6

Holdning6.11.2022

Sahl Michael Sahl Hansen Mere end 17 bogstaver og et årstal

Af Michael Sahl Hansen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Vores nye logo er en af flere forandringer. For os er det mere end 17 bogstaver og et årstal.

Når du læser det her, bemærker du den forhåbentlig allerede. Vores nye, visuelle identitet. Nyt logo, nye farver, ny font og ikke mindst ny hjemmeside. Alt sammen et resultat af en proces, vi har været igennem de seneste år.

En proces med afsæt i et ønske om forandring. Organisatorisk, i omgangen med vores samarbejdspartnere og altså også visuelt.

»Vi er din stemme, når rammerne for fodboldens fremtid formes – både nationalt og internationalt. Det forandrer sig aldrig.«

Overordnet er noget nyt, mens andet er, som det altid har været. For vi er stadig din repræsentant og sparringspartner, når det handler om juridisk rådgivning, karriererådgivning og din personlige udvikling. Vi er din stemme, når rammerne for fodboldens fremtid formes – både nationalt og internationalt. Det forandrer sig aldrig.

Vores formål er altså det samme, men tilgangen er anderledes. Kun sammen kan vi fremme sporten, og det har vi i højere grad for øje, når vi taler din sag. Vi er med spillerne, for sporten. Det er det, du skal mærke, når vi møder dig i klubben, når du kommer forbi kontoret, eller når du taler eller skriver med vores rådgivere.

Når du bruger vores hjemmeside, skulle du også gerne opleve en forandring. Udover at vores univers visuelt har fået et løft, så har vi forsøgt (og er forhåbentlig lykkedes med) at skabe en bedre platform for dig.

Vi har eksempelvis gjort det nemmere for dig at overskue og få adgang til dine medlemsfordele. Og selvom vi fortsat anbefaler dig at ringe ind og få individuel rådgivning, så har vi lavet en række guides, som klæder dig på, når du eksempelvis skal forhandle kontrakt. Og vi tilføjer flere løbende.

Vi er stolte af vores nye identitet. Af vores tidssvarende logo med reference til dem, der har bragt os, hvor vi er i dag. For os er det ikke bare 17 bogstaver og et årstal, og det vil vi arbejde for, at det heller ikke er for dig.

Det er symbolet på vores forening. På spillernes stemme. Fordi respekt for spilleren er respekt for spillet.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.