6
Michael Sahl Hansen blev for ti måneder siden ansat som midlertidig administrativ chef i Spillerforeningen, hvor han skulle arbejde med udvikling af ny strategi, kompetenceområder, strukturer og indsatsområder. Og det arbejde har han udført så godt, at bestyrelsen nu har valgt ham som ny direktør i foreningen.
- Vi har i bestyrelsen været meget tilfredse med den indsats, som Michael har leveret, siden han tog over i begyndelsen af året. Derfor har det også været helt naturligt for os at veksle den midlertidige stilling til en fast stilling som direktør i Spillerforeningen, siger bestyrelsesformand Jeppe Curth.
Michael Sahl Hansen glæder sig til at fortsætte i spidsen for de danske elitefodboldspillere i både ind- og udland.
- Jeg er ekstremt stolt over at få lov til at hjælpe fodboldspillerne i forhold til at sikre dem endnu bedre vilkår, siger den nye direktør.
Michael Sahl Hansen havde knap sat foden inden for døren i Spillerforeningen, inden coronapandemien ramte Danmark og fodbolden.
Og med coronaens indtog blev der hurtigt brug for samarbejdsevnerne. Blandt andet blev Spillerforeningen og Divisionsforeningen enige om en aftale, der sikrede, at alle kontraktspillere med udløb 30. juni 2020, hvilket talte op mod 250 spillere, blev forlænget på samme vilkår.
»Kvinderne er helt klart et område, vi vil arbejde med og prioritere og understøtte den udvikling, som kvindefodbolden er inde i«
- Vi har skullet arbejde rigtig tæt sammen og finde nogle løsninger, og det lykkedes vi jo med, siger den 42-årige direktør.
- Vi har stået skulder ved skulder klubberne, Divisionsforeningen, DBU og os i forhold til at få flere tilskuere på stadion, og hvordan vi kunne få åbnet sporten igen, siger Michael Sahl Hansen, der har stor fokus på samarbejdet med foreningens interessenter.
- Vi er i gang med en forandringsproces, som indbefatter, at vi ønsker at bygge nogle tættere og bedre samarbejdsrelationer med vores interessenter.
Lige nu er der gode fundamenter på herresiden, hvor der er en lang overenskomst, ligesom der også er lange landsholdsaftaler på både kvinde- og herresiden. Men på kvindesiden findes der ingen overenskomst, og det bliver et fokusområde i den kommende tid.
- Overenskomsten er et sikkerhedsnet, der sikrer nogle rettigheder, og kvinderne er helt klart et område, vi vil arbejde med og prioritere og understøtte den udvikling, som kvindefodbolden er inde i. Og det kræver også, at det bliver endnu mere professionelt, og det er vi klar til at kigge ind i og arbejde for. Det er vigtigt for os, at kvinderne også får ordentlige vilkår og et sikkerhedsnet, ligesom overenskomsten sikrer på herresiden, siger Michael Sahl Hansen.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.