21

Spiller til Spiller21.2.2019

13: Arbejdsgiverne står ikke i kø, bare fordi du har spillet fodbold

Play button

Michael Nonbo gik fra at være professionel fodboldspiller om torsdagen til at være ejendomsmægler om fredagen. Men det betyder ikke, at arbejdergiverne bare står i kø, fordi man har været professionel fodboldspiller.

Lyt og abonnér: Spotify, Soundcloud

Play button
00:00
Sound

Han er blevet 45 år. Og selvom de fleste nok tænker ”fodbold” eller ”fodboldspiller”, når de hører navnet Michael Nonbo, så er det nu boliger og tilværelsen som selvstændig ejendomsmægler, der optager hans tid i dag. Dén tilværelse startede dagen efter, han nødtvunget lagde støvlerne på hylden tilbage i 2006.

- Vi fandt en fin løsning, hvor jeg kunne stoppe, når jeg fandt et job som mægler. Jeg havde heldigvis forberedt mig ved at tage alle de her boglige fag sideløbende med fodboldkarrieren, så overgangen var, at jeg stoppede med at træne en torsdag i SønderjyskE, og så startede jeg som mægler om fredagen. Så det var lige på, fortæller Michael Nonbo i podcasten ’Spiller til Spiller’.

Hang ikke i sofaen

Det er uomtvisteligt: Fodboldkarrieren stopper for alle. Sådan er det. Derfor er det en balancegang mellem at nyde den tid, man har som professionel fodboldspiller, men samtidig også forberede sig på den karriere og det liv, der venter på den anden side. For det kommer.

- Livet går videre. Man stopper ikke med at leve som 30- eller 35-årig. Det er bare en ny start, fastslår Michael Nonbo.

- Jeg synes ikke, det var så svært at slippe fodbolden sådan set. For overgangen kom jo henover natten – fra at stoppe med fodbold til at starte som mægler. Så jeg var lynhurtigt ovre i noget nyt. Det har nok hjulpet på, at man ikke sad tilbage og hænger i sofaen og græder over, at man ikke kan spille fodbold mere, forklarer han.

Som Michael Nonbo fortæller i podcasten, er der, når man er professionel fodboldspiller, én ting, der tæller. Og det er fodbold. Alligevel havde han selv behov for at have noget andet at fokusere på, da han var aktiv. Noget, han var glad for – både mens han spillede, og da karrieren sluttede.

- På et eller andet tidspunkt, så stopper man jo. Af den ene eller anden årsag. Og så må man jo finde ud af, hvad der interesserer én og begynde at forberede sig så småt på det.

- Når man stopper med fodbold, er det ikke sådan, at der står ti arbejdsgivere og hiver fat i én og vil ansætte én bare fordi, man har spillet fodbold. Der er man nødt til at have nogle kompetencer, siger Michael Nonbo, der dog fremhæver en række overførbare kompetencer fra den professionelle fodboldkarriere.

Hør ham uddybe det i podcasten ’Spiller til Spiller’, der er produceret og tilrettelagt af Spillerforeningen, og som bringes i samarbejde med Mediano Media.

Byg bro med 4player

Før eller siden skal du forlade fodboldbranchen – i hvert fald som spiller. Men kun omkring 5 % af de spillere, som stopper deres fodboldkarriere hvert år, kan ’optages’ af branchen i andre jobs. Ofte er mange af de stillinger, som tidligere spillere får, ikke engang fuldtidsstillinger. Derfor har vi startet en række initiativer, der hjælper dig over i din nye karriere.

De initiativer er samlet i 4player. Via 4player får du adgang til en lang række studie- og jobtilbud, der hjælper dig med at bygge bro til livet efter fodbold. Der er mange muligheder – med garanti også én, der passer til dig og dit behov. Bliv kontaktet af en af vores karriere- eller uddannelsesrådgivere og hør mere om dine muligheder.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.