96: Drømte om Stig Tøfting. Nu er Mie blevet det idol, hun selv manglede

»Nogle gange skal man på den anden side, før man forstår, hvad man har været en del af.«

Sådan siger 29-årige Mie Leth Jans. Og selvom det for hende, mens hun står i det, kan være svært helt at forstå omfanget, så er det anderledes nemt for os, der har fulgt udviklingen udefra.

For Mie er åbenlyst en del af en særlig generation af kvindelige fodboldspiller. HB Køge-anføreren med rødder i Dragør har med sin karriere og sit bidrag til kvindefodbolden i ind- og udland været med til at skabe forandringer for kommende generationer.

Den slags forandringer kan ikke tilskrives én begivenhed. Men EM-slutrunden i ’17, hvor Mie og resten af kvindelandsholdet efterfølgende blev hyldet på Rådhuspladsen i København, er uomtvisteligt en milepæl.

»Efter EM i ’17, begyndte der at komme større interesse, og at mærke det… det er ret stort,« fortæller Mie i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

Hun er ydmyg om sin rolle. Og hun er hurtig til at fortælle om de generationer før hende, der har kæmpet for, at kvindelige fodboldspillere fik »sådan noget så simpelt som støvler«, da hun som ung blev en del af førsteholdstruppen i Brøndby.

»Der har de ældre spillere jo gjort en kæmpe indsats«, som hun retteligt understreger.

Det samme har Mie altså. Sammen med sin generation har også hun skubbet til udviklingen af kvindefodbold herhjemme. En udvikling, der blandt andet betyder, at piger i alle aldre har idoler at se op til og pigehold at spille på. To ting, Mie ikke havde.

Som Stina Lykke tidligere har fortalt, drømte hun om at spille på Herrelandsholdet, da hun var ung. Det samme gjaldt Mie, der »ikke kendte til andet.«

»Det var også min store drøm. Jeg tror, jeg var 15 år gammel, indtil der var én, der sagde, det var underligt, jeg drømte om det, når der fandtes et kvindelandshold, hvortil jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Jeg havde kun stiftet bekendtskab med Herrelandsholdet. Jeg drømte om at spille inde i Parken med herrerne og sådan én som Stig Tøfting. Det kunne være meget fedt,« siger Mie.

Ikke et ondt ord om Stig Tøfting, men de piger, der træder deres støvler i breddeklubberne i dag, drømmer forhåbentlig i højere grad om at spille sammen med – eller træde i fodsporene på – spillere som Mie, Harder eller Kühl.

»Jeg synes, det er enormt fedt, fordi det udvider perspektivet, og det giver større muligheder for at drømme den rigtige vej og arbejde den rigtige vej.«

I dag bekommer det hendes bedst at spille på midten. Men da hun fik sit gennembrud i Brøndby IF, var det som forsvarsspiller. Pladsen i startopstillingen på det stjernespækkede mandskab var ikke en, hun fik forærende. Hun har fået sine »splinter bagi«, som hun beskriver det, ligesom hun måtte en tur forbi BSF, før hun tog sin plads. Men så var det også hendes.

Med holdkammerater som Simone Boye, Nanna Christiansen, Stine Larsen, Theresa Eslund (tidligere Nielsen) og Nicoline Sørensen var hun en del af et kompetitivt miljø, hvor vindermentaliteten sad i væggene. Og resultaterne af den kunne ses i pokalskabet.

»Vi havde et voldsomt godt hold,« som Mie beskriver det.

Brøndby IF’s kvinder var også fast inventar i Champions League, og to 1/16-finaler mod Manchester City blev startskuddet til et nyt eventyr for forsvarsspilleren. For briterne kunne lide, hvad de så, og de ville have Mie til Manchester.

»Jeg troede, det var telefonfis.«

»Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi tro på, at der nogen, der ville have mig. Og slet ikke sådan en stor klub«, fortæller hun i ’Spiller til Spiller’.

Men det ville de. Og i sommeren ’17 skiftede hun den til tider stressende hverdag i Brøndby ud med fuldtidsprofessionel fodbold i Manchester. Et – på mange måder – omvæltende skifte.

Opholdet i Manchester City fik en brat afslutning. Først blev Mies mor diagnosticeret med kræft. Siden faderen, der døde bare ti dage senere.

»Det var et stort chok for mig, og jeg havde det virkelig dårligt bagefter. Jeg kunne ikke finde glæden ved fodbold, fordi jeg følte, det var det, der havde trukket mig væk. Så jeg var nødt til at smide håndklædet i ringen derovre og sige, at det ikke var det rigtige sted for mig at være.«

Den traumatiserende oplevelse trak Mie hjem til Sjælland. Hun fik kontrakt i Malmø-klubben Rosengård FC, hvor hun blev holdkammerater med landsholdskollegaerne Katrine Veje og Sanne Troelsgaard.

»Det første lange stykke tid gik jeg grædende hjem hver dag og sagde; »jeg hader at spille fodbold. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal gøre det.« Min mand sagde til mig; »du elsker det her, prøv at give det noget tid, prøv at give det en chance«, og så blev det bedre og bedre med tiden.«

»Så det der med at have noget trygt, være tæt på hjem og spille fodbold hver dag… det var jo enormt fedt, når jeg var der. Jeg syntes jo, fodbold var sjovt, det var bare ikke oprigtig glæde.«

Tiden i Rosengård var helende. Men det var Vittsjö, Mie genfandt glæden ved fodbold. En klub, hun beskriver som »magisk«.

»Vittsjö var bare fantastisk. Det er en helt unik klub, som formår at få rigtig meget ud af ingenting. Det er som en stor familie.«

»Jeg elsker Vittsjö,« fastslår hun.

Du kan høre hvorfor i ’Spiller til Spiller’, som du finder i Apple Podcast, Spotify eller dér, hvor du lytter til podcast. Her fortæller Mie også om sit behov for at træde ud af fodboldboblen, hvordan hun har forberedt sig til livet efter fodbold og om sin rolle hos de tredobbelte mestre fra HB Køge.