14

Presse14.11.2022

Spillerforeningen ansætter kommunikationsdirektør

Magnus Hviid, 38, tiltræder pr. 5 december 2022 i en nyoprettet stilling som kommunikationsdirektør i Spillerforeningen. Han kommer fra en stilling som kommunikationschef i Aller Media og skal fremover stå i spidsen for Spillerforeningens kommunikation og presse.

Spillerforeningen ansætter kommunikationsdirektør
Fotograf: Jesper Sunesen

Af Michael Hehr

Den 5. december tiltræder Magnus Hviid i en nyoprettet stilling som kommunikationsdirektør i Spillerforeningen. Tiltrædelsen sker i forlængelse af, at nuværende presse- og kommunikationschef, Martin Dons, stopper i Spillerforeningen pr. 30. november 2022.

Magnus har tidligere været ansat som kommunikationschef i Spillerforeningen indtil 2017 og har de seneste 5 år været kommunikationschef i Aller Media, hvor han haft ansvar for presse og strategisk kommunikation på tværs af koncernens danske forretningsområder.

Vores direktør, Michael Sahl Hansen, glæder sig over ansættelsen og ser frem til samarbejdet:

»Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med Magnus, for med ham på holdet får vi en person, som kender fodboldbranchen og dens interessenter indgående. Han vil derudover bidrage med stor indsigt og erfaring inden for strategisk kommunikation og presse, ligesom han i sin tid hos Aller Media har opbygget erfaring på lederniveau. I Spillerforeningen får han blandt andet ansvar for kommunikation med vores medlemmer, samarbejdspartnere og omverden, ligesom han som en del af ledelsen vil bidrage til vores fortsatte udvikling.«

Magnus Hviid glæder sig ligeledes til at komme i gang med arbejdet i Spillerforeningen:

»Spillerforeningen har gang i en fantastisk udvikling og vigtige initiativer for sporten og spillerne, som jeg har fulgt fra sidelinjen de seneste fem år, og som jeg nu glæder mig til igen at blive en del af og kunne bidrage til. Det er et virkelig stærkt hold og en masse både velkendte og nye ansigter, som jeg ser frem til at arbejde sammen med, både i Spillerforeningen og på tværs af fodboldbranchen.«

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.