91: Berggreen på linjen: Træt af Tyskland, men langtfra færdig med udlandet

Han har flyttet ni gange i sit 30-årige liv, så han kender til det der med at pakke ned og ud. Og så har han syv fodboldklubber på sit cv.

»Der er helt bestemt en risiko for, at man bliver lidt rodløs, når man flytter meget rundt. Jeg er superglad for at være vendt hjem til Danmark, og jeg er meget glad for at være i Haderslev. Her hører jeg til. I hvert fald lige nu,« siger Emil Berggreen med et smil på læben.

I Spillerforeningens podcast Spiller til Spiller, der er blevet til i samarbejde med Flytteforretningen Holger Danske, fortæller han om syv år i udlandet med ups and downs. Og om hvor svært det kan være at skaffe sig varige venskaber i udlandet, når man lever en flygtig tilværelse med hyppige klubskifter.

»Intentionerne er der. Men det glider ligesom lidt ud, når man ikke ser hinanden. Det er nemmere herhjemme at få tætte og langvarige relationer,« understreger Emil Berggreen.

Efter kun et halvt år i Hobro skiftede han i 2015 til tysk fodbold og Eintracht Braunschweig. Siden fik han to andre tyske klubber og en hollandsk klub på cv’et. Især oplevelserne i Tyskland har sat sig hos Emil Berggreen.

»Jeg tror, at jeg fik et mindre kulturchok i Tyskland. I Brønshøj og Hobro var der en meget loose kultur. Med fladt hierarki. I Tyskland var der til gengæld et meget markant hierarki, og hvor man skulle tænke over, hvordan man tiltalte dem, der var højere end én selv. Og det var noget, jeg troede, hørte fortiden til. Men det gjorde det ikke. Det var lige syd for grænsen,« fortæller Sønderjyske-angriberen.

Det var én af de ting, der kom til at fylde udenfor banen. Én af de ting, han havde svært ved at kapere i Tyskland.

»Når det gik godt på banen, fyldte det ingenting, men når det gik skidt, og jeg var skadet, kunne det komme til at fylde for meget. Jeg kan huske en af de første dage, hvor jeg var ny i klubben. Da jeg skulle hjem fra træning, sagde jeg »bis morgen, Jungs.« Der sad en gruppe spillere og vores assistenttræner, og så kunne jeg se, at de alle sammen frøs til is, for man må ikke sige »Jungs«, når træneren også sidder der. Det, syntes jeg, var totalt åndssvagt. Jeg skulle ændre på mig selv og den Emil, jeg var. Og Tyskland skulle også ændre sig lidt.«

Netop den form for disciplin havde han det vanskeligt med. Han skulle også tiltale træneren med et »Sie« i stedet for »Du« eller sige »Herr Trainer«.

»Jeg måtte ikke sige hans fornavn, men han hed jo Torsten, ikke. Så det var lidt fjollet,« siger Emil Berggreen, der i dag kan smile lidt over tingene.

Men han var i den grad klar til at komme hjem til Danmark, da muligheden opstod sidste år.

»Men det er ikke sådan, at alt er dårligt i Tyskland, og alt er godt i Danmark. I Danmark kan vi også godt lære lidt af den tyske disciplin. Eksempelvis behøver vi ikke ligge ned på to stole til et taktikmøde eller komme slaskende i klipklapper og med telefonen i hånden, når vi har fællesspisning.«

»Vi skal have større respekt for situationen i Danmark, synes jeg. I hvert fald hvis man gerne vil op på næste niveau,« understreger Emil Berggreen.

Selv om han er færdig med Tyskland, er han langtfra færdig med udlandet. Emil Berggreen kan sagtens finde på at bosætte sig i udlandet engang. For det at være ude giver andre oplevelser og et andet syn på Danmark.

»Det er sundt at prøve at være væk fra Danmark. I Danmark er ikke alt kun godt. Vi kan godt være lidt lukkede herhjemme. Når jeg for eksempel nogle gange tager toget til København, er det svært at falde i snak med nogen. Vi har ligesom nok i os selv. Og hvis det endelig sker, så er det som regel udlændinge, jeg begynder at snakke med. Jeg har spillet sammen med sydamerikanere, som er meget mere åbne og tilgængelige, end vi er,« siger Emil Berggreen i Spillerforeningens podcast, Spiller til Spiller.

’På linjen’ bliver bragt i samarbejde med vores flyttepartner, Holger Danske. Hør samtalen i Spotify, Apple Podcast, eller dér hvor du lytter til podcast.