4
»Det er en kæmpe bekræftelse. Jeg er supertaknemlig og superglad.«
Sådan sagde Milan Silva Rasmussen, efter vi havde overrakt ham prisen som Årets Profil i 2. division. En pris, han blev overrasket med på træningsbanen i AB den 2. juni 2026.
»Man skal kæmpe hver weekend, fordi det er en stærk liga«
Den 23-årige offensiv, der i denne sæson både optrådt for HIK og AB, har gjort sig bemærket i en grad, så han var umulig at komme uden om for kollegaerne i 2. division.
Han står, før sæsonens sidste kamp, noteret for 15 mål.
Netop de mange mål og hans evne til at ændre fodboldkampe er formentlig en stor og medvirkende årsag til, at Milan Silva Rasmussen nu kan modtage hæderen som Årets Profil i 2. division, hvor 25% af spillerne i ligaen har peget på angriberen fra Akademisk Boldklub.
Dermed bliver det en ekstraordinær sæson for den 23-årige offensive profil, da han også sammen med AB har sikret sig oprykning til 1. division.
Og netop oprykningen er sæsonens højdepunkt for Årets Profil i 2. division.
»Nu har jeg kun spillet en halv sæson herude, men det er stadig lang tid at gå op håbe på noget. Man skal kæmpe hver weekend, fordi det er en stærk liga.«
»Det er kæmpe kredit til alle i klubben. Alle på holdet, alle i klubben har en virkelig god mentalitet. En vindermentalitet. Jeg ved ikke, hvor meget jeg var i tvivl, om det skulle lykkes, fordi vi er virkelig gode, men det vil altid være en forløsning, når det så gør,« siger Milan.
Milan Silva Rasmussen har fået sin fodboldopdragelse i B93, inden han i 2023 skiftede til HIK. Her gjorde han så god en figur, at svenske Helsingborg IF fik øje på ham.
Men det store gennembrud udeblev på den anden side af Øresund i Superettan. Derfor blev han i stedet udlånt igen til HIK, inden AB sikrede sig hans underskrift på en kontrakt, der løber frem til juni 2029.
»Jeg elsker at spille fodbold, det har jeg hele tiden gjort. Det var bare en meget hård periode i Helsingborg. Jeg følte ikke, jeg kunne gøre mere, end hvad jeg gjorde.«
Dermed har 2025/2026-sæsonen været en sæson, hvor han skulle genfinde glæden ved fodbold.
»Det har været en lidt underlig sæson. Jeg kom på lån til HIK, hvor jeg egentlig bare skulle prøve at få spilleglæde igen. Det fik jeg, jeg spillede godt og havde meget frihed.«
»Så kom jeg her, til AB, i vinter, hvor det var lidt noget andet. Jeg har meget frihed, men jeg skal lige lære dem, jeg spiller med, at kende. Og lære systemet. Jeg løber måske også lidt mere, end jeg gjorde i HIK, så der har været meget tilvænning.«
Nu kan Milan og resten af AB-mandskabet bruge den forestående sommerferie på at vænne sig til tanken om at spille i 1. divsion.
Milan får overrakt prisen som Årets Profil i 2. division hjemme på Gladsaxe Stadium lørdag den 6. juni, når akademikerne tager imod Thisted FC i sæsonens sidste kamp.
2024/2025: Noah Engell, AB
2023/2024: Elias Sørensen, Esbjerg fB
2022/2023: Emil Holten, Esbjerg fB
2021/2022: Mileta Rajović, Næstved Boldklub
2020/2021: Mathias Kristensen, Nykøbing FC