28

Andreas Skov Olsen er Årets Mandlige Talent 2019

Som 14-årig trak Andreas Skov Olsen stikket. En drilsk skade slukkede fodbolddrømmen, men en operation fik igen sat strøm til angriberen, der har forkælet fodboldelskere med mange flotte mål i 2019. De mange flotte præstationer har fået fodboldkollegerne til at kåre ham til Årets Mandlige Talent. Kåringen sker i samarbejde med magasinet Dossier.

Af Martin Dons

Det bedste år i karrieren. Sådan beskriver Andreas Skov Olsen selv sit 2019. Angriberen kan da også se tilbage på et år, hvor han med sublime mål for FC Nordsjælland for alvor fik slået sit navn fast i Superligaen. Og uden for Danmarks grænser. For efter 2018-19-sæsonen slog italienske Bologna til og sikrede sig den eftertragtede danske bomber.

Men det var ikke kun den italienske traditionsklub, der havde lagt mærke til de mange gode præstationer. For da Skov Olsens danske fodboldkolleger skulle stemme om Årets Mandlige Talent pegede godt en tredjedel af spillerne på ham.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

- Det betyder rigtig meget for mig. Det er en fed pris at få. Det er dejligt, at det er mine kolleger – fodboldspillerne – der har stemt. Det vil jeg bare sige tusind tak for, siger Andreas Skov Olsen, der især hæfter sig ved, at det er andre fodboldspillere, der har stemt.

- Det er rigtig fedt. Det er nogle, der laver det samme som mig. Det er nogle, der har styr på fodbold, siger Skov Olsen, der sætter følgende ord på sit 2019.

- Det bedste i min karriere indtil videre. Helt sikkert. Jeg havde et rigtigt godt år i Superligaen og har også haft et godt år med U21-landsholdet, og så har jeg været så heldig at prøve det her eventyr at komme til udlandet og prøve mig af, så det har været et år, jeg vil huske.

De fede og svære overvejelser

Men det var ikke uden store overvejelser, at han i sommer tog springet til italiensk fodbold.

- Jeg havde rigtig mange overvejelser og tænkte rigtig meget. Jeg er typen, der tænker meget, så det var en rigtig stressende sommerferie for mig. Jeg havde også andre rigtig gode tilbud, så jeg skulle ligesom finde ud af, hvad jeg ville kaste mig ud i, og hvad er der lød mest spændende for mig.

Derfor blev underskriften ikke straks sat på papiret med Bologna-logoet i hjørnet, da han besøgte klubben.

- Jeg ville gerne hjem og tænke, jeg ville ikke bare skrive under, da jeg kom herned til lægetjek, så jeg var hjemme og tænke igen. Jeg havde en masse fordele og ulemper ved forskellige ting. Men jeg fandt flest fordele her og kunne mærke i min mave, efter jeg havde mødt personerne i klubben, at det var noget, jeg rigtig gerne ville prøve.

Fra drengeværelset til Bologna

Med skiftet til Italien betød det ikke kun et nyt land, et nyt sprog og et nyt hjem. Det betød også, at Andreas Skov Olsen for første gang skulle stå på egne ben. Han flyttede direkte fra forældrene i Hillerød til egen lejlighed i Bologna.

- At man ikke engang har boet alene, men går fra mor og far til et nyt land og en ny bolig har selvfølgelig været hårdt. Min mor var hernede den første måned og hjalp mig. Det er blevet bedre, og det vænner man sig til, selv om det var hårdt at være væk fra familien. Men de kommer herned, og man får venner her, så det er okay, siger Andreas Skov Olsen, der også inden for kridtstregerne har oplevet en ny hverdag.

- Jeg vidste godt, at når man kommer ud, så er det som at starte på ny. Det var det også i FC Nordsjælland, der skulle jeg også starte et sted. I FC Nordsjælland var det fedt at skulle kæmpe sig igennem og etablere sig i truppen, og det er også det, jeg prøver nu. Selvfølgelig er det hårdt at gå fra at være sikker på holdkortet derhjemme og en af stjernerne på holdet. Men sådan er fodbold, og jeg trængte til at prøve noget nyt. Man kan ikke bare regne med, man kommer fra Superligaen og er stjernen på et Serie A-hold. Sådan er det ikke. Det er noget, man skal arbejde rigtig hårdt for, og det er jeg i gang med nu, siger Andreas Skov Olsen.

Kåringen af Årets Mandlige Talent 2019 sker i samarbejde med Dossier.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.