16: Den total nedsmeltning førte til exit

Det var aftenen før, han skulle præsenteres i sin nye klub. I kontraktforhandlingerne havde han presset modparten så meget, at det, de i forhandlingerne var nået frem til, var endt med at blive karrierens bedste kontrakttilbud. Nu manglede den bare Jonas Jensens underskrift, der altså skulle sættes dagen efter.

Den tidligere EfB-målmand burde være lykkelig. Men det var han ikke. Snarere tværtimod. Den aften fandt Jonas Jensen aldrig ro. I stedet tilbragte han den på badeværelsesgulvet med konen, hvor alle sandhederne kom frem.

- Dagen nåede nu sin afslutning, og i morgen skulle jeg tiltræde i den nye klub. Jeg gik i seng ved midnatstid, men fandt aldrig ro. Efter endeløse forsøg på at falde i søvn, fandt jeg mig selv klokken to om natten siddende på badeværelsesgulvet i fosterstilling, midt i noget der kunne ligne et psykotisk anfald med koldsved yderst og frygt inderst. Det har vel været en blanding af angst og stress, som jeg sad i der på badeværelsesgulvet. Jeg sad og var bange for alt, man kan forestille sig. Bange for køreturen til den nye klub. Bange for mødet med den nye træner og bange for, hvordan jeg skulle lyve overfor ham i forhold til min fysisk. Bange for mit helbred. Bange for ikke at lykkes. Bange for hvad der skulle ske, når jeg sluttede karrieren. Alt bekymrede jeg mig om, og alt var jeg bange for, skriver Jonas Jensen i den hudløst ærlige beretning til Spillernes Stemme

- En sådan tilstand håber jeg for ingen fodboldspillere eller mennesker, at de nogensinde skal gennemgå. Hvorfor jeg havde det sådan, det er rigtig svært for mig at svare præcist på. Men det har sikkert noget at gøre med, at jeg ikke har været ærlig omkring min situation, og om hvordan jeg har haft det med de forpligtelser, jeg ikke følte, jeg kunne leve op til.

- Efter jeg havde siddet der på badeværelsesgulvet i nogle timer, vækkede jeg min kone. Jeg vækkede hende, fordi jeg desperat havde brug for én at snakke med, som jeg kunne betro mig til. Jeg havde brug for at fortælle alt – og være ærlig. Med hende fik jeg snakket ud om tingene. Jeg fortalte hende, at jeg følte, at jeg handlede i ond tro, fordi jeg skulle til at underskrive en kontrakt på falske forudsætninger. Jeg fortalte hende om, hvordan jeg følte mig uærlig, og om hvordan jeg ikke kunne genkende mig selv i alt det her. Jeg fortalte hende om alle mine bekymringer. Det var meget ydmygende for mig. Dels fordi en sådan reaktion ikke passer ind i mit billede af den macho-branche, som elitefodbold kan være. Dels fordi jeg nu faktisk var i gang med det, som jeg ikke kunne overskue: At forholde mig til min egen uærlighed.