107: Nicoline Sørensen og Luna Gevitz om karrierestop, aktivisme og fremtiden

»Du har været aktivist, bare fordi du har været kvindelig fodboldspiller.«

Sådan siger 29-årige Luna Gevitz. Den nu tidligere professionelle fodboldspiller, der med sit karrierestop har vinket farvel til kontrakten i Montpellier HSC og udtagelserne til landsholdet, kan se tilbage på en epokegørende tid, hvor kvindefodbolden har været i »ekspotentiel vækst«. En udvikling, der i høj grad har været spillerbåret.

»Hver eneste skridt, vi har taget, er noget, som nogen har kæmpet for sammen. Det har været en vild proces at være en del af,« siger Luna i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

»Der var ikke nogen andre, der rykkede. Det gjorde du selv som spiller. Skubbede på for at få bedre faciliteter, spille på en bedre bane, og få lidt økonomi så du kunne arbejde mindre ved siden af. Det blev du nødt til, for der var ikke andre, der rykkede på det.«

»Sådan har det været med alle de kampe, der er blevet taget gennem historien. Det er, fordi vi har turdet gøre det og er gået sammen som hold og som spillere for alle de andre, der kommer efter os,« fastslår Luna, som står noteret for 25 landskampe.

Samme udvikling har 26-årige Nicoline Sørensen været en del af. Hun hæfter sig særligt ved synet på kvindefodbold, som har ændret sig markant, fra hun første gang trådte sine støvler i barndomsklubben Måløv BK.

»Vi sætter helt vildt stor pris på, hvad der er sket, fordi vi ved, hvad det er kommet fra, da vi startede, til hvor det er nu. Det, jeg synes er helt vildt fedt, er den anerkendelse, kvindefodbolden får rigtig mange steder rundt omkring i Europa,« siger Nicoline i udsendelsen.

Som udenlandsprofessionel, hvor kvindefodbolden de seneste år har gennemgået en professionalisering, har hun oplevet en anden side af tilværelsen som kvindelig fodboldspiller.

»Da vi spillede i Danmark, blev vi ofte mødt af »kvinder kan ikke spille fodbold«. Det var naturligt, at det var holdningen til kvindefodbold. Nu er der sket så meget med kvindefodbold. Jeg har spillet i England i 3,5 år, hvor det er sindssygt anerkendt at spille kvindefodbold.«

»Der er sket så meget med synet på at spille fodbold, når man er en kvinde. Det, synes jeg, har været sindssygt fedt at være en del af,« siger Nicoline, der spillede sine sidste sæsoner i FA Women's Super League for Everton.

Den engelske liga, hvor flere af Danmarks bedste fodboldspillere enten er eller har været på kontrakt, har de investeret massivt i at løfte spillernes vilkår. Det har tiltrukket de bedste spillere, som sammen med klubberne skaber et fremragende produkt.

»Det er en del år siden, de lagde en kæmpe investering i kvindefodbold med en ambition om at få en af de bedste ligaer i verdenen. Og de er der bare nu. Kvinderne kan stort set udsælge de store ”herre-stadions” til ligakampe. Og landsholdet har udsolgt med 90.000 tilskuere på Wembley. Det er et sindssygt populært produkt, og interessen er kun stigende,« siger Nicoline.

»Det er en helt vildt attraktiv vare og et attraktivt produkt, men man skal også investere og gøre det attraktivt, før det bliver det. Det er dér, hvor jeg håber, at man i Danmark investerer i højere grad og kan se værdien i investeringen, fordi det forhåbentlig også betaler sig på et tidspunkt,« uddyber den tidligere Everton-spiller, der også har spillet for Ballerup-Skovlunde Fodbold, FC Rosengård, Brøndby IF og Linköpings FC.

Hun får opbakning fra Luna, der i BK Häcken oplevede den såkaldte ’one club mentality’, der ses i flere og flere klubber.

»Der er ikke nogen kvindelige fodboldspillere her. Der er bare fodboldspillere. Vi delte ligeligt. Vi skiftedes til at få de bedste træningstider, vi delte stadion, sponsorater, styrkelokale, kantine og så videre. Hele den respekt for kvindefodbold breder sig ud i organisationen, og det breder sig til fansene af klubben,« siger Luna, der spillede halvandet år i BK Häcken fra 2021-2022.

»Man kunne mærke, respekten var der gennem alle etaper af organisationen. Det kunne man også mærke, når man gik igennem byen. Det er jo ikke, fordi vi lige pludselig var blevet ti gange bedre til fodbold, det var stadig det samme, vi gjorde. Der var bare et andet syn på det. Det halser man bagefter med i Danmark, men hvor man virkelig har fået fat i det (andre steder, red.), specielt i England.«

Stina Lykke og Mie Leth Jans har begge fortalt, hvordan de drømte om at spille på Herrelandsholdet som barn, fordi de ikke vidste, andet var muligt. Den fortælling skriver både Luna og Nicoline Sørensen sig ind.

»Der var jo ikke nogen idoler dengang,« som Luna fastslår.

»Jeg vidste ikke, man kunne være kvindelig professionel fodboldspiller. Men det håber jeg, at mange af de små piger ved og tør drømme om nu, fordi de kan se, at man kan være det,« som Nicoline Sørensen, der står noteret for 54 landskampe, tilføjer.

En del har ændret sig i årenes løb. Og hvis de små piger i dag drømmer om at spille på kvindelandsholdet, er det takket være spillere som Stina, Mie, Nicoline og Luna, der alle er blevet de forbilleder, de selv manglede.

»Det er helt andre drømme, man kan have, når man starter til fodbold i dag, end dem jeg havde,« siger Luna i udsendelsen.

Med tanke på, hvordan både Luna og Nicoline har gennemlevet og ikke mindst påvirket udviklingen af den sport, de begge elsker så højt, tordner ét spørgsmål sig op: Hvorfor indstille karrieren nu?

For Nicoline startede det med en korsbåndsskade i efteråret 2021. I de 435 dage, der gik, før hun var tilbage på banen, fik hun »et nyt perspektiv« på sin fodboldkarriere.

»Min motivation ændrede sig. Jeg nød overhovedet ikke at spille fodbold mere. Jeg havde ikke lysten, jeg havde ikke drivet, til at blive ved med at drive mig selv til det niveau, det kræver. Det kræver meget at være professionel fodboldspiller, og der er ikke nogen dage, hvor du ikke kan yde dit ypperste.«

For Luna, der boede og spillede i Frankrig, var der »mange forskellige aspekter i det.« Men overordnet handler det for hende om et tilvalg af »et andet liv.«

»Det er ikke fodbolden, jeg ikke kan lide længere. For mig er det den professionelle hverdag, som ikke er mig længere. Man har så mange ofre som professionel fodboldspiller, så mange kompromisser i forhold til alt muligt andet, livet byder på. Og det har været det hele værd. Jeg har levet af min passion, og jeg har virkelig udlevet den, og det er så fantastisk at få lov til. Men for mig var der mange ting, jeg savnede at kunne gøre.«

De understreger begge vigtigheden af selv at tage beslutningen og ikke mindst at slutte på toppen. Ingen af dem kunne fortsætte karrieren uden fuld dedikation.

»Ting er sjovest, når man gør det 100 procent, og man giver sig 100 procent hen til det, man laver. Så er det fedest, og man bliver bedst. Det er svært ikke at investere meget i en professionel fodboldkarriere, fordi så snart du ikke er 100 procent til stede eller motiveret, så falder niveauet bare, og du bliver valgt fra,« siger Luna.

I Danmark har de oplevet den manglende respekt for kvindefodbold, spillet på de dårlige baner, og knoklet ved siden af fodbolden for at kunne betale regningerne.

Men gennem deres ophold i udenlandske klub har de begge også fået en smag for, hvad professionel fodbold også kan være. Gode faciliteter, gode baner, god økonomi. Alt det, mange nok per automatik forbinder med professionel fodbold.

En ting er dog forholdene i ligaerne i Frankrig og England, hvor Luna og Nicoline henholdsvis sluttede deres karrierer. Den danske liga er noget andet. Her efterlader forholdene sig fortsat noget at ønske, og derfor var det aldrig seriøst på tale at slutte karrieren i Kvindeligaen. Heller ikke, selvom det ville bringe dem tættere på familie og venner.

»Min beslutning om at stoppe med at spille fodbold handlede mest om min lyst til at spille fodbold. Men det handlede også om, at jeg ikke syntes, det ville være det værd med det niveau og den investering, der er i ligaen lige nu. Hvis man kan højne faciliterer, kvaliteten i ligaen og holde spillere i længere tid, så de ikke tager så tidligt ud. Kan man løfte alt det rundt om, så ville det være attraktivt for mange at tage hjem igen,« siger Nicoline.

»Jeg giver 100 procent af mig selv til det, jeg gør. Det ville jeg have det svært med at give under de forhold, som der er i Danmark pt. På den måde har jeg ikke seriøst overvejet det,« supplerer Luna.

I stedet kaster de to tidligere landsholdsspillere sig nu ud i det karriereskifte, alle professionelle fodboldspillere møder før eller siden. På den front er de dog godt stillet. Luna er arkitektuddannet, mens Nicoline om et halvt år bliver færdig med sin uddannelse som diplomingeniør på Danmarks Tekniske Universitet. De har med andre ord begge forberedt sig på livet efter fodbold

»Jeg har været meget opmærksom på at udleve alle sider af min personlighed. Det har været rigtig vigtigt for mig at have den her alsidige hverdag, hvor jeg ser en masse menneske uden for fodbold og har en masse venner, der slet ikke har noget med fodbold at gøre,« siger Luna, der er lige så passioneret for arkitektur, som hun er – og har været – for fodbold.

De har begge oplevet studierne som en gevinst for deres fodboldkarriere, men mest af alt stiller det dem godt nu, som Nicoline forklarer.

»Jeg er meget glad og taknemlig for, at jeg har taget en uddannelse, mens jeg spillede fodbold. Mest for at gøre den her overgang mere rolig og tryg. Det er jeg helt vildt glad for – fordi det har gjort mig til en bedre fodboldspiller, men også fordi jeg står et bedre sted nu, end hvis jeg ikke havde haft en uddannelse.«

Hør Nicoline og Luna sætte flere ord på karrierestop, kvindefodboldens udvikling og fremtiden i ’Spiller til Spiller’. Du kan lytte i Apple Podcast, Spotify eller din foretrukne podcastplatform.