1

Artikel1.2.2012

Erstatning til Gaarde og Youssouf pga. Divisionsforeningens overenskomstbrud

Fodboldens Voldgiftsret har i en principiel sag afgjort, at Allan Gaarde og Sammy Youssouf modtager erstatning for permanent tab af erhvervsevne som professionel fodboldspiller. Divisionsforeningen pålægges bod på kr. 100.000 for brud på overenskomsten.

Af Spillerforeningen

Fodboldens Voldgiftsret har i en principiel sag afgjort, at Allan Gaarde og Sammy Youssouf modtager erstatning for permanent tab af erhvervsevne som professionel fodboldspiller. Divisionsforeningen pålægges bod på kr. 100.000 for brud på overenskomsten.I starten af 2008 blev Sammy Youssouf skadet i det ene knæ og blev det følgende års tid opereret to gange. Operationerne fik dog ikke det håbede udfald og i starten af 2009 måtte Sammy Youssouf i en alder af 32 år indstille sin fodboldkarriere i Vejle Boldklub. I 2010 måtte Allan Gaarde som 35-årig lide samme skæbne grundet en alvorlig bruskskade i det ene knæ.

Det kom til Spillerforeningens kendskab, at Vejle Boldklub ikke havde tegnet forsikringer for de to spillere mod permanent tab af erhvervsevne, som levede op til overenskomstens krav. Spillerforeningen blev også opmærksom på, at Divisionsforeningen havde tilvejebragt den forsikring, som Vejle Boldklub og en række andre klubber benyttede.

Der var tegnet forsikringer, som reelt betyder, at en spiller over 31 år kun i meget begrænset omfang vil kunne opnå erstatning for permanent tab af erhvervsevne. Ligeledes indeholdt forsikringen et urimeligt krav om, at tabet af erhvervsevne skulle være indtruffet inden for seks måneder fra skadestidspunktet.

Gaarde og Youssouf fik afvist dækning. Men den nugældende overenskomst giver ikke mulighed for aldersdifferentieret dækning eller seksmåneders-fristen, hvorfor Spillerforeningens anlagde sag imod Divisionsforeningen.

På baggrund af overenskomstbruddet har Fodboldens Voldgiftsret afgjort, at Divisionsforeningen skal betale en bod på kr. 100.000 plus renter til Spillerforeningen. I alt kr. 115.000.

Vejle Boldklub skal betale erstatning på kr. 500.000 plus renter på ca. kr. 75.000 til både Sammy Youssouf og Allan Gaarde. I alt kr. 1.150.000. Vejle Boldklub blev frikendt for Spillerforeningens bodspåstand.

Divisionsforeningen og klubberne er med kendelsen nødt til straks at ændre forsikringsdækningen for spillerne, så disse dækninger bringes i overensstemmelse med overenskomsten. Også derfor har kendelsen principiel betydning. Omkring 2/3 af alle klubber har den forsikring, som Divisionsforeningen peger på, og som altså er blevet underkendt.

Direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, udtaler:

- I Spillerforeningen er vi glade for, at Fodboldens Voldgiftsret nu har sikret spillernes overenskomstmæssige forsikringer med denne principielle kendelse.

Spillerforeningens direktør så desuden gerne, at Sammy Youssouf og Allan Gaarde havde været hele forløbet foruden:

- Hele sagen har ikke været sjov for hverken Sammy eller Allan. I første omgang har de måttet indstille deres flotte karrierer. I anden omgang har de sammen med Spillerforeningen måttet kæmpe for den erstatning, de har krav på ifølge overenskomsten, slutter Mads Øland.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.