Kaffemøde i Algarve blev starten på drømmeskiftet for Nicoline

Tryghed. Glæde. Udvikling.

Det er de tre ord, der går igen, når Nicoline Sørensen skal sætte ord på sit skifte til Everton FC, der netop er blevet offentliggjort. Det var de tre kriterier, der skulle være opfyldt, før hun overhovedet ville overveje et skifte væk fra Brøndby IF.

Ellers ville den 22-årige landsholdsspiller uden tøven takke nej til et hvilket som helst tilbud – også selvom de udenlandske klubber kan synes lysår foran klubberne i Kvindeligaen målt på økonomi, sportsligt setup og niveau.

- Absolut. Det havde jeg ikke været et sekund i tvivl om. Mavefornemmelsen skulle være der, og følelsen, af at det var helt rigtigt, skulle være der. Var den ikke det på de forskellige parametre, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg så ville takke nej, fastslår Nicoline Sørensen.

Og det siger altså ikke så lidt. For det er ikke som i herrefodbold, hvor du sagtens kan tjene godt og leve en professionel tilværelse i et godt setup i Danmark. På kvindesiden er forskellene enorme.

Løn, faciliteter, niveau, forventningspres. Alt bliver anderledes, når Nicoline Sørensen på mandag har første arbejdsdag i Everton FC. Det er en helt anden verden, der åbner sig for hende. Men altså også en verden, som hun, med ro i sindet, var villig til at lukke døren til, hvis det ikke var det helt rigtige match.

- Det havde jeg på ingen måde haft et problem med. Så var jeg bare blevet i Brøndby, for der havde – og har – jeg det helt vildt godt. Det var kun, fordi jeg fik den her mulighed, at jeg følte, jeg blev nødt til at slå til. Og var det rigtige tilbud aldrig kommet, så var jeg blevet der for altid. Jeg skulle ikke ud for enhver pris.

For at forstå Nicoline Sørensens stålsathed skal vi spole tiden tilbage 2017/2018-sæsonen. For trods sin unge alder har hun prøvet at være i udlandet under de forkerte forudsætninger.

- Sidst, jeg tog ud, fandt jeg ud af, at man godt kan få nogen på hovedet, og det har jeg ikke lyst til at opleve en gang til, siger Nicoline Sørensen med henvisning til opholdet i Linköpings FC, der ramte hende hårdt mentalt.

Skiftet virkede ellers – som hun i et interview med Spillerforeningen tidligere har fortalt – som det rette. I hvert fald sportsligt. Men Nicoline Sørensen skal fungere uden for banen, for at hun kan fungere på banen. Og det var langt fra tilfældet i Sverige, hvor hun følte sig ensom.

- Tiden i Sverige og oplevelsen i Sverige har gjort, at uanset hvad, så er jeg ikke klar til at risikere alt en gang til, hvis det ikke føles 100 procent rigtigt. For den måde, jeg havde det på i Sverige, skal jeg aldrig nogensinde opleve igen.

- Jeg har været ude og har fået én på trynen, og det skal jeg bare ikke en gang til. Så det har været enormt vigtigt for mig, at historien ikke skulle gentage sig.

Og det bringer os tilbage til nutiden og til transferen til Everton FC. Nicoline Sørensen kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men hun føler, at hun har gjort alt, hvad der står i hendes magt for at sikre, at skiftet bliver en succes.

Mavefornemmelsen er i hvert fald rigtig. Og det har den været, lige siden hun første gang mødte Everton-manager Willie Kirk til en uforpligtigende kop kaffe under Algarve Cup i starten af marts.

- Jeg havde en sindssyg god snak med ham, og det fungerede vildt godt. Den måde, han så tingene på, og den måde han kendte til mig. Han havde kigget på mig det sidste års tid, så han kendte mig virkelig godt.

- Jeg følte mig tryg fra første sekund, og tryghed er noget af det, som er rigtig vigtigt for mig. Han havde brug for mig og mine kvaliteter – ikke bare en kant eller en angriber, og så var det fint nok, at det var mig. Han havde brug for lige præcis mig og lige præcis mine kvaliteter, og det er noget af det, der har været allervigtigst for mig, når jeg skulle ud igen. At det ikke bare var en eller anden, han lige skulle bruge, som kunne et eller andet. Det var mig, han havde brug for.

- Følelsen af, at de rigtig gerne vil have mig, betyder rigtig meget. Og det kan jeg kun sige qua mit Sverige-eventyr, og der har det været vigtigt ikke at gentage det, jeg oplevede der.

Forhandlingerne begyndte umiddelbart efter Algarve Cup, og den 31. marts 2020 var parterne enige om en aftale. Nicoline Sørensen manglede bare at sætte sin underskrift. Og så satte corona det meste af verden på pause – inklusive landsholdsspillerens drømmeskifte.

- Og så skete der bare ingenting i næsten to måneder på grund af corona. Det var enorm lang tid, jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt.

- Det var så mærkeligt at leve i den der uvished. For man var lidt på vej afsted uden at være det. Jeg anede ikke, hvornår der ville ske noget, og det gjorde Everton heller ikke. Heldigvis havde jeg en god mavefornemmelse, og der var ingen grund til at smide det i vasken, for vi var jo enige. Så jeg var ikke så bange for, at det ikke skulle gå igennem. Og så alligevel lidt. Jo mere tid, der gik, jo større blev uvisheden.

Det var ikke kun Nicoline Sørensen selv, der levede i uvished. Det gjorde kæresten, Christian, også. For han skal med til Liverpool. Det handler igen om tryghed og har været helt afgørende for at transferen blev en realitet.

- Så den dag, jeg fik kontrakten, var en sejrsdag herhjemme. Det var det sgu, griner Nicoline Sørensen.

Det var stort for Nicoline Sørensen at sætte sin underskrift på kontrakten. Men hun gjorde det ikke uden at rådføre sig med Spillerforeningens chefsjurist.

- Mine forældre har altid lært mig, at det er en stor ting at sætte sin underskrift på noget. Det er bindende. Så man skal lige være sikker på, hvad man skriver under på, inden man gør det. Så for mig har det været sindssygt godt at finde ud af, hvad jeg præcist skriver under på, siger Nicoline Sørensen, der af samme årsag ringende til Anne Jakobsen, der er Spillerforeningens chefjurist.

- Det er rimelig stort at skulle underskrive sådan en kontrakt. Det er rimelig seriøst, og jeg er bevidst om, at man ikke bare skrive under på en kontrakt. Så Anne har hjulpet mig rigtig meget, og det har jeg virkelig været glad for.

- Jeg har fået rådgivning om de der kringlede, kontraktuelle ting, som jeg måske ikke helt forstod, men som Anne kunne dechifrere. Så det har været super fedt at have Anne inde over. Og trygt.

Kontrakten blev dechifreret, justeret og underskrevet. Nu mangler Nicoline Sørensen bare at pakke de sidste ting, inden hun efter planen forlader Kastrup Lufthavn kl. 15:10 med kursen mod England.

- Vi skal kun pakke tøj. Vi har lejet en møbleret lejlighed derovre, så det føles lidt som om man pakker, som om man skal på ferie. Det skal man bare ikke.

For nu er det stadigvæk ’derovre’. Men når først Nicoline Sørensen i løbet af eftermiddagen eller aftenen ankommer til Liverpool, er det hendes nye hjem. En ny virkelighed, der består af et topprofessionelt setup, hvor staben tæller 12 ansatte, og hvor konkurrencen i ligaen er stor. Særligt for Everton, der tilhører laget lige under de bedste engelske klubber.

- Jeg har en forventning om, at jeg kommer til at udvikle mig helt vildt i det miljø, fordi jeg kan forfine små facetter af mit spil, fordi træningen bliver mere detaljeorienteret. Og så kommer jeg til at spille mod og med nogle spillere, der er vanvittigt dygtige.

- Det har været vigtigt for mig at komme ind i en klub, hvor jeg kan få en større rolle – og ikke en af topklubberne, hvor jeg måske skulle sidde meget på bænken. Jeg vil spille, og det, tror jeg, bliver sindssygt godt for min udvikling.

- Jeg glæder mig til de tætte, fede kampe, hvor alt er på spil. Det er jo de kampe, man vokser af.