09. 05. 2018

Strudal igen cheftræner for Team Spillerforeningen

Mark Strudal får blandt andre assistance fra den tidligere OB-træner Klavs Rasmussen til Team Spillerforeningens træninger.

Igen i år giver Spillerforeningen sine medlemmer mulighed for at holde sig skarpe henover sommerferien via Team Spillerforeningen. Og det er kompetente trænernavne, der skal sikre, at spillerne står skarpe, når de indleder træningerne til den nye sæson.

Der er genvalg til den tidligere Brøndby-træner Mark Strudal, der igen i år er cheftræner for Team Spillerforeningen. Også den tidligere OB-cheftræner Klavs Rasmussen, Jamil Fearrington og Jimmy Klitland er igen en del af trænerteamet, og så er Casper Andersen og Emeka Andersen tilføjet trænerteamet.

Læs mere om det gratis træningstilbud her >>

- Spillerne gav i deres evalueringer rigtig god feedback til sidste års trænere, og derfor var det nærliggende at give genvalg. I Mark Strudal og Klavs Rasmussen får vi trænere med stor erfaring fra højeste niveau, og samtidig har vi tilknyttet flere tidligere spillere, som er i gang med en træneruddannelse og brænder for trænergerningen, siger Kresten Blæsild, der er ansvarlig for Team Spillerforeningen.

- Det handler om at give spillerne de optimale muligheder og betingelser for at stå stærkest muligt, når træningerne i deres respektive klubberne begynder efter sommerferien. Så fremfor selvtræning henover ferien kan de træne fodbold sammen med andre og med rigtig dygtige trænere, tilføjer Kresten Blæsild.

Danmarks bedste behandlere tilknyttet

ProTreatment vil igen i år være tilknyttet Team Spillerforeningens træninger.

Se træningstider for København her >>

- Foruden at følge ProTreatments preseason-træninger giver det også mulighed for at få behandling af deres dygtige behandlere. Det giver – kombineret med vores fodboldtræninger -  et træningstilbud på absolut højeste niveau, og det giver spillerne mulighed for at stå stærkt efter ferien, siger Kresten Blæsild.

- Derfor håber vi også, at mange af vores medlemmer vil benytte sig af tilbuddet – det gælder både spillere, som er på kontrakt i en klub og spillere, som søger en ny klub.

Se træningstider for Aarhus her >>

Træningerne ligger i perioden 12. juni til 13. juli, hvor der vil være fodboldtræning i Valby, ligesom der vil være mulighed for at holde formen ved lige med ProTreatment i både Aarhus og Dragør. Udover træningerne arbejdes der også på træningskampe i perioden.

Tilmeld dig Spillerforeningen x ProTreatment her

Tilbage