81: Louie vil ændre noget

Han hulkede sig igennem sin første psykologsamtale. For der blev prikket hul på noget. Nogle tanker og følelser, som han ikke havde oplevelsen af, han kunne dele – og blive mødt i – i fodboldens verden.

»Det var svært at tage hul på,« fortæller Rasmus Louie Larsen om at tale om mental ubalance, som i hans optik stadig er et tabuiseret emne i vores branche.

Han forsøgte først at snakke med sine nære om det. Men efter noget tid søgte han, gennem os i Spillerforeningen, professionel hjælp.

»Jeg tog fat i Jesper (rådgiver i 4player, red.). Han sagde, at I samarbejder med Encounter, og at jeg kunne få psykologhjælp igennem dem. Og det valgte jeg at gøre brug af,« fortæller Louie i vores podcast.

Louie er 29 år. Han bor i en villalejlighed på Amager med sin kæreste og deres hund. Han spiller fodbold i 2. divisionsklubben Boldklubben Frem og er ansat i HR-afdelingen hos virksomheden Andel.

Han er på mange måder et godt sted. Også mentalt, hvor han betragter sig som værende mere eller mindre i balance. Men balance har ikke været udgangspunktet for ham de seneste år.

For fire år siden, tilbage i 2018, skiftede han fra Boldklubben Frem til Hvidovre IF, og selvom det gik fint i starten, så fandt han efter nogen tid sig selv lamslået i omklædningsrummet. Som om han sad limet fast til bænken – ude af stand til at involvere sig i fællesskabet.

»Jeg blev meget indelukket. Jeg plejer at være én i omklædningsrummet, der er frisk på sjov og ballade. Som egentlig bare er glad. Hele tiden. Efter den periode følte jeg ikke, jeg kunne være mig selv.«

»Jeg kan huske situationer, hvor jeg sidder i omklædningsrummet og ikke rigtig snakker med nogen. Jeg trækker mig bare og sidder for mig selv. Jeg venter egentlig bare på, at træningen er overstået. Der er jeg meget bevidst om, at jeg bare sidder og ikke siger noget.«

»På det tidspunkt tænkte jeg rigtig meget over, at jeg bare sad der og sad. Så det blev en ond spiral. At man sidder der og tænker, at man skal sige noget, men man ved ikke, hvad man skal sige, så derfor sidder man der bare. Det var rigtig svært,« forklarer Louie i vores podcast.

Startskuddet til nedturen var en samtale med trænerstaben. En samtale, hvor Louie åbent og ærligt fortalte, at han følte sig i mental ubalance. Få kampe senere var han sat af.

Om han blev bænket, fordi han ikke præsterede, eller fordi han fortalte om sin mentale ubalance, ved Louie ikke. Men han ved, at han ikke blev mødt. Han havde oplevelsen af, at det, han havde fortalt ledelsen, ikke betød noget. Kun, at de ikke kunne regne med ham.

»Der var ikke nogen, der spurgte, hvordan jeg havde det, efter jeg havde åbnet mig.«

»Jeg er sikker på, at de ikke har haft dårlige intentioner. Eller onde intentioner. Overhovedet. Problemet er bare, at der ikke bliver tænkt over det. At folk ikke tænker over lige at komme hen og spørge »hvordan har du det?«. Fordi sådan en sætning kan bare ændre det hele – eller i hvert fald være med til at hjælpe den enkelte i den rigtige retning.«

Men det spørgsmål kom aldrig. Og det er kulturelt betinget, mener han.

»Jeg ser en tendens til – både samfundsmæssigt og i fodboldbranchen – at man som person bliver anset som en ressource. Som en maskine, der bare skal præstere. Præsterer du ikke, så gider vi ikke have noget med dig at gøre. Så bliver du bare skiftet ud.«

»Det er min oplevelse, at der ikke er plads til følelser. Der ikke plads til, at man har det skidt. Der er ikke plads til, at man er ked af det. Og det er ærgerligt. For mig er fodbold følelser. Når du spiller godt, er alt fantastisk, og når du spiller skidt, så har du det skidt.«

Louie er ikke ude på at klandre nogen noget. Det er ikke hans motivation. Den er i stedet at skubbe på en udvikling i fodboldbranchen – startende i hans eget omklædningsrum i Frem – der forhåbentlig betyder, at der i højere grad netop bliver plads til følelser.

»Jeg er en af de ældre på holdet. Jeg vil utrolig gerne hjælpe de yngre. Vil gerne skabe et sikkerhedsnet i holdet, der gør, at de unge har lyst til at fortælle, hvis man ikke har det så godt.«

»For at kunne være i mental balance, handler det også om at være åben og ærlig. Men det skal også være noget, der er acceptabelt. Det skal være en norm, at det er okay at snakke om. At det er okay at sige, at man ikke har det godt, og så skal der være nogen, der griber en. Vi har et ansvar for alle sammen at hjælpe hinanden, når man ikke har det godt,« fastslår Louie.

Det var derfor, han sammen med Simon Kjær, Pernille Harder, Julie Tavlo og en række andre atleter medvirkede i vores budskab om at bruge hinanden og tale åbent om mentale udfordringer.

Og det er derfor, han medvirker i vores podcast. Find udsendelsen og ’Spiller til Spiller’ der, hvor du lytter til podcasts.