5

Spiller til Spiller5.4.2023

87: Mødet med drømmenes teater: »Vi ville have vores 15 minutes of fame. Så kom Ronaldo ind…«

Play button

Det begyndte med sportsbar med morfar og højdepunkter på VHS. Det kulminerede med indhop på Old Trafford og mødet med Scholes, Rooney og Ronaldo. Manchester United trækker tråde gennem Patrick Kristensens karriere. Han deler sine minder i ’Spiller til Spiller’.

Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast

Play button
00:00
Sound

Patrick Kristensen er nordjyde. Han har spillet hele sin seniorkarriere i AaB, hvor han som 18-årig fik debut. Han kom til ’Hele Nordjyllands Hold’ fra samarbejdsklubben Storvorde Sejlflod Boldklub, og han havde i 20 år sin daglige gang på AaB’s anlæg på Hornevej. Men når han refererer til Manchester United, siger han »vi«.

»Det har bare altid været der. At det var United, man hørte til,« siger 35-årige Patrick Kristensen i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

Paul Scholes leder de forsvarende Champions League-vindere fra Manchester United ind på Aalborg Stadion. Foto: fodboldbilleder.dk

Paul Scholes leder de forsvarende Champions League-vindere fra Manchester United ind på Aalborg Stadion. Foto: fodboldbilleder.dk

Manchester United har åbenlyst en særlig betydning for Patrick. Man fristes til at sige, at der går en rød tråd fra barndommen og ungdomskarrieren, op gennem seniorkarrieren og frem til en af de milepæle i karrieren, som han vægter højest. Nemlig at spille på Old Trafford.

For som knægt tog hans morfar ham med på sportsbar for at se Manchester Uniteds Champions League-kampagne i 98/99-sæsonen. Netop den sæson fulgte ham tæt i ungdomsårene, hvor han før hver hjemmekamp genså et VHS-bånd med højdepunkter fra selvsamme sæson.

»Det var nærmest et helt andet stadion, vi spillede på i de her Champions League-kampe. Det var ikke Aalborg Stadion«

Patrick Kristensen i 'Spiller til Spiller'

Da han senere blev rykket op i førsteholdstruppen, var hans eneste krav til et nummer, at det var »et eller andet med 7«, fordi idolet David Beckham bar det rygnummer. Og kulminationen på det hele var de to opgør med Manchester United i Champions League i ’08. Oplevelser, han beskriver som »ret syret.«

»Det var et helt andet setup. Det var nærmest et helt andet stadion, vi spillede på i de her Champions League-kampe. Det var ikke Aalborg Stadion. Det var sådan et Uefa Champions League-stadion,« husker Patrick fra det første møde med Rooney, Ronaldo, Scholes og co. i Aalborg.

»Selvom man spillede på hjemmebane, så føltes det ikke helt som om, man spillede på hjemmebane. Specielt ikke før kampen, når man mødte op på stadion. Men der var så en masse tilskuere, der gjorde, at vi kunne fornemme, at det altså var på hjemmebane, da vi så endelig kom i gang.«

»Det var en ret vild oplevelse, at United kom til Aalborg, og at man selv skulle spille mod dem,« opsummerer han.

Ronaldo med guldbolden

Nogle måneder efter opgøret i Aalborg, som englænderne vandt komfortabelt med 0-3, mødtes de to hold igen – denne gang på Old Trafford. På det tidspunkt var Manchester United, der senere gik hele vejen til finalen, sikret videre avancement fra gruppespillet. Derfor sparede de en række af de store stjerner.

»Okay, det er altså ikke bare en eller anden kamp mod Kaunas eller Modrica, hvor vi skulle kæmpe om at komme videre. Det var altså toppen af poppen«

Patrick Kristensen i 'Spiller til Spiller'

Cristiano Ronaldo, den største stjerne af dem alle, var blandt de spillere, der fik et hvil. Men han betrådte dog græstæppet på det ikoniske stadion den aften, AaB kom på besøg.

»Inden kamp fik Ronaldo lige udleveret Ballon d’Or,« genkalder Patrick.

Cristiano Ronaldo spillede endnu en stor kamp, da Manchester United gæstede AaB. Foto: fodboldbilleder.dk

Cristiano Ronaldo spillede endnu en stor kamp, da Manchester United gæstede AaB. Foto: fodboldbilleder.dk

Det kan måske lyde som en ubetydelig detalje, men den lille ceremoni var et billede på, hvor sublimt et mandskab aalborgenserne var oppe mod. En pris, han i øvrigt fik overrakt af Manchester United-koryfæerne Sir Bobby Charlton og Denis Law.

»Okay, det er altså ikke bare en eller anden kamp mod Kaunas eller Modrica, hvor vi skulle kæmpe om at komme videre. Det var altså toppen af poppen.«

Skippede Allan Kuhns oplæg

Patrick, der i dag er rådgiver hos os i Spillerforeningen, har svært ved helt at sætte ord på, hvad oplevelsen betød. Men han har et eksempel, der sætter det i relief.

»Alt efter om man skal holde sig i gang i pausen, så går man typisk med ind i omklædningsrummet for at høre, hvad træneren siger. Men det valgte vi ikke at gøre her, da vi gerne ville have 15 minutes of fame ude på græsplænen.«

»Som jeg husker det, stod vi og spillede gris inde midt på banen. Så endte det med, at vi stoppede med at spille gris, fordi der var en eller anden stor fodboldspiller, der skulle hyldes. Så Ronaldo kom lige ind igen i pausen og blev hyldet.«

En ung Patrick Kristensen i aktion mod Celtic i Champions League i samme sæson. Foto: fodboldbilleder.dk

En ung Patrick Kristensen i aktion mod Celtic i Champions League i samme sæson. Foto: fodboldbilleder.dk

»Så kunne vi stå der og kigge lidt. Der holdt vi ikke lige bolden i gang,« griner Patrick.

Han fortæller hele historien om sine Manchester United-minder i ’Spiller til Spiller’. Du kan høre historien i Spotify, Apple Podcast, eller dér hvor du lytter til podcast.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.