103: Jacob Buus om kaos i Belgien, identitet og en tiltrængt opsang

Som knægt løb Jacob Buus ind på Odense Stadion med Steen Nedergaard i hånden. Jacob var maskot, Steen etableret førsteholdsspiller. Mens han stod der i spillertunnellen, helt tæt på idolerne, løb tankerne af med den unge odenseaner, der drømte om selv en dag at løbe på banen for OB’s førstehold.

»Jeg har været OB-fan, siden min far tog mig på stadion, da jeg var fem-seks år gammel. Min familie er glødende OB-fans, jeg var rigtig meget på stadion som barn, og det har altid været en drøm for mig at spille inde på stadion i Odense.«

Drømmen gik i opfyldelse. Efter at have spillet på samtlige ungdomshold kom han igennem det famøse nåleøje og blev en del af seniortruppen i Ådalen.

»Jeg tog til træning, og jeg var glad hver eneste gang, jeg gik ind ad døren, fordi jeg sad i det rigtige omklædningsrum. Det omklædningsrum, der lå til venstre for den bageste barak, som var målet for alle ungdomsspillere i OB, dengang de havde barakker. Jeg var der hver dag, og jeg elskede det.«

Jacob havde knoklet for at komme dertil. Han er den type spiller, der ikke har haft det største talent, men som har arbejdet stenhårdt og dedikeret. »Nærmest manisk«, som han selv beskriver det.

Så da drømmen gik i opfyldelse, pustede han ud. Problemet, som den nu 26-årige AC Horsens-spiller tydeligt kan se i bagklogskabens ulideligt klare lys, var, at det først var dér, det hårde arbejde for alvor skulle begynde.

»Jeg brugte for meget tid på at have fokus på, at jeg nu var professionel fodboldspiller. Jeg spillede inde i OB, se mig, hør mig. Mit ego løb nok lidt af med mig. Og det var ikke særlig sundt, for det fjernede fokus fra det, der egentlig var det vigtigste; at prøve at bryde ind på det hold. Det fejlede jeg fuldstændig i det første år.«

Det var som en spand kold vand lige i ansigtet. Jacob, der altid har værnet om sin arbejdsmoral og professionalisme, fik kritik for at tage for let på livet som professionel fodboldspiller.

Op til slutningen af den første sæson var der snak om, at jeg skulle lejes ud.

»Min assistenttræner på det tidspunkt, John Bredal, siger til mig; »Jacob, du er simpelthen nødt til at tage dig sammen. Hvis du vil det her, så er du nødt til at tage dig sammen.« Han sagde det så direkte.«

»Det er der aldrig nogen, der har sagt til mig. Jeg er altid fået at vide, at man ikke kunne sætte en finger på min arbejdsmoral eller min professionalisme. Og lige pludselig var der én, der gjorde det. Det var nyt for mig, og det var en kold spand vand i hovedet. Det var lige præcis det, der skulle til, for at jeg kunne tage skeen i den anden hånd.«

Jacob fik da også sin superligadebut. En begivenhed, han har det ambivalent med. Han blev pillet ud i pausen, og gæsterne fra AGF løb med sejren, men det var også en milepæl og et af karrierens største øjeblikke.

Hvor om alting er, blev kampen mod AGF en af foreløbigt to optrædener på OB’s førstehold, og den energiske højre back tog et niveaumæssigt skridt i jagten på spilletid.

I jagten på spilletid skiftede Jacob til FC Fredericia, hvor han fra første prøvetræning klikkede med truppen, og hurtigt fandt sig til rette. Derfra tog han skridtet op til AC Horsens, som i hans første sæson i klubben rykkede op i Superligaen. Selvom ’Den Gule Fare’ hurtigt rykkede ned igen, oplevede Jacob individuel succes. Og præstationerne tiltrak opmærksomhed fra udlandet.

Den belgiske klub Wassland-Beveren, der siden har skiftet navn til SK Beveren, købte i sommeren ’21 danskeren.

»De var lige blevet opkøbt af nogle nye ejere og satsede stort,« husker Jacob, der selv købte ind på trænerens idéer.

Allerede tre måneder senere forlod sportsdirektøren, der havde hentet Jacob, klubben og projektet, og det blev startskuddet på en kaotisk tid.

Efter et halvt år blev træneren fyret, og halvdelen af truppen blev skiftet ud. Men holdet underpræsterede fortsat. Og et år efter, Jacob var kommet til klubben, ringende telefonen.

»Jeg skulle pakke mine ting og forlade klubben. Jeg ville aldrig komme til at spille igen,« lød det fra ejeren i den anden ende af røret.

Han var på vej i lufthavnen. Flybilletten var booket. Agenten havde fundet en ny klub, og Jacob var klar til at prøve noget nyt. Tasken var pakket, det samme var flyttekasserne, og vognen, der skulle køre ham til lufthavnen, var bestilt.

Men lige inden, han skulle hentes, ringede telefonen. »De har trukket sig,« fortalte agenten. Få timer senere lukkede transfervinduet, og Jacob kiggede ind i minimum et halvt år i en fodboldklub, hvor han var uønsket.

En tid, han selv definerer som »en svæven i ingenmandsland.«

»Det var megahårdt mentalt. Hele din identitet som fodboldspiller ligger i, at man spiller. Og når jeg nu ikke engang var tæt på, så nåede jeg også at tænke; »hvem fanden er jeg så?« »Når jeg ikke er fodboldspilleren, hvem er jeg så?« Når mine venner og min familie spurgte; »Hvorfor spiller du ikke?« »Hvordan går det dernede?« Jeg fik næsten angst, når jeg skulle snakke om det.«

»På en måde var det flovt, på en måde var det pinligt. Det var frustrerende at skulle sige, at det ikke gik særlig godt, at jeg ikke spillede, og at jeg ikke vidste, hvorfor jeg ikke spillede.«

Han mødte troligt op i klubben, gjorde sin ting og kørte tilbage til lejligheden. En lejlighed, han delte med Jóan Símun Edmundsson, der gennemgik noget tilsvarende. Alligevel talte de ikke sammen om det.

»Jeg lå bare inde på mit værelse. Med lukket dør. Og hvis han kom hjem, mens jeg sad ude i stuen, gik han ind på sit værelse. Han bøvlede lidt med det samme.«

Jacob beskriver sin tilstand som »ensom«. Faktisk husker han tiden som »enormt ensom.« Tiden stod stille, mens han på sociale medier så, hvad han gik glip af.

»De værste dage var, når jeg lå inde på mit lille værelse og så, at mine venner var sammen hjemme i Odense, og jeg ikke var med. Jeg lå bare og tænkte; »Hvad fanden er det, jeg laver med mit liv? Hvad laver jeg her? Det er ikke fedt, det her. Det er ikke det værd.««

Det var et langt halvt år i Belgien. Afslutningen på det blev en retur til AC Horsens i januar ’23, hvor Jacob har kæmpet sig ind i på holdet og været fast mand siden sin retur.

For at fylde tilværelsen med andet end fodbold, og for at omverdenen skulle se anderledes på ham, begyndte Jacob gennem 4player, vores karriere- og rådgivningsenhed, at studere. Det har både givet ham noget på og uden for banen.

»Jeg var træt af at sidde til familiesammenkomster eller med venner og føle, at det eneste, jeg kunne bidrage med, var; »Hvem spiller I imod i weekenden?« »Hvordan går det til træning?« Jeg har sgu også andet at byde på end bare det.«

Hør ham uddybe det i #103 af ’Spiller til Spiller’. Du kan lytte i Apple Podcast, Spotify, eller der hvor du lytter til dine podcast.