboldspillere i Danmark. En rigtig god bane er noget nær den vigtigste forudsætning for en flot fodboldkamp, og det vil vi alle gerne se,« fortæller Thomas Lindrup.

»Vi tager hatten af for, at man nu skrider til handling«


Han glæder sig over, at der er udsigt til en helt ny hybridbane på Cepheus Park.

»Vi er meget tilfredse med, at man i Randers FC heller ikke er tilfredse med banens standard. Vi tager hatten af for, at man nu skrider til handling. Så håber vi på en god hybridbane efter alle kunsten regler, som giver de dygtige groundmen de bedste rammer, og dermed også spillerne de bedste rammer,« understreger Thomas Lindrup.

Før var den bedst, nu er den middelmådig

Top-6 i Danmarks Bedste Bane, som vi afslører de kommende dage, består udelukkende af hybridbaner. Den eneste hybridbane uden for top-6 er MCH Arena.

Det er uvant for midtjyderne, der ikke har været uden for top-5 siden 2016/2017-sæsonen, og som i øvrigt har vundet Danmarks Bedste Bane imponerende fem gange.

»Konkurrencen har været benhård. Og derfor må MCH Arena tage til takke med en ottendeplads i år. Vi ved godt, at banen ikke har haft optimale forberedelsesvilkår før sæsonen og været udfordret i denne sæson. Og så er der altså kontant afregning fra landets bedste spillere,« siger Thomas Lindrup.

Hybridbanen blev ikke sommerrenoveret før sæsonen, da en pokalfinale kom i vejen. Derfor var der ikke tid til det, og det betaler MCH Arena prisen for i år med en historisk dårlig placering som nummer ni ud af 12 baner.

De øvrige to hold i bund-6 er græsbanerne på Lyngby Stadion og Sydbank Park. De er henholdsvis blevet bedømt til 3,07 og 3,36 af Superligaens anførere. Følg med de kommende dage, hvor vi løbende afslører top-6 i Danmarks Bedste Bane 2024/2025.

Magnus Hviid

Magnus Hviid

Kommunikationsdirektør

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.