27. 04. 2021

Ensomheden påvirkede Caroline Møllers præstationer: Psykologsamtaler og simple redskaber blev vendepunkt

Der er langt fra Hjørring til Milano. På godt og på ondt. Livet som udlandsprofessionel er ikke bare »guld og grønne skove«, som Caroline Møller udtrykker det. Gennem Spillerforeningen fik hun kontakt til en psykolog, som hjalp hende gennem hendes krise.

AF MICHAEL HEHR

- Man har bare den fordom, at hvis du går til psykolog, er du ’kuk-kuk’. Så har du virkelig brug for hjælp.

Ordene er Caroline Møllers. På en skrøbelig forbindelse fra Milano fortæller den 22-årige landsholdsspiller i vores podcast, ’Spiller til Spiller’, om sin personlige krise. Om ensomhed og psykologsamtaler. Noget, der ofte er dybt tabuiseret.

Men det vil Inter Milan-spilleren gøre op med. For hun ved, hvor store ændringer små justeringer kan gøre – både på og uden for banen.

- Jeg kan se, det hjælper på min performance. Jeg scorer mål, og jeg spiller fuld tid igen. Så et eller andet har det jo gjort for mig.

- Selvom det godt kan lyde som om, at man virkelig har brug for hjælp, når man går til psykolog, så har det virkelig været godt for mig.

- Det har virkelig hjulpet mig, siger hun i udsendelsen.

 

Sprogbarriere blev starten på nedtur

Caroline Møller havde selv udpeget Serie A og La Liga som mulige drømmedestinationer, og med kontraktudløb i Fortuna Hjørring havde agenten gode betingelser.

Og den nye arbejdsgiver endte altså med at blive Inter, der har stolte traditioner på herresiden, men som først i de senere år er begyndt at satse på kvindefodbolden. Den satsning blev den danske offensivspiller en del af, og dermed blev hun også en del af den eksplosive udvikling af antallet af kvindelige fodboldspillere i udlandet, som en opgørelse, Spillerforeningen har lavet, viser.

Og hun kom flyvende fra start i Milano med spilletid og mål til følge. Men den gode start havde en stakket frist.

- Da jeg kom herned, var alt jo nyt og spændende. Man tilpasser sig jo bare. Men jo mere tid, der gik, kunne jeg ikke bare blive ved med at tænke, at det er fint, det der foregår omkring mig.

Jeg følte mig meget alene. Og det påvirkede selvfølgelig mine præstationer på banen

- Jeg begyndte at indse, at der var mange ting, der påvirkede mig rigtig meget, som ikke burde påvirke mig. Mange små ting, der skete i klubben.

Først og fremmest var der sproget. Inden skiftet var Caroline Møller blevet lovet italienskundervisning af klubben, men det blev aldrig til noget. I stedet rakte landsholdsspilleren ud til Spillerforeningen og 4player, der tilbød nogle muligheder, før hun selv fandt en underviser i Milano.

- Det, der begyndte at påvirke mig mest, var, at mange af pigerne ikke snakkede engelsk. Jeg kunne ikke rigtig snakke med nogen.

Noget andet var forholdet til træneren. Han taler for det første heller ikke engelsk. Og for det andet er hans facon noget anderledes, end det Møller var vant til i Danmark.

- Træneren og jeg er ikke enige om alt. I Fortuna, hvis man havde noget, man var uenig med træneren i, så kunne du bare gå til ham og snakke med ham om det.

Men sådan forholder det sig ikke i Inter, hvor forholdet mellem træner og spiller er mere distanceret og hierarkisk. På den måde oplevede Caroline Møller flere forskellige udfordringer i sin nye klub. Og sammenholdt med corona-pandemien, der – når danskeren sad isoleret i sin lejlighed i Milano – forstærkede afsavnet til det liv, hun efterlod derhjemme, blev hun ramt mentalt.

- Jeg følte mig meget alene. Og det påvirkede selvfølgelig mine præstationer på banen.

Fik psykologhjælp gennem 4player

Vendepunktet blev samtaler med en psykolog. Et tilbud, landsholdsspilleren blev opmærksom på gennem et virtuelt møde med rådgiverne Line Røddik, Thomas Lindrup og Kresten Blæsild.

- Der fortalte de bare, hvad det er, de kan hjælpe os med og tilbyde igennem Spillerforeningen. Og så ville de høre, hvad status var med os alle sammen. Om vi havde det godt og var glade for at være, hvor vi var. Og der nævnte de muligheden for at kunne snakke med en psykolog.

Den mulighed er en del af 4players tilbud om mental sundhed. Et tilbud og et setup, hvor du som medlem af Spillerforeningen har mulighed for op til tre gratis konsultationer med en psykolog fra psykologhuset Encounter.

Jeg har virkelig været glad for, at jeg åbner op og taler om det, fordi det har gjort mig til et bedre menneske og en bedre fodboldspiller

Caroline Møller skulle lige vænne sig til tanken om, at hun skulle tale med en psykolog.

- En sportspsykolog havde jeg det ikke så stramt med. Men da han siger, at hun er ’psykolog-psykolog’ kunne jeg godt mærke, at jeg var sådan lidt… »det er vist ikke lige dér, jeg er.« Men jeg har virkelig været glad for, at jeg åbner op og taler om det, fordi det har gjort mig til et bedre menneske og en bedre fodboldspiller, så jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være et tabu at snakke om det, fastslår Caroline Møller.

Du kan høre hele hendes historie i vores podcast, ’Spiller til Spiller’, hvor hun fortæller sin historie og sammen med Sille Struck og Line Røddik deler erfaringer om at skifte til udlandet. Og vil du vide mere om 4players tilbud om mental sundhed, kan du læse mere her.

Tilbage

SENESTE NYT

05.10.2021

58: To hjerteanfald kostede Frederik Møller karrieren: »Jeg troede, jeg skulle dø«

LÆS MERE
01.10.2021

Spillerforeningen søger jurist

LÆS MERE
30.09.2021

Store Larsen klar til stort slag mod Rieper

LÆS MERE
29.09.2021

Overlæge: Professionelle fodboldspillere er ikke i øget risiko for hjerteproblemer

LÆS MERE
08.09.2021

Spillerforeningen indgår samarbejde med Liiteguard: Giver medlemsfordele på performanceprodukter

LÆS MERE
18.08.2021

57: Mads Bech Sørensen om udlandsskifte, ensomhed og succes

LÆS MERE