5

Artikel5.8.2019

Grænsen er nået: Ny FIFPRO-rapport dokumenterer uholdbar arbejdsbyrde i professionel herrefodbold

Op mod 80 kampe. Sammenlagte rejser på mere end 100.000 kilometer. Og under to ugers ferie. Arbejdsbyrden for verdens bedste mandlige fodboldspillere er ekstrem. »Det er åbenlyst uholdbart«, fastslår Mads Øland.

Af Martin Dons

De er omdrejningspunktet for sporten, og de underholder og tryllebinder millioner af mennesker verden rundt, mens de spiller den ene fodboldkamp efter den anden. Men grænsen er nået for de bedste mandlige professionelle fodboldspillere. Arbejdsbyrden og de fysiske krav til spillerne er for store.

En rapport udarbejdet af den internationale spillerforening, FIFPRO, dokumenterer, hvordan mandlige fodboldspillere på højeste niveau i værste tilfælde spiller op mod 80 kampe årligt, rejser mere end 100.000 kilometer i forbindelse med internationale kampe for klub- og landshold, mens de samtidig har alt for kort tid – i visse tilfælde under to ugers ferie – til at restituere fysisk og mentalt fra en lang og opslidende sæson.

Kun 10 dages ferie til Lasse Schöne

En af de spillere, der har oplevet effekten af den pressede kampkalender i international herrefodbold, er danske Lasse Schöne.

Den 33-årige Ajax Amsterdam- og landsholdsspiller deltog både ved VM-slutrunden og nåede Champions League-semifinalen sin hollandske klub.

For Lasse Schönes vedkommende resulterede det i 62 kampe – 52 for klubben og 10 for landsholdet. 60 procent af kampene blev spillet med færre end fem dages hvile, mens det sammenlagt blot blev til 22 dages ferie – 12 dage i forbindelse med vinterpausen og 10 dage i forbindelse med sommerpausen. Det er langt fra FIFPROs anbefaling om to ugers ferie ved vinterpausen og fire ved sommerpausen.

Behov for bedre beskyttelse af spillerne

Mads Øland, der både er direktør i Spillerforeningen og bestyrelsesmedlem i FIFPRO, kalder situationen uholdbar.

- En karriere i professionel fodbold kan være økonomisk indbringende. Men den er også kort og meget skrøbelig, og derfor er der behov for bedre beskyttelse af spillerne. De bedste spillere rejser Jorden rundt på tværs af tidszoner og spiller op mod 60-70 kampe årligt uden tilstrækkelig tid til at restituere – hverken mellem kampene eller efter en opslidende sæson. Det er åbenlyst uholdbart. Vi er nødt til at beskytte spillerne bedre, fastslår Øland.

- Grænsen er nået. Derfor siger vi fra spillersiden fra. Men spillerne kan ikke løse problemet selv, så vi opfordrer til, at fodboldens parter sammen finder en holistisk løsning, så verdens bedste fodboldspillere kan fortsætte med at underholde på fodboldbanen og ikke skal se til fra sidelinjen, fordi de er skadet, udkørte eller har indstillet karrieren i en tidlig alder på grund af den alt for store belastning, tilføjer han.

Uddrag fra rapporten:

  • I ekstreme tilfælde deltager spillere i op mod 80 kampe på én sæson: Det er mere end dobbelt så mange som andre professionelle spillere på sekundære niveauer
  • Mange spillere på eliteniveau spiller op mod 60 kampe per sæson: Hvis de ikke gør, skyldes det blandt andet skader
  • De fleste spillere har under fem dages hvile: Den pressede kampkalender, der får flere og flere kampe, øger risikoen for skader og forkortede karrierer for spillerne
  • Ikke-EU-spillere rejser for meget uden den nødvendige hvile: Ikke-EU-spillere, der spiller i de store europæiske ligaer, krydser ofte flere tidszoner i forbindelse med landskampe, men får ikke den ekstra hvile, som den slags rejser ifølge eksperter påkræver

FIFPROs bud på løsningsforslag:

  • Låste pauser sommer og vinter: FIFPRO foreslår fire ugers pause i forbindelse med sommerpausen og to ugers pause i forbindelse med vinterpausen
  • Loft for antal ’back to back’-kampe: Spillere bør som minimum have fem dages pause mellem kampene. FIFPRO foreslår en grænse for, hvor mange kampe en spiller må spille, hvor pausen mellem kampene er kortere
  • Loft for antal kampe: FIFPRO foreslår et loft for, hvor mange kampe en spiller må spille per sæson (ikke nødvendigt, hvis spillerne for tilpasse lange pauser og mulighed for hvile)

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.