29. 04. 2021

Grundig forberedelse var nøglen til udlandssucces for Janni Arnth

Hun var klar til luftforandring. Til et ny miljø og nye, større udfordringer. Men for Janni Arnth handlede det alligevel ikke om at komme hurtigt af sted. Det handlede om at komme rigtigt af sted. At finde den klub, hvor hendes udvikling kunne fortsætte.

AF MARTIN DONS

Hun vil måske ikke ligefrem kalde sig selv pioner. Men der kan nu være noget om snakken. For da Janni Arnth i 2014 skiftede Danmark ud med Sverige, var det mere undtagelsen end reglen, at kvindelige, danske fodboldspillere skiftede til en udenlandsk klub.

For Janni Arnth var tiden moden. Efter syv og et halvt år i Fortuna Hjørring og et hav af kampe i den bedste, danske række skulle der ske noget nyt.

- Jeg var modnet og klar til at prøve noget andet og flytte miljø og til en liga, der var på et højere niveau. Jeg var ligesom klar til at tage et nyt skridt i min udvikling, siger Janni Arnth.

Men selv om hun var klar til at prøve sig selv af i nye, sportslige udfordringer, så var det vigtigt for hende at søge så meget viden om sin potentielt nye klub, inden hun satte sin signatur på en kontrakt. Derfor tog hun blandt andet fat i Linköpings daværende to danskere Pernille Harder og Mariann Gajhede for at blive klogere på klubben.

- Og så havde jeg flere samtaler med træneren for at høre, hvad han havde i tankerne med mig, og hvordan hele hverdagen var i Linköping, og hvad de egentlig kunne tilbyde mig både på og uden for banen. Jeg fik en grundig fornemmelse af, hvordan klubben hang sammen, og hvordan de gjorde tingene, og det var afgørende for, at jeg fik en god mavefornemmelse for, at det var et godt valg.

Begræns bekymringerne

I mere end et år kendte hun til interessen fra Linköping, og det var en vigtig tid, husker hun. Det gav hende tid til at forberede sig mentalt på, hvad der skulle ske.

- Derudover var det også vigtigt for mig at have styr på meget af det praktiske på forhånd. Hvor skal du bo, bil og bank. Alle de her småting, så der var færre bekymringer, man skulle bruge tid på, når man ankom, husker Janni Arnth.

- I starten er der nok at se til med at blive integreret. Man lærer så meget nyt i starten, så du er meget fyldt op. Det er en enorm vigtig tid, den første tid, når man kommer til en ny klub. Det er vigtigt, at du bruger den energi, der er, rigtigt og bruger den til at integrere dig hurtigt.

Den grundige forberedelse bar frugt. Hun blev hurtigt en del af holdet og fandt sig godt tilpas i det svenske, hvor hun mødte en helt anden fodboldtilværelse, end hun havde været vant til i Danmark.

- Der var skabt en professionel hverdag. Der var gode faciliteter, og der var et nybygget stadion, der lige var blevet spillet EM på med plads til 10.000 tilskuere. Det var kvindernes eget stadion. Det var en kvindeklub, som var enormt rodfæstet i byen, og hvor mange fulgte med, siger Janni Arnth.

National opmærksomhed

Klubbens solide plads hos byens indbyggere mærkede spillerne på lægterne hver weekend med en trofast fanskare, der fulgte holdet tæt og gik op i det med liv og sjæl. Det gav en helt speciel følelse at opleve, husker forsvarsspilleren.

- Jeg kan også huske, at noget af det, der virkelig slog mig, var, at i aviserne stod der altid noget om kvindefodbold. Det har jeg aldrig rigtig set før i Danmark. Når vi havde spillet en topkamp, så var det ikke bare i den lokale avis, du kunne læse noget om os i, det var også i de nationale aviser. Det fik mig virkelig til at tænke wow – de følger med. Det er ikke kun herrefodbold, men kvindefodbolden har også en stor plads.

- Man så sig selv på en anden måde. Det, jeg gør, er faktisk respekteret og anerkendt, og der er faktisk flere, der følger med og synes, det er virkelig sejt, det jeg gør. Det gav lige pludselig meget mere mening, det man havde gang i.

Fodbolden var pludselig blevet førsteprioritet. Og det nye setup med fuldtidstrænere, specialtrænere og en medicinsk stab udviklede danskeren.

- Det frigav en masse energi til, at jeg kunne fokusere på at blive en dygtigere fodboldspiller. Jeg kunne lægge al min i energi, når jeg var i klubben, og der kunne jeg også godt mærke, at jeg blev en bedre fodboldspiller, fordi der kunne jeg fokusere mere og koncentrere mig bedre og bruge min energi rigtigt.

Vær kritisk

Fem år blev det til i det svenske for Janni Arnth, hvor det både blev til to svenske mesterskab, en pokaltitel og masser af Champions League-kampe. Den danske landsholdsspiller sluttede som anfører i klubben, da hun i 2019 skiftede til Arsenal. I dag spiller Janni Arnth i italienske Fiorentina og er klar til at give sine erfaringer videre til spiller, der drømmer om at rejse ud.

- Man skal være kritisk og ikke tage det første og det bedste, som lyder spændende. Man skal dykke ned i det og lave en analyse. Hvad er det for en klub? Og hvad er det, jeg gerne vil? Hvor er jeg i min udvikling? Hvad vil jeg gerne prøve? Så det matcher de vigtigste ønsker, man har.

- Så synes jeg, man skal snakke med træneren, tage fat i nogen, der har været i klubben eller er i klubben. Og så hele den praktiske del – at man forholder sig til den og er kommet langt med den, inden man er kommet derned, siger 34-årige Janni Arnth, der også opfordrer til at besøge klubben, så du kan se faciliteterne men lige så vigtigt møde menneskerne i klubben.

- Det er vigtigt, så du får et indtryk af menneskerne i klubben. Hvad er det for en mentalitet, der er? Hvordan er de som personer? Det, synes jeg, er vigtigt, at det ikke bare er gennem telefonsamtaler.

Tilbage

SENESTE NYT

07.12.2021

Brøndby Stadion scorer igen højest karakter ved vinterpausen

LÆS MERE
30.11.2021

Papirbjerg og tre brud kræver sin mand

LÆS MERE
25.11.2021

60: Mikkel Rygaards vej ud af polsk kaos

LÆS MERE
24.11.2021

Angribere og forsvarsspiller kæmper om titlen som Årets Kvindelige Fodboldspiller

LÆS MERE
23.11.2021

Kjær, Mæhle eller Højbjerg: Hvem har været årets bedste?

LÆS MERE
05.11.2021

Vest var bedst – igen

LÆS MERE