7

Artikel7.1.2012

William Kvist Årets Fodboldspiller 2011

Fodboldspillerne har valgt William Kvist til Årets Fodboldspiller 2011. Det er andet år i træk, at en stolt William Kvist modtager den mest prestigefulde pris herhjemme.

Af Spillerforeningen

Fodboldspillerne har valgt William Kvist til Årets Fodboldspiller 2011. Det er andet år i træk, at en stolt William Kvist modtager den mest prestigefulde pris herhjemme.

I kamp med Christian Eriksen, Andreas Bjelland, Dennis Rommedahl og Niki Zimling har William Kvist modtaget prisen som Årets Fodboldspiller og det endda for andet år i træk. Prisen uddeles på baggrund af stemmer fra fodboldspillerne i Danmark og danske udlandsprofessionelle.

Hvor prisen sidste år hovedsageligt blev uddelt på baggrund af midtbanegeneralens indsats i FC København, er årets pris et udtryk for, at William Kvist også er slået igennem på midtbanen i VfB Stuttgart.

- Første gang var det en helt speciel fornemmelse at blive kåret som Årets Fodboldspiller af mine modspillere. Men denne gang er det mindst en lige så god fornemmelse. For det viser, at de ting, jeg gjorde så godt i FCK, også fungerer for mig nu i Stuttgart. Jeg synes bare, at jeg har lagt et ekstra lag på. Og det er i virkeligheden det, der er min plan. Jeg vil gerne år for år forbedre mig, og det synes jeg faktisk er lykkedes indtil videre i min karriere. Derfor er jeg meget, meget stolt over at modtage prisen endnu engang. Det er jo den flotteste pris, en dansk fodboldspiller kan modtage, siger William Kvist.

Den tidligere FCK-anfører skiftede i sommer Superligaen ud med Bundesligaen. Og i Stuttgart har han hurtigt fået en nøglerolle som den klassiske 6’er på sydtyskernes midtbane. Han er blevet manden i maskinrummet.

- Min lidenskab for fodbold ligger på den centrale midtbane. Jeg har altid vidst, at det skulle være min plads. Også selv dengang jeg fik stillet pladsen som højre back i udsigt på landsholdet. Jeg var aldrig for alvor fristet af pladsen. Jeg var relativ afklaret med, at jeg ikke skulle være højre back. Så hellere gå glip af en række landskampe, og det har jeg måske også gjort. Men jeg er i dag glad for, at jeg turde tænke langsigtet. Heldigvis gav jeg ikke køb på min lidenskab. Det er 6’er-rollen, der er den rigtige for mig, understreger William Kvist.

Næste store mål for William Kvist er EM til sommer.

- EM står som en stor oplevelse og en stor ting i mit fodboldliv. VM var for mig en super oplevelse, også selv om jeg ikke spillede så meget. Men bare det at træne med så gode spillere i så mange uger var en helt særlig oplevelse. Nu glæder jeg mig til EM, og jeg håber, jeg bliver en central figur på det danske landshold, lyder det fra Årets Fodboldspiller 2011 i Danmark.

Facts: William Kvist
Klubber i 2011: FC København/VfB Stuttgart
Fødselsdato: 24-02-1985
Position: Central midtbane
Klubkampe i 2011: 34
A-landskampe i 2011: 6

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.