5

Artikel5.7.2019

Fanget i kaos: Trusler, manglende løn og nægtet adgang i klubben

Magtkampe. Manglende løn. Trusler. Emil Peter Jørgensens to seneste ansættelsesforhold har mildest talt været kaotiske. I skrivende stund er den danske forsvarsspiller – der til sidst hverken fik udbetalt løn eller måtte træne i sin klub – netop kommet ud af sin kontrakt.

Af Michael Hehr

- Man finder ud af, hvor grim fodboldbranchen kan være. Der er steder, hvor man er ligeglade med det enkelte individ. Ligeglad med det enkelte menneske, og om han eller hun får sin løn. Alle hensyn til det enkelte individ tilsidesættes for at tjene penge – også selvom det er ulovligt.

Sådan siger Emil Peter Jørgensen. Den 23-årige professionelle fodboldspiller er igennem på en telefon fra den spanske by La Línea de la Concepción. Herfra har han pendlet fra sin bopæl til Gibraltar, hvor han i godt et halvt år har været på kontrakt i den gibraltarske topklub Europa FC. En god tid, der fik en dårlig afslutning.

Den seneste måned har han nemlig været forment adgang i klubben, der samtidig har nægtet at udbetale hans løn. En situation, den unge fynbo kender alt for godt. For det er ikke første gang, han er fanget i det, han bedst kan beskrive som kaos.

»Han er en idiot, lad ham ligge«

Skiftet til Gibraltar var ellers udset som et tiltrængt afbræk fra et andet og endnu mere kaotisk ophold. Emil Peter Jørgensen, der bl.a. har en fortid i OB og FC Fredericia, skiftede nemlig til Europa FC fra bulgarske FK Vereya.

- Det begyndte med en prøvetræning. Jeg tog det som en oplevelse og så det som en fin mulighed. Hvis ikke det var noget, så havde jeg i det mindste holdt mig i gang, husker Emil Peter Jørgensen om starten på tiden i FK Vereya.

Men det var noget. Det stod hurtigt klart. Den bulgarske klub var hurtigt ude med et tilbud, og de ville have den danske stopper med direkte på træningslejr. I første omgang afslog den tidligere ungdomslandsholdsspiller udspillet. Han tog dog imod et forbedret tilbud og insisterede i øvrigt på at komme hjem og vende inden træningslejren – han havde trods alt kun pakket til en håndfuld dage.

»Jeg faldt i snak med en anden prøvespiller, som kendte én, der havde spillet i klubben året forinden. Han sagde; »du kommer ikke til at få din løn her««

Kort tid efter stødte Emil Peter Jørgensen til truppen, der allerede var samlet på træningslejr. Ved første øjekast virkede det hele professionelt. Godt hotel, gode modstandere og så videre. Velkomsten fra dele af truppen var dog knap så indbydende.

- Jeg kunne mærke på de bulgarske spillere i truppen, at de ikke syntes, det var fedt, at der kom en udlænding. Mig ville de ikke have noget med at gøre. Mig ville de ikke snakke med, og mig så de skævt til. De ville nærmest ikke kigge på mig. Sådan var der så meget. Det var de bulgarske spillere mod resten.

Ikke just nogen varm velkomst. Det kom også til udtryk på træningsbanen. Det har Emil Peter Jørgensen flere eksempler på.

- Vi var i gang med en simpel øvelse. Træneren havde stoppet spillet. Han bad min bulgarske holdkammerat om at spille bolden til mig. En simpel aflevering over kort afstand. Han tyrede den ind på skinnebenet af mig.

- Et andet eksempel er fra en anden træning, hvor jeg ville hjælpe en anden bulgarsk spiller op efter en hård tackling. Den gestus blev afbrudt af en tredje spiller – en anden udlænding – der bad mig lade være. »Han er en idiot, lad ham ligge«, sagde han til mig.

Et halvt år uden løn

Emil Peter Jørgensen er ikke naiv. Allerede før skiftet var han klar over og indstillet på, at der kunne opstå perioder, hvor han ikke ville få udbetalt sin løn til tiden. »Det er meget normalt i østeuropæiske lande«, som han stilfærdigt konstaterer. Det kunne han godt acceptere – så længe den kom før eller siden.

Men kort tid efter skiftet – ja, faktisk allerede på vej hjem fra træningslejren – fik han den første indikator på, at det skulle han ikke nødvendigvis regne med.

- Jeg faldt i snak med en anden prøvespiller, som kendte én, der havde spillet i klubben året forinden. Han sagde; »du kommer ikke til at få din løn her«.

Det blev startskuddet til et halvt år uden løn.

- Vi havde sindssygt mange møder, hvor vi spurgte efter vores løn. Den ene halvdel – alle udlændingene – ville nægte at træne og spille kamp, før vi havde fået vores løn. Men det ville den anden halvdel – bulgarerne – ikke. »Det har vi prøvet før, og det hjælper ikke«, forklarede de.

Politiet bistod præsidenten

En medvirkende faktor til den manglende løn var, ifølge Emil Peter Jørgensen, den magtkamp, der blev kæmpet i kulisserne. For hvis forholdet mellem de bulgarske spillere og de udenlandske ditto var udfordret, så var det direkte elendigt mellem præsidenten og de russere, der kort tid efter Emil Peter Jørgensens ankomst havde købt sig ind i klubben. Faktisk var magtkampen – og særligt præsidentens adfærd – direkte årsag til stridighederne på holdet.

- I forbindelse med en turneringskamp insisterede præsidenten på at ville bestemme, hvem der skulle være i startopstillingen – noget, som den nye træner, der var ansat af de russiske ejere, afviste. Det fik situationen til at eskalere.

- Der var en landsholdspause, hvor vi skulle spille nogle træningskampe. På det her tidspunkt var der kommet nye ejere og en ny træner. Vi kørte godt en time i bus til en træningskamp. Allerede på busturen var der snak i krogene om, at det ikke var sikkert, vi skulle spille. Men det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over.

- Da vi kom frem, nægtede de bulgarske spillere at spille kampen. Og så sad vi dér. I den ene ende af omklædningsrummet sad de bulgarske spillere – i den anden ende sad alle udlændingene. Bussen var kørt, og den kom først tilbage tre timer senere.

- De efterfølgende dage ville de bulgarske spillere heller ikke træne. Det hele var orkestreret af præsidenten, der – med hjælp fra politiet – forhindrede træneren i at komme til træning og senere at stige ombord på bussen, da vi igen skulle spille kamp.

Med hjælp fra politiet sørgede præsidenten altså for, at den træner, der var ansat i klubben, i en periode ikke kunne komme ind på træningsanlægget og ikke kunne komme med spillerbussen til kamp. I stedet havde præsidenten udpeget en bulgarsk træner. En handling, som medførte, at alle udlændinge – inklusive Emil Peter Jørgensen – pludselig sad på bænken eller røg helt ud af truppen.

- Det hele endte i retssag, hvor de russiske ejere vandt retten til at styre klubben i et år, fortæller han.

»Jeg følte mig fanget«

Emil Peter Jørgensens ophold i Bulgarien var et kaos. Hverken mere eller mindre. Han havde i alt fire forskellige trænere i løbet sin korte tid i klubben. En tid, der bar præg af magtkampe blandt ejerne, splittelse i truppen, og hvor lønnen ikke blev udbetalt.

Mens opsparingen blev mindre, og kaosset voksede, kunne han magtesløst se til. For hvad var alternativet? Selvom han ikke fik løn, og derfor kunne få ophævet sin kontrakt, var det ikke sikkert, han efterfølgende kunne finde en ny arbejdsgiver takket være FIFAs regler.

- Jeg vidste godt, at der var problemer med, at lønnen kunne være forsinket, inden jeg tog derned. Men jeg var ikke klar over, at FIFA hjælper os spillere så lidt, som jeg har oplevet. Vi var et helt hold, der ikke fik løn. Og den mulighed, jeg havde, var at opsige min kontrakt og risikere at stå uden klub i en længere periode, fordi det ikke er sikkert, at man kan få dispensation til at skifte klub uden for transfervinduet. Så jeg følte mig fanget. Reglerne beskytter jo ikke spillerne.

»Han sagde bare »shut up««

Efter tre måneder uden løn kunne jeg gå til FIFA, og jeg kunne komme ud af min kontrakt. Men hvad så? Så risikerede jeg at stå i midten af en sæson uden klub og uden noget sted at træne. Så jeg følte, det var bedre for min karriere og for mig som fodboldspiller at bide i det sure æble, træne godt og spille så meget som muligt – også selvom jeg ikke fik løn.

Så den strategi fulgte han. Og så dog. For efter en træning, da han og en gruppe andre spillere sludrede ved støvlevasken, konfronterede han ejerne med den manglende løn.

- Vi var en fem-seks spillere, der snakkede med den nye ejer. Jeg var den spiller, der var bedst til at formulere mig på engelsk, så jeg spurgte ind til vores løn. Han sagde, at alt, der gik forud for hans tid, det havde han intet med at gøre. De penge ville vi ikke få. Jeg havde snakket med Spillerforeningen, så jeg vidste, at de nye ejere var forpligtet til at betale den løn, vi havde til gode, og det sagde jeg til ham stille og roligt.

- Han sagde bare »shut up«.

Og det gjorde han så, den unge dansker. Klappede i. Han skulle ikke rode sig ud i mere. Han havde set, hvordan andre spillere løb rundt om banen i månedsvis, og det skulle han ikke nyde noget af. Men Emil Peter Jørgensen var kommet i bad standing hos russerne. Det mærkede han, da de besluttede sig for at betale spillerne for de ti første dage, de havde ejet klubben. For alle spillerne fik pludselig penge på kontoen – alle på nær danskeren.

Søgte stabilitet og ordnede forhold

Månederne gik, og vinterpausen kom. Efter jul tog Emil Peter Jørgensen tilbage til Bulgarien, men han havde ingen intentioner om at blive der.

- Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne gå et halvt år mere uden løn. Kaosset blev bare værre og værre, og jeg blev konstant bekræftet i, at det sejlede mere og mere. Der var ikke nok spillere, og der var ingen trænere. De kom så efter nogle uger, men jeg skulle bare væk.

»Det kan godt være, at man efter en lang, juridisk kamp kan få alle sine penge. Men det er jo kostbar tid, der forsvinder fra én i en forvejen kort karriere. Det er jo det værste, der kan ske for en fodboldspiller, så når man står i det, føler man sig fanget«

Og det kom han. Emil Peter Jørgensen, der i alt nåede 17 kampe i FK Vereya, blev kontaktet af en agent, der kunne få ham til Europa FC. Sportsligt var det ikke et skifte i den rigtige retning, men det var det for den unge fynbos humør, økonomi og ikke mindst mulighed for at få karrieren tilbage på sporet.

- Jeg så mit snit til at spille europæisk, få nogle titler på cv’et og ikke mindst at få min løn. Så jeg glædede mig til at komme i gang, og jeg glædede mig til ordnede forhold. Så jeg takkede ja til tilbuddet, og umiddelbart efter kontraktunderskrivelsen blev jeg kørt ud i en af præsidentens lejligheder, hvor jeg kunne bo, indtil jeg havde fundet et sted at bo. Det hele spillede.

Efter en turbulent indledning, hvor Emil Peter Jørgensen først manglede sit spillercertifikat, så pådrog sig en skade og siden løb ind i en dum karantæne, fandt han sig til rette i sin nye klub. Han spillede en masse kampe, fik ros af træneren, og der tikkede lønkroner ind på kontoen.

Uden løn og forment adgang i klubben

Han fandt den stabilitet, han havde søgt. Indtil den igen forsvandt. For da mesterskabet og dermed muligheden for kvalifikation til Champions League glippede, og økonomien derfor var mindre end forventet, skulle de løntunge spillere i truppen ud. Og dem var Emil Peter Jørgensen én af.

Pludselig ophørte lønnen, og Emil Peter Jørgensen fik at vide, at han ikke måtte komme i klubben. Dén besked blev efterfulgt af tavshed. Fuldstændig tavshed. Der kom intet svar, når den danske fodboldspiller eller hans agent henvendte sig. Lige indtil de nævnte FIFA i en skrivelse.

Siden skiftet fra FK Vereya til Europa FC er FIFAs regler nemlig blevet ændret. Det betyder, at Emil Peter Jørgensen kunne blive løst af sin kontrakt efter 30 dage uden løn i stedet for de tre måneder, der var praksis tidligere. Ikke optimalt, men dog en forbedring. Og det fik gang i forhandlingerne af en opsigelse. En forhandling, der i denne uge fik sin afslutning.

- Det har fyldt meget, så jeg er mest af alt glad for, at vi har fundet en løsning. Når man bliver truet med bare at træne et helt år uden mulighed for at spille kampe, gør man sig nogle tanker. Og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at frygten for ikke at spille ikke var der.

Den aftale, Emil Peter Jørgensen sammen med sin agent fik forhandlet på plads, betyder, at han må give afkald på 2/3 af den løn, han var berettiget til, hvis han havde spillet i Europa FC kontrakten ud.

- Det kan godt være, at man efter en lang, juridisk kamp kan få alle sine penge. Men det er jo kostbar tid, der forsvinder fra én i en forvejen kort karriere. Det er jo det værste, der kan ske for en fodboldspiller, så når man står i det, føler man sig fanget.

- Jeg havde aldrig fået det hele med. Så kunne de lige så godt have ødelagt det næste år for mig. Så jeg var klar over, at det ikke var muligt. Så jeg synes, det er et fint kompromis.

Hjem til Danmark

På mandag sætter Emil Peter Jørgensen sig til rette i et fly, der har retning mod Danmark. Han tager tilbage til Fyn, hvorfra jagten på en ny arbejdsgiver går ind. På turen hjem til Danmark kan han tænke tilbage på en tid, der både har testet ham sportsligt med mange kampe på et fornuftigt niveau. Og en tid, der har budt på en masse oplevelser, som nok har gjort ham robust rent mentalt, men som han sagtens kan være foruden i sit næste ansættelsesforhold.

- Den uvished, jeg har oplevet i både Bulgarien og senest i Gibraltar, er ikke sjov. Nu vil jeg gerne have ro på, og jeg vil gerne bare spille fodbold. Gerne det samme sted i længere tid. Falde på plads, lyder det håbefuldt fra den 23-årige forsvarsspiller, der forsikrer, at det på det sportslige plan har været mindre turbulent.

- Hvis vi ser bort fra alt det kaos, der har været omkring mig og udelukkende fokuserer på spillet på banen, så har jeg faktisk nydt det. Jeg har spillet mange kampe mod spændende modstandere, tilføjer han.

Skulle han finde en arbejdsgiver i Danmark, kan han glæde sig over en væsentlig bedre beskyttelse, end han har oplevet i Bulgarien og Gibraltar. Takket være fodboldens overenskomst er der nemlig ordnede forhold i Danmark, som giver spillerne tryghed. Havde det været en dansk klub, der ikke havde udbetalt løn, kunne Emil Peter Jørgensen i Danmark være kommet ud af kontrakten på tre dage.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.