15

Artikel15.8.2018

Organisationer spiller fodbold mod homofobi til Copenhagen Pride

Copenhagen Pride-ugen er i gang, og torsdag spiller Pan Idræt, DGI, Amnesty, Institut for Menneskerettigheder, DBU og Spillerforeningen en fodboldturnering på Nytorv for at sætte fokus på problemer med homofobi i dansk fodbold.

Af Martin Dons

For andet år i træk skal en fodboldturnering være med til at sætte fokus på problemer med homofobi i dansk fodbold. Det sker i en venskabelig turnering på Nytorv, som deltager i turneringen mod homofobi.

- Det er et stærkt signal, at vi er så mange organisationer, der står skulder ved skulder i kampen mod homofobi i dansk fodbold. Vi må anerkende, at vi stadig har et problem i dansk fodbold. Derfor skal vi have fokus på det, for homofobi hører ikke hjemme i vores sport, siger Mads Øland, direktør i Spillerforeningen.

DBU glæder sig ligeledes over det brede samarbejde.

- Dansk fodbold står skulder ved skulder mod homofobi. Og i de senere år har vi også etableret et tæt samarbejde med organisationer uden for fodbolden for i fællesskab også her at slå fast, at fodbold er for alle. Det understreger vi nu igen under Copenhagen Pride 2018 ved at flage med regnbueflag og ved f.eks. at gentage vores fælles fodboldturnering, siger kommunikationschef i DBU Jakob Høyer

Formand i Pan Idræt Christian Bigom glæder sig over, at man med turneringen sætter fokus på problemet.

- Homofobi og den manglende mangfoldighed er et stort problem – ikke kun i fodbold, men i mange sportsgrene. I Pan Idræt håber vi, at det øgede fokus og en turnering som denne kan være med til at flytte grænser og bane vej for plads til alle i sport – så alle er inkluderet.

Det bakkes op af DGI.

- Alle skal have mulighed for at være en del af et idrætsfællesskab. Det gælder uanset, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvilken seksualitet man har, og derfor er det også rigtig vigtigt, at vi sammen sætter fokus på betydningen af mangfoldighed og tolerance i idrættens verden, siger Mogens Kirkeby, bestyrelsesmedlem i DGI’s hovedbestyrelse.

Der bydes velkommen klokken 17.00 på Nytorv, hvorefter turneringen sparkes i gang i et ”alle mod alle”-format. Alle interesserede er meget velkomne til at kigge forbi.

Praktisk info

Sted: Nytorv, København K.
17.00: Formand for Pan Idræt Christian Bygom byder velkommen
17.15: Turneringen skydes i gang
20.00: Præmieoverrækkelse

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.