Efter syv års kamp fik Anders sin løn. I hvert fald noget af den

»Når jeg havde skrevet en lang kontrakt, så burde jeg kunne regne med den. Hvis en nedrykning til 1. division kunne slå det fuldstændig i stykker, burde man nok have indrettet sig anderledes.«

Sådan siger Anders Kure. Han var en del af truppen i FC Vestsjælland, der den 9. december 2015 fra det ene øjeblik til det andet blev arbejdsløse.

Det var ikke, fordi det kom som et chok. Anders beskriver tiden i klubben som »kaotisk«, og han og de andre havde set skriften på væggen. Snakken om en den skrantende økonomi gik i krogene, og mens klubben talte om at kæmpe sig tilbage i landets bedste række, blev truppen smallere og smallere. Og kort før jul var det så slut.

»Vi var selvfølgelig oprevet, bekymrede og kede af det. Vi stod uden job, og det var lige op til jul. Det gjaldt særligt nogle af de yngre spillere. Der skulle betales husleje, elregninger, og vi skulle også gerne købe nogle julegaver. Der var mange, der var meget bekymrede,« husker den nu tidligere professionelle fodboldspiller.

Han undrer og ærgrer sig over, at klubben ikke blev drevet mere professionelt.

»Jeg ved godt, at fodboldverdenen kan være hård, og der er ikke noget, der er synd for nogen. Men jeg synes, det var hårdt – særligt for de yngre spillere, der var på vej op. Det var ikke fair skruet sammen, at der ikke skulle mere end en nedrykning til, før hele korthuset væltede. Det var ikke respektfuldt over for dem, der havde deres arbejdsplads dernede og honorerede deres del af kontrakten.«

Anders er med på en forbindelse over Atlanten. Her, nærmere bestemt i Washington, har den tidligere professionelle fodboldspiller for nyligt bosat sig med sin familie efter nogle år i Hamborg.

Han beskriver sin nuværende rolle som »hjemmegående fodboldfar«. En rolle, der siden flytningen har trukket på de logistiske færdigheder, fordi familien er ved at finde fodfæste i den nye tilværelse i Washington.

I det meste af Anders’ liv har hans karriere dikteret familiens rammer. Men sådan er det ikke længere.

»Da jeg spillede, var det mest på mine præmisser. Det var mit job, der styrede, hvordan vi skulle leve, og hvor vi skulle bo. Siden, jeg stoppede med at spille for efterhånden nogle år siden, har hun givet den gas,« siger Anders om sin hustru, hvis karriere nu er første prioritet.

Hustruens job hos den danske smykkevirksomhed Pandora har altså først taget dem til Hamborg, hvor Anders arbejdede hos DSV, og siden til Washington, hvor hun som leder af en international ’hub’ skal sørge for, »at de rigtige smykker er de rigtige steder i verden på det rigtige tidspunkt,« som Anders kort forklarer.

Der har ikke været en konkret aftale om, at det var hendes tur, når den tidligere AGF-spiller lagde støvlerne på hylden. Det er bare kommet naturligt.

»Vi har altid haft et ønske om at komme ud at opleve andre lande. Allerede, da jeg spillede, søgte vi den mulighed. Da jeg lod min kontrakt løbe ud med AGF, var planen også, at jeg gerne ville ud sammen med familien, bo et andet sted og prøve det, men det lykkedes ikke. Jeg var ikke dygtig nok, eller heldig nok.«

»Jeg kom til Vestsjælland, og det var også et eksotisk eventyr,« siger han med slet skjult sarkasme.

Det eksotiske eventyr i Slagelse startede godt. Holdet var i pokalfinalen, Anders havde en god, lang kontrakt, og optimismen var stor. Men efter nedrykningen til 1. division i 2015 lignede det et kapløb mod bunden. Og da den i december blev nået, og klubben gik konkurs, satte Anders og nogle af de andre holdkammerater sig i en bil med kurs mod vores kontor.

»Vi var nogle stykker, der satte os ind i en bil og kørte fra Slagelse og direkte til Spillerforeningens kontor i København. Her fik vi lagt en slagplan, og vi fandt ud af, hvad næste skridt var. Og siden den dag har Spillerforeningen faktisk stået 100 procent for det. Vi fik lynhurtig information om, hvad vores pligter og rettigheder var, og så har de sådan set kørt sagen lige siden.«

»Kort tid efter indkaldte Spillerforeningen alle spillere til et møde, hvor hele truppen var der, hvor vi fik sat rammerne. Spillerforeningen indsamlede alle kontrakter, det hele blev sat i systemet, og der blev sat nogle advokater på sagen. Siden den dag har vi ikke haft så meget med det at gøre.«

Sagen har været kompliceret. Og i det lys synes Anders’ prædikat »evighedssag« meget rammende. At opgøre et konkursbo kan være en langsommelig proces, og da Kurt Andersen, der var investor i klubben, desværre gik bort undervejs, blev processen ikke nemmere.

Men i april 2023 – godt og vel syv år senere – kunne vores jurister overbringe Anders nyheden om, at konkursboet endelig var gjort op, og at han får en del af den løn, han og FC Vestsjælland i sin tid blev enige om.

»Jeg har egentlig kunnet parkere det. Jeg har været tryg ved, at Spillerforeningen har kørt sagen for mig, og at jeg nok skulle få de penge, jeg havde krav på – og hverken mere eller mindre.«

»Det handlede mere om at få afsluttet sagen, end det handlede om pengene. Der er sat et punktum. FC Vestsjælland er et overstået kapitel. Jeg har fået de penge ud af konkursboet, som jeg er berettiget til, og det har jeg det fint med.«

For Anders er FC Vestsjælland et overstået kapitel. Det er fristende at portrættere det som, at han nu kan komme videre og lægge fodbolden bag sig. Men sandheden er, at det for længst er sket. Et karriereskifte, der faktisk var overraskende nemt for ham.

»Det har været supergodt! Det er gået meget smertefrit. I hvert fald sammenlignet med, hvad jeg var forberedt på, og hvad jeg har hørt fra andre. Selvfølgelig savner jeg omklædningsrummet og de store kampe, men jeg har slet ikke haft krise over det. Men jeg har egentlig også altid haft en plan for, hvad der skulle ske, og hvornår det sådan cirka skulle ske. Efter det sidste halve år i Vejle var lysten der ikke mere.«

»Jeg ville hellere over i en anden opadgående kurve, hvor jeg kunne lære noget nyt og komme over i et andet liv. Og det skulle jeg jo alligevel på et eller andet tidspunkt. Det havde ikke gjort det nemmere at vente to-tre-fire år mere,« mener han.

Derfor lod han sin kontrakt med Vejle Boldklub løbe ud og startede nogle måneder senere på kandidatuddannelsen inden for økonomi på CBS.

»Det hjalp mig selvfølgelig også, at jeg ikke skulle starte helt fra scratch. Det havde hele tiden været planen, at jeg skulle læse to år, når jeg var færdig med karrieren.«

»Det var ikke bare sådan, at jeg stoppede og tænkte; hvad fanden skal jeg nu bruge resten af mit liv på? Allerede tidligt i karrieren vidste jeg jo godt, at jeg ikke skulle spille for evigt. Ligegyldigt hvor god, og mange millioner man kunne komme til at tjene, så har der været et liv, der skulle fyldes ud bagefter. Det forberedte jeg mig på, og jeg er helt sikker på, at det har gjort det nemmere at tage skridtet ud af den verden.«

I den anden ende af forbindelsen ”over there” debatterer ungerne, hvad de skal se, indtil den hjemmegående fodboldfar er færdig med sit interview om sit tilgodehavende og gamle dage.

Det er en stramning at sige, at han har været glad for sagen. Den havde han af åbenlyse årsager helst været foruden. Men den har ført noget godt med sig. Fordi den på sin egen måde har været et bånd til den verden, der i årtier definerede hans liv.

»Man føler sig stadig lidt som en del af klubben. Selvom man stopper med at spille, føler man sig stadig lidt som en fodboldspiller og som en del af den gamle verden. Det er egentlig meget rart. Selvom jeg er videre, og jeg laver noget andet i dag, som slet ikke har noget med den verden at gøre, så vil jeg altid stadig være gammel fodboldspiller. Mit medlemskab af Spillerforeningen er en god måde at holde fast i den gamle verden på og være en del af det miljø. Det nyder jeg.«

»Jeg savner det ikke. Jeg ser mere tilbage på det som en god tid. Og jeg føler mig stadig som gammel fodboldspiller, det vil man nok altid gøre, men jeg kom hurtigt over i en ny identitet og glædede mig over, at jeg skulle over i noget nyt i stedet for at være trist over, at fodboldkarrieren var slut.«

Inden, vi afslutter interviewet, og Anders og børnene tager hul på dagens hjemmeundervisning, takker han for, at vores jurister i Spillerforeningen har trukket det tunge læs de seneste syv år.

»Havde Spillerforeningen ikke hjulpet her… jeg ved ikke, om jeg var gået død i det, for det er trods alt mange penge, så jeg havde nok forfulgt det, men så havde jeg godt nok skullet bruge meget tid på det.«

»Så jeg er meget taknemlig for den hjælp, jeg har fået,« slutter han.