24
Hun har siddet tungt på tronen. For i de seneste fem år har kollegerne peget på Pernille Harder som Årets Kvindelige Fodboldspiller i Danmark. Den titel har hun også mulighed for at hente i år, hvor den danske duo i Everton Women Nicoline Sørensen og Rikke Sevecke skal forsøge at fravriste den danske landsholdsanfører titlen.
Det er nemlig de tre spillere, som trupperne i Kvindeligaen har nomineret til Årets Kvindelige Fodboldspiller 2020.
Nicoline Sørensen, der også var nomineret til prisen sidste år, skiftede i sommer fra Brøndby til engelske Everton. Her åbnede offensivspilleren sin målkonto i klubben, da hun var med til at sparke de blå fra Liverpool i FA Cup-finalen på legendariske Wembley, hvor de dog måtte se sig slået af Manchester City.
I Everton slår også den danske landsholdsforsvarer Rikke Sevecke sine folder. Hun skiftede i sommer fransk fodbold ud med engelsk, hvor hun har været med til at sparke Everton med i topstriden, hvor de lige nu deler tredjepladsen med Chelsea.
Og netop Chelsea med nominerede Pernille Harder stod Everton-duoen overfor i begyndelse af måneden. Og det møde kigger den danske landsholdsanfører tilbage på med størst begejstring. Med sin nye, engelske klub vandt hun nemlig 4-0 og bidrog selv til storsejren med et mål i kampens overtid.
Pernille Harder blev i år den dyreste kvindelige fodboldspiller nogensinde, da hun skiftede fra Wolfsburg til Chelsea. Hun sagde farvel til tysk fodbold med endnu et mesterskab og som topscorer i Bundesligaen med 27 mål – 10 mål ned til nummer to på listen. Samtidig blev hun af UEFA også kåret til Europas bedste fodboldspiller.
At blive kåret som Årets Kvindelige Fodboldspiller er den største, individuelle pris i dansk fodbold. Ikke kun fordi man med kåringen opnår en plads i historiebøgerne, men specielt fordi det er kollegerne - fodboldspillerne i Danmark og de danske udlandsprofessionelle - der vælger Årets Kvindelige Fodboldspiller. Det er Spillerforeningen og Hessel HiRE, der uddeler prisen.
Podcast — 16.4.2024
Podcast — 9.4.2024
Podcast — 2.4.2024
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.