99: Oliver Provstgaard om korsbåndsskade, transition og gennembrud

»Jeg er ikke helt sikker på, om jeg ville have været den foruden.«

Sådan siger 20-årige Oliver Provstgaard, da han i ’Spiller til Spiller’ forholder sig til sin korsbåndsskade.

Korsbåndet sprang tre år tidligere. Det skete i en U19-kamp mod F.C. København på kunstgræsset på VB Parken i Vejle. Oliver, der på det tidspunkt var 17 år, stod på vippen til at træde ind i førsteholdstruppen i Vejle Boldklub.

Men én forkert bevægelse sendte ham på sidelinjen i lige knap et år.

»Dagene efter er nogle af de værste i mit liv. Det tog rigtig hårdt på mig,« fortæller han i vores podcast.

Når den venstrebenede stopper alligevel ikke er sikker på, om han ville have været skaden foruden, skyldes det, at han kom stærkere tilbage.

»Selvom det var et år uden fodbold, så har skadesperioden givet mig meget fysisk og mentalt. Jeg har lært meget om mig selv.«

»Førhen kunne jeg godt blive nervøs inden en kamp. Man tænker tit, at fodbold nærmest er liv eller død, fordi det er en meget sort/hvid verden – især, når man bliver professionel. Men da jeg kom tilbage fra min skade, fandt jeg også ud af, hvorfor jeg spiller fodbold. Og det er, fordi jeg elsker det.«

»Jeg har arbejdet meget med det mentale. At holde selvtilliden oppe og altid gå på banen med et smil. Hvis man går ind til en superligakamp, hvor man er nervøs og bange for at lave fejl, så ender det ikke godt. Så er det bedre at gå på banen med et smil og glæde sig til kampen. Det er jeg blevet bedre til.«

Springet fra ungdoms- til seniorfodbold »er nok det største spring« i løbet af en fodboldkarriere, som Oliver betoner. Det var det i hvert fald for ham. Han gik fra at være toneangivende på et hold bestående af jævnaldrende venner til at være bagest i køen i konkurrencen om pladserne mod voksne mænd i et internationalt omklædningsrum.

En stor fysisk og mental omvæltning. Men allerede ved den første træning trak den erfarne, spanske stopper Raúl Albentosa unge Oliver til siden.

»Han forberedte mig på, hvad der kunne ske. »Det kan godt være, du får nogle dårlige kampe eller dårlige træninger, men du kan altid komme til mig, og du kan altid blive en bedre fodboldspiller af de fejl, du laver.« Det gjorde virkelig indtryk på mig,« fortæller U21-landsholdsspilleren.

»Det betød meget og gav mig et boost. Han har lært mig utrolig meget.«

»Jeg tager imod de råd, han giver mig, men det går også den anden vej. Vores forhold er blevet lidt mere modent. Der er nok lidt flere diskussioner nu, end der var dengang, men det er kun positivt, at vi giver lidt til hinanden,« fortæller Oliver om makkerskabet med 35-årige Raúl Albentosa.

Den trup, Oliver i sin tid blev indlemmet i, og den, han i dag er en vigtig del af, har et internationalt snit. Bagkæden tæller foruden danske Oliver spanske Raúl Albetonsa og kroatiske Denis Kolinger. Bag dem står Nathan Trott, der født i Bermuda.

Holdkortet tæller også iranske Saeid Etzatolahi, gambiske Hamza Barry, russiske German Onugkha og Yeni N'Gbakoto fra Den demokratiske republik Congo. Og sådan kunne man blive ved.

Det internationale omklædningsrum gjorde ikke springet mindre. Men måske gør det et kommende spring mindre.

»Jeg har ambitioner om at spille i udlandet, så jeg ser det kun som en positiv ting, at jeg lige nu er i Vejle, hvor man nærmest får en smag af det. At kunne med forskellige nationaliteter og lære forskellige nationaliteter og deres kulturer at kende gavner mig kun som person.«

»Jeg lærer mere af at være sammen med 15 nationaliteter end at være sammen med 20 danskere.«

Han er kun 20 år. Men han er på kort tid blevet en bærende profil i Nørreskoven. Eksperterne fremhæver ham i op- og nedtakter, og klubkoryfæet og talentchef i VB, Steen Tychosen, kan ikke huske at have »haft et større forsvarstalent end Provstgaard« og sammenligner ham med Alexander Scholz, der tog samme vej fra akademiet til førsteholdet.

»Det er selvfølgelig lidt svært at blive udnævnt som det næste, store salg eller få at vide; »du skal da spille på landsholdet« eller »du skal da spille i udlandet, hvad laver du i Vejle?« Det er noget, jeg skal vænne mig til.«

»Jeg har haft mange gode snakke med træneren om, at hvis man ikke fokuserer på, hvor man er lige nu, kommer man heller ikke derhen, man gerne vil. Så hvis min hjerne allerede er et andet sted og i en anden klub, så kommer jeg ikke derhen.«

Direkte adspurgt er drømmen dog klar.

»Min ambition er at spille i en top-5-liga. Og hvis vi snakker 10 år frem… hvis jeg kan spille i Premier League, er dét det allerstørste,« fortæller U21-landsholdsspilleren, der også gerne repræsenterer Danmark på Herrelandsholdet.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke nogle gange ligger i min seng og drømmer om at spille for A-landsholdet og få min debut der. Det er det helt store mål. Hvis man gør det, så føler jeg, at min drøm om at være fodboldspiller er opfyldt.«

Du finder ’Spiller til Spiller’ i Apple Podcast, Spotify eller din foretrukne podcastapp.