43: Hun troede, det var en fejl – fire år senere var landsholdsspiller optaget på Harvard

Til sommer kommer hun til at træde i fodsporene på personligheder som Barack Obama, Amanda Gorman og Mark Zuckerberg. For hvis alt ellers går efter planen, starter Josefine Hasbo sit nye liv på Harvard University til august.

- Det var ikke noget, jeg, da jeg var 14, havde tænkt, skulle være en vej efter gymnasiet, siger Josefine Hasbo i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.

Men det var allerede, da hun var 14 år – tilbage i 2015 – at optagelsesprocessen tog sin begyndelse. Her blev landsholdsspilleren spottet af en scout under en turnering i Dallas, og et par dage efter, hun var kommet hjem, tikkede der en mail ind i indbakken.

»Det må være spam«, argumenterede hendes mor. Men efter lidt research besluttede den daværende BSF-spiller sig alligevel for at besvare mailen. Det var trods alt Harvard University. Og det markerede altså starten på en optagelsesproces, der først sluttede i 2019 – fire år efter, den var begyndt.

En proces, der blandt andet involverede flere månedlige Skype-samtaler, besøg på campus og 200 timers forberedelse til SAT-testen.

For Josefine Hasbo var det kombinationen af både fodbold og uddannelse på højeste niveau, der var afgørende for hendes valg.

- Jeg synes, at man gennem uddannelse giver udtryk for, at man er interesseret i verden omkring sig. Og det giver en mulighed for at indgå i flere forskellige relationer, som ikke er betinget af ens sport.

- De her colleges tilbyder et rimelig ideelt program for både atleten og den akademiske person, så man på sin vis har to veje at gå. Det kan jeg ret godt lide, for jeg synes ofte, at uddannelsen komplementerer sin sport, og jeg vidste, at det var det, Harvard blandt andet kunne tilbyde, forklarer hun i udsendelsen.

Lad os være ærlige: Det er de færreste, der kan relatere til at blive optaget på Harvard University – og så endda, mens man har en professionel fodboldkarriere, gennemgår transitionen fra ungdoms- til seniorspiller og i øvrigt gennemfører en gymnasial uddannelse med et snit på 11,5.

Men når der alligevel er andet end benovelse og fascination at hente i den her historie, skyldes det, at uddannelse – selv på gymnasialt niveau – har givet Josefine Hasbo noget. Og det har også givet hendes fodbold noget.

- For mig er begge elementer – både at have en uddannelse og at være atlet – noget, jeg synes, er utrolig vigtigt. Det gør måske én til et mere helt menneske, fordi man føler værdi som individ og som fodboldspiller.

- Jeg oplever en sammenhæng mellem det, at man kan være disciplineret i et område af sit liv, som ofte stemmer overens i en anden del af sit liv. Det er det ene; at man lærer nogle skills i forhold til at være pligtopfyldende og lave sine ting. Den anden del er, at der er noget mentalt i, at man har et område eller en del af sit liv, hvor man kan flytte sit fokus hen, hvis det andet ikke går godt.

- Så hvis man på fodboldbanen har haft en dårlig træning, så er det utrolig, utrolig svært at lægge det fra sig, hvis man har lavet en åndssvag fejl, eller det ikke lige er gået, som det skulle. På den måde komplimenterer det hinanden. Det har det i hvert fald gjort for mig.

For Josefine Hasbo har døgnet vitterligt haft for få timer. Og det har været en præmis, at hun ikke har kunnet fokusere 100 procent på både uddannelse og fodbold.

- Man skal ikke underkende værdien af, at man ikke kan køre 100 procent på fodbolddelen og 100 procent på uddannelsesdelen. Det er desværre ikke muligt. Men hvis man prøver at indrette sin hverdag, så man har nogle åndehuller, hvor man kobler af, så det ene ikke bare tager det andet. Men jeg tror på, at fodbolden, hvis man uddannelsesmæssigt er brugt op, så bliver et legende frirum, understreger hun.

Åndehullerne i Josefine Hasbos hverdag har hun umiddelbart skullet lede længe efter. En typisk dag startede med undervisning på Rungsted Gymnasium. Herfra skyndte hun sig hjem for at smøre en madpakke, inden hun tog bussen til Brøndby for at træne.

Transporttiden til træning blev som oftest brugt på lektier, og det gjorde transporttiden fra træning også. Når hun kom hjem, stod den på aftensmad efterfulgt at enten flere lektier, tid til vennerne eller forberedelse til at bestå SAT-prøven, der skulle sikre hende adgang til Harvard. Eller simpelthen at koble af.

- Min hverdag har været i rimelig højt tempo, konstaterer Josefine Hasbo, der dog understreger, at det har været hendes eget valg, og at hun har været glad for det.

- Det er total struktur og planlægning, der har været afgørende elementer for, at tingene har kunnet lykkes. Men det jo dejligt, at det så har virket. Det er et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre, fastslår hun med henvisning til spørgsmålet om, hvorvidt man kan kombinere professionel fodbold med tidskrævende uddannelser.

Men efter et par hektiske år planlægger hun at tage det hele lidt mere som det kommer de kommende år. Men. For der er et men.

- Men jeg har da et ønske og et mål om, at jeg efter mine studier på Harvard forhåbentlig har talent til at blive professionel i en af de ligaer, der boomer derudaf – måske i den engelske – og eventuelt fortsat at kunne kombinere nogle projekter, som ikke er betinget af sin sport ved siden af.

- Men det er vigtigt at ens mindset er forholdsvist åbent, for det gør, at man hele tiden dykker ned i flere forskellige interesser. Og så handler det om at gribe mulighederne undervejs, når de forhåbentlig opstår, slutter hun.

Interviewet med Josefine Hasbo er en del af vores store uddannelsestema. I udsendelsen, der er at finde i Apple Podcast, på Spotify, SoundCloud og andre podcastapps, kan du også få svar på:

• Hvordan Josefine Hasbo skelner mellem identiteterne ’Josefine’ og ’fodboldspiller Hasbo’
• Hvordan hun håndterede at klare gymnasiet, blive seniorspiller, få debut på landsholdet og blive optaget på Harvard på samme tid
• Hvad hun forventer sig af det sportslige setup på Harvard University
• Og hvad der var størst af at få debut på det danske Kvindelandshold og at blive optaget på et af verdens bedste universiteter